Kort om 3. Pixibog - Fra Drøm til Virkelighed

SCROLL NED TIL FORORDET (jeg er teknisk spasser) - VED FORORDET STARTER VORES OPGAVE OM ODENSE I 2025 - der vil blive suppleret med billeder, da det er en lang smørre!!! Jeg forstår udemærket hvis det er for langt til nogen ... Jeg lover at jeg snart begynder at skrive om mine flirts, sko og personlige dramaer istedet! Det bliver fucked up. / Nikolaj

-------------------------------------------------------------------------------------------
Den sidste pixibog "Fra Drøm til Virkelighed" er godt og vel en mere overskuelig og punktopsat sammenførelse af de 2 første pixiboger, og derfor ikke nødvendig at præsentere her, da den også hovedsagelig er af kommunal interesse. Her beskrives konkret hvilke institutioner og initiativer som bør støttes, og hvor der bør beskæres. Den indledes med:

"De 3 magiske udfordringer jeg stiller Odense beskæftiger sig primært med en forbedring af kulturlivet, hvor den sidste udfordring dog er en opfordrelse til en generel forbedring af de studerendes forhold i Odense.

Jeg beder ikke om et større fokus på kulturlivet, da Odenses kulturmæssige ambitioner næppe kunne være bedre, men blot en ompriotering og en bedre forståelse; en ompriotering som sikrer, at 45+ generationen ikke længere ubevidst favoriseres, og en bedre forståelse, som sikrer at kultur og kreativitet ikke blot er flotte ord på papiret, men får rum til at udfolde sig i praksis i kreative miljøer, som kan skabe liv, glæde og forandring. Ved en imageopmåling i 2008 skulle hele landet svare på hvordan Odense ville være, hvis byen var en person, og resultaterne blev ”forsigtig”, ”velopdragen”, ”provinsiel” og ”afslappet”, som alle signalerer, at Odense mangler en markant profil.

De 3 magiske overordnede udfordringer lyder:

1. Fokuser yderligere på de odenseanske kulturelle vækstlag
2. Sats internationalt og ungdomsorienteret kulturelt – hav mod til kvalitet
3. Forbedrer yderligere forhold for studerende i Odense"

Har I interesse i at læse resten af den lange smørre skal I blot skrive til Tilskuere@live.dk

2. Pixibog - Den Levende Studieby

Hvad er et attraktivt kulturliv / en spændende studieby for unge?

Et interessant og livligt kulturliv er på trods af studieretningsudbuddet og praktiske forhold den vigtigste faktor, når unge bestemmer sig for, hvor de vil studere. Et velfungerende kulturliv er som regel en indikator for en sjov og spændende studieby.

Det er farligt at snakke om et attraktivt kulturliv uden at specifisere, da det er et så bredt område med så mange forskellige funktioner, og derfor er det værd at pointere, at kulturlivet her diskuteres ud fra oplevelsesplanet, og altså ikke om muligheden for at gå til madlavning eller svømme. Helt specifikt fokuserer jeg primært på musikken når jeg diskuterer den attraktive studieby, altså livekoncerterne, da koncerterne om noget fungerer som socialt samlingspunkt. Ved koncerterne opstår et ungdommeligt miljø omkring det at dele kulturelle oplevelser med hinanden.

Mange af de unge som beklager sig over kulturlivet og overvejer at flytte / flytter udenbys, som er en rigtigt stor gruppe, interesserer sig primært for rytmisk musik, og ofte i høj grad alternativ rock, ”indie” eller elektronisk orienteret rockmusik; de værdsætter det eksperimenterende og grænseudfordrende. Så når disse unge studerende efterspørger noget mere ”kvalitet” i kulturlivet er det som oftest en hentydning til færre folkefester, og flere dybdeborende, fokuserede arrangementer, hvor musik i disse genrer er i fokus.

Der er nogle helt essensielle faktorer, som går igen i alle spændende, kreative og livlige studiebyer:

I et attraktivt kulturliv skal der først og fremmest ske noget ofte, da de unge altid kan finde på en undskyldning for at gå ud, opleve noget kulturelt og drikke en øl.
Herefter er det vigtigt, at de unge ikke synes at opleve en kulturel favorisering, men at alle generationer prioriteres lige højt, og at der herigennem ingen ulighed opstår; et basalt behov for kulturel mangfoldighed. Derfor er det bl.a. vigtigt at kommunens kulturudvalg repræsenterer hele byens kulturspektre, så alle får en stemme.

Dernæst er det meget, meget vigtigt at hente internationale bands til byen, som orienterer sig mod de unge. Det er primært de internationale bands, som gør at Odense kan komme op og konkurrere i attraktivitet med de andre store danske studiebyer; trækker spillestederne nyskabende, trendsættende internationale bands med en vis kunstnerisk kvalitet føler den studerende, at det kan betale sig at bo i byen, da man ikke skal rejse langt for at holde sig orienteret om, hvad der foregår på den internationale musikscene. De internationale bands er Odenses mulighed for at markere sig nationalt, og dermed også noget af det, som vil gøre de unge og studerende stolte over at bo i Odense. Som Odense Kommune udtrykker det i Vision Odense: ”Mod til kvalitet bringer Odenses kulturliv ud i verden”.

En større bys kulturpolitik må altså både have overskud til at servicere byens borgere med kulturelle tilbud i hverdagen som dvs. fritidsbeskæftigelser, og samtidig levere noget udadtil, som kan være en stærkere international profil, da det er dette som bl.a. trækker studerende.
En anden væsentlig faktor i en ungdomsvenlig kulturby er den lokale musikscene / undergrundskoncerterne, altså vækstlaget. Koncerterne med de lokale undergrundsbands spiller en fundamental anden - men ligeså vigtig - rolle i det lokale kulturliv som de øvrige bands - hovedparten af byens unge føler til koncerterne med de lokale bands en stolthed og et fællesskab ved tanken om, at Odense også kan præstere, og dette skaber en nødvendig sammenhængskraft.

Dette vækstlag støttes og prioriteres i den attraktive studieby, da det anerkendes som en væsentlig og nødvendig del af kulturlivet – ikke mindst fordi man er klar over hvilken en reklame lokale bands / kunstnere kan bringe byen som helhed, og hvordan dette bidrager til det generelle nationale omdømme / image. Vækstlaget integreres bl.a. i de lokale medier, hvor bandsne / kunstnerne beskrives på lige fod med sporten, hvilket hjælper de lokale borgere til at få et mere alsidigt blik på byens kulturliv, og måske endda komme ud og tage del i arrangementerne.

Når bands / kunstnere fra vækstlaget tager initiativ til et projekt, som tør bryde rammerne og udforske nye felter – et projekt, som koster flere penge end hvad bandsne / kunstnerne selv kan smide i kassen, og et projekt som tør udfordre det almene og gennemsnitlige – bliver der støttet fra kommunens side i dét, at man her er bevidst om, at satsninger og mod til kvalitet helt essensielt er med til at definere det attraktive kulturliv / den levende studieby i højere grad end f.eks. prestigeprojekter, hvilket også gør sig gældende med de internationale bands / kunstnere. Der altså behov for en risikovillighed af et vist omfang.

I en attraktiv studieby er det let at holde sig orienteret om kulturlivet, der er god kommunikation mellem arrangørerne og de studerende, om det så er kommunalt eller privat arrangeret, og for liv og kreativitet i både nattemiljøet og hverdagen, er de studerende bosat i centrum, hvor deres uddannelsesinstitution også ligger; ikke mindst for besøgstallene til de kulturelle arrangementer, da unge sommetider vælger at blive hjemme, i stedet for at rejse langt.

Ikke mindst har den unge i den attraktive studieby ligeledes mulighed for at praktisere de fritidsbeskæftigelser som kendetegner det urbane liv i større byer; muligheden for at skate på bestemte områder i bymidten er essensiel, samt muligheden for at få uddelegeret vægge / mure, hvor de unge kvalificerede kan sætte sit præg på byens udtryk gennem f.eks. graffiti.

Man er i den attraktive studieby bevidst om, at man i sidste ende ikke kan planlægge eller bygge sig til et interessant kulturliv, men at man i første ende må satse på at få skabt ordentlige forhold for en grobund, som man også er bevidst om, at kulturen ikke altid kan være økonomisk rentabel – man tænker i langsigtede baner i stedet for at fokusere på at opnå umiddelbar profit, da det er sådan man skaber den ønskede grobund og i sidste ende opnår den efterspurgte attraktivitet.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at borgerne udtrykker et engagement, og deltager aktivt – man må aldrig give slip på håbet og blot forblive passive. Skeptisisme er groft sagt ikke konstruktivt medmindre man ligger inde med et alternativ, hvilket i særdeleshed mange odenseanere udmærket kunne lære noget af.

Hvilke forudsætninger / faciliteter har Odense for at være en attraktiv, kulturelt spændende studieby?

Hvis alt går efter planen vil Odense i 2025 for alle borgere se væsentligt anderledes ud som følge af Vision Odense - At Lege er at Leve.

Byen vil bl.a. gennemgå en styrkning af den kollektive traffik, få et mere miljørigtigt ansigt, opnå mere gågade i centrum og mindre traffik, og der er netop kommer bycykler. Tænker man som Byforeningen på Odenses bykerne som opdelt 4 unikke ankre med hver sin stemning og hver sine kulturelle tilbud, hviler der et enormt potentiale for en realisering af ønsket om en større alsidighed. En udvikling, som lyder vidunderlig, og ikke mindst attraktiv for unge og studerende.

Vi har Syddansk universitets største afdeling, hvor der er masse af spændende studieretningsudbud, samt en masse andre uddannelsesmuligheder rundt om i byen. Vi har spillesteder til alt fra 250 til 3000 publikummer – heriblandt Posten som størrelsesmæssigt kan sammenlignes med Vega i København eller Voxhall i Århus. Vi har levende sportsforeninger, veludrustede biblioteker og heriblandt skandinaviens største musikbibliotek. Vi har museer og hyggelige parker, hvor de unge på en sommerdag kan smide sig ned, drikke en øl eller studere. Vi har en stor mængde af spændende teatre med udforskende, aktuelle og banebrydende forestillinger, og vi har gallerier og andre kunstinstitutioner som f.eks. Brandts med en stærk international profil.

Ikke mindst har de odenseanske borgere viljen, ambitionen og styrken – de fleste odenseanere har et grundlæggende ønske om, at påvirke og deltage aktivt i deres bys udvikling. Jeg har hørt og læst flere ældre odenseanere udtrykke ønsket om noget mere ”liv” uden de klart kunne definere hvad det indebar.

Denne vilje, ambition og styrke besidder mange af de unge kulturelt engagerede også – blandet med en stor portion potentiale, som ligger og lurer i den odenseanske undergrund; heriblandt er det i den senere tid gået fantastisk for bl.a. Gunn, Jeremy Sparrow, Dorias Baracca, Rumskib og Kissaway Trail. Bands som alle synes at besidde noget af den eventyrlige magi, som Odense er kendt for.

En imageopmåling i 2008 viste ligeledes, at borgerne i Odense mener, at Odense i 2017 især skal være kendt for den innovative, kreative og nytænkende by (62%), samt som en uddannelsesby (54%), og det er ligeledes ord som disse der præger Vision Odense: At Lege er at Leve. Ord, som matcher helt og aldeles overens med det, som de unge studerende efterspørger i Odense.

Hvad sker der, hvis der ikke gøres noget?

”Sammen med Vision Odense bidrager kulturpolitikken til at styrke mulighederne for det gode liv i Odense og derigennem stoltheden og glæden ved Odense” – Anker Boye

Anker Boyes ord taler for sig selv. Men bliver visionens ord ikke en realitet, fastholder Odense denne nærmest provinsielle tilgang til kulturlivet, vil byen i længden have svært ved at fastholde sin position som Danmarks 3. Største by, og eventyrligheden vil forsvinde.

En væsentlig andel af den kreativitet og vilje som befinder sig i byen går tabt ved, at de unge kulturelt engagerede flytter udenbys, som følge af at de ikke stimuleres kulturelt. Flytter de kulturelt engagerede udenbys vil en stor del af undergrundskoncerterne ligeledes forsvinde, og dermed vil et vigtigt socialt samlingspunkt forsvinde, hvor den almene studerende har mulighed for at integrere sig i bylivet, og i sidste ende vil en portion af Odenses generelle ungdommelige attraktivitet altså forsvinde.

Ikke mindst mister Odense en del af sin attraktivet som levende studieby for potentielle tilflyttere, når de rundt omkring i Danmark møder unge odenseanere og hører om unge odenseanske bands der flytter udenbys på grund af manglende kulturel stimulans, og dermed opstår en ond cirkel, som må brydes.

Tabet af de kulturelt engagerede betyder bl.a. også, at andre byer høster frugten af den kreativitet, som Odense har plantet, og at Odense mister en mulighed for en ordentlig portion kulturel reklame og en spirerende kreativitet. I øjeblikket er alle de succesfulde odenseanske bands som jeg nævnte ovenstående enten flyttet fra byen eller ved at rykke op med rodde. Odense må lære at udnytte den magi og eventyrlighed, som befinder sig i vækstlagende, og ikke mindst få en skarpere profil og markere sig yderligere igennem større satsninger. H.C. Andersen er lidt blevet en sovepude for Odense – man må ikke glemme at tænke på hvad man ellers kan frembringe og promovere som foregår i nuet, hvad man ellers er god til …

Hvis kollegier og uddannelsesinstitutioner ikke rykkes ind i bybilledet går man glip af en meget større ung aktivitet, en masse besøgende til de kulturelle arrangementer, samt en masse kreativitet, og Latinerkvarteret vil dermed aldrig blive en realitet.

Hvis der ikke gøres noget forbliver Odense i sin position som ”Danmarks Største Landsby” eller ”Villakvarterenes By”, hvilket er hånlige betegnelser taget i betragtning af, hvor meget kvalitet, hjerte og eventyr der ligger og lurer bag facaden …

Hvis der ikke gøres noget markant vil udtrykket ”der går Odense i den …” aldrig ophøre – dette er et udtryk for sager og idéer som ikke bliver ført ud i livet. Alle de gode forhåbninger og ambitioner bag Vision Odense må ikke blive ved idéen – de skal realiseres, og jeg vil prøve at hjælpe til. Vi skal have skabt en aktiv begejstring og stolthed over at bo i Odense.

Den Grimme Ælling

Dette er første pixibog i vores Odenseopgave, og jeg advarer mod en cheesy, sukkersød og romantiserende tone, og ønsker at gøre det klart, at jeg ikke har H.C. Andersen eller Odense tatoveret på brystet. Side 7 er især som et uddrag af ... Ja, jeg ved det ikke, lad nu børnene, lad nu mig, og husk på, at der er intet eventyr uden en god historie; dermed er dele af 1. pixibog fiktionær. Husk på hvem som er modtagere ... i dét tilfælde vil jeg endnu engang vove at påstå at overdrivelse og romantisering fremmer forståelse.

Side 1: Der var engang en øde plet i det fynske, og på denne jord for mange, mange år siden - tilbage i en tid, hvor Boyerne endnu ej var født - sad gamle Odin og nød et grus mjød, da vennerne pludseligt råbte: ”Odin, se!”. Den småberusede ase lænede sig frem i stolen, skuede ud over landskabet og trak et saligt smil, hviskende ”Fyn er fin …”, da hans blik tilfældigt faldt mod nord, og hvad vi i dag skulle kende som Odense åbenbarede sig for hans øje.

Side 2: I denne by lærte H.C. Andersen at kravle, Carl Nielsen opdagede musikkens magi og Ove Sprogø udøve sine første replikker, og byen blev af Andersen døbt ”Lille København”. I nyere tid bliver Odense dog oftere kaldt for enten ”Danmarks Største Landsby” eller ”Villakvarterernes By” på trods af, at byen i dag er Danmarks 3. Største.
Jeg kalder Odense for Danmarks Grimme Ælling – men fortvivl nu ikke; det smukke ved Andersens eventyr er netop, at ællingen bliver til en svane. Eftersom jeg er magiker, vil jeg påtage mig denne byrde.

Side 3: Jeg vil tage imod udfordringen, og gøre Odense til en svane. Som i en enhver anden handel gør jeg dog krav på et udbytte. Dette består i, at I læser mit eventyr, og herefter må Odense bestå 3 meget vigtige prøver for at profetien kan opfyldes.

Består Odense de tre udfordringer vil byen gå fra at være ”Danmarks Største Landsby” til levende studieby – ja, måske endda ”Lille København”.

Side 4: I Odense er jeg født og opvokset. Sommetider cykler jeg rundt og nyder den eventyrlige odenseanske atmosfære, mens fortids minder og historier synes at pible op, for hvert kvarter jeg bevæger mig i. Jeg trækker et smil. Højest elsker jeg Brandts, da jeg fornemmer hele byens energi koncentreret på netop denne plads, hvor en tur ned af Vestergade på en mild sommerdag er én forførende stemningsoplevelse.

Side 5: Jeg bevæger mig langs Odense Å, som strømmer i en åben kanal gennem bl.a. Fruens Bøge og H.C. Andersen Haven; jeg iagttager svanerne, de forelskede kærestepar på bænkene, solen ramme vandoverfladen … I eventyrlighedens eufori fornemmer jeg Andersens skygge, og jeg mindes om, at jeg befinder mig, hvor de sande eventyr skabes.
I Odense starter mit eventyr.

Side 6: Da jeg var en lille dreng, tog mine forældre mig altid med til koncerter, udstillinger, museer, teaterstykker og meget mere – snart skulle kultur, og i særdeleshed guitaren, føles vigtigere end både legekammeraterne og pokemonkortene. Fra jeg var omkring 12 år gammel begyndte jeg langsomt at blive en fast bestanddel af den yngre musikalske / kreative undergrund i Odense, hvor de fleste var ældre end jeg selv, og vores erklærede mål var naturligvis, at sætte Odense på det nationale musikkort. Måske var vi ambitiøse, men pulsen var høj, og vi levede.

Side 7: Vi blev ældre, og i højt humør arrangerede vi propfyldte koncerter i de mindste sale, og hver gang trykkede vi flyers, plakater og lavede promotion på internettet, og vi indspillede og spillede, udenbys og udenlands, nogle lavede kortfilm, mens andre tegnede illustrationer til musikken. Vi skabte os langsomt et image og et nationalt omdømme. Vi oplevede et stort og sprudlende kreativt miljø og et unikt fællesskab. Vi var forbundede. Knyttede til de samme drømme. Forelskede.
Men hvad der burde være begyndelsen på eventyret, nærmede sig beklageligvis en slutning …

Side 8: Drengene begyndte at gro skæg, forældrene begyndte at prædke om, at man fik et kørekort, hvis man holdte op med at ryge, og samfundets forventninger begyndte at fylde ligeså meget under den stakkels bebumsede hud, som hende / ham den søde fra klassen … Der skete noget, og det kunne lugtes hvorend man bevægede sig. Det besad sådan en tordnende kraft, at det ikke kunne stoppes.
Fra den søde, naive barndom, hvor tingene syntes at komme af sig selv, til den første tørre smagsprøve på bankpapirer, egen lejlighed, seriøse parforhold, stillingtagen, ansvar, og ikke mindst et ansvar og en redegørelse for sin fremtid - og ingens fremtid syntes at være Odense.

Side 9: Måske er Odense her hvor eventyrerne skabes, men det er også her de brydes. Prinsen havde endnu ikke vundet sit halve kongerige, forløsningen havde endnu ikke fundet sted …
Det miljø, vi havde kæmpet så hårdt for at opbygge, syntes pludseligt at spredes for alle vinde, og jeg rendte hjælpeløst rundt, og forsøgte at samle stumperne. Drømmene brast, forelskelsen ophævedes. Et fællesskab løb ud i sandet, og eventyret var slut, før det rigtigt var begyndt. Prinsen stak af fra sin prinsesse.

Side 10: Og så alligevel ikke – for prinsen flygter ikke fra prinsessen, og da i hvertfald ikke før han har vundet sit halve kongerige.
Jeg bor stadig i Odense – jeg har altid været yngre, og jeg studerer og modtager endnu ikke SU, og derfor ville andet heller ikke kunne lade sig gøre – men jeg føler ligeledes et ansvar for at sætte mit præg på den by, som har skabt mit første eventyr, før jeg drager ud i verden, og skaber et nyt. Odense har hjulpet mig, og nu vil jeg hjælpe Odense ved at belyse en problematik, som det kan være svært for byen at få øje på; det kan sommetider være svært at få øje på noget, hvis man står midt i det.

Side 11: Da det er min påstand, at odenseanere er født med eventyr i blodet, er det naturligt, at unge odenseanere drager ud for at opleve – ligesom da H.C. Andersen selv drog til København - men det er unaturligt, at det er blevet en selvfølge. Det er unaturligt, at det er blevet tabubelagt, at ønske andet, og det er unaturligt, at man først vender tilbage – hvis man gør - når man har anskaffet sig en kone og et parcelhus.

Side 12: Jeg ser nye eventyr spire op i byen for hver dag der går – men jeg ønsker ikke at se dem splintre, som mit eget, da det ikke burde være en selvfølgelighed. Jeg ønsker, at andre når at opleve en slutning, da et eventyr er intet uden en forløsning; jeg ønsker, at unge ville kunne blive boende i byen uden at opleve et tab.

Side 13: Hvorfor ikke stille spørgssmål – hvad forudsager, at musikerne hellere ser deres kreative fællesskab splintre, end at blive boende i Odense? Hvad er årsagen til at noget så smukt, som det vi havde stablet på benene, måtte afbrydes? Musikere, som har brugt mange år på at udvikle et personligt udtryk opgiver det hele, og skal nu til at integrere sig i nye sammenhænge. Odense mister en portion af den kreativitet, som den værdsætter og prioriterer så højt. Kunne det ikke være anderledes?

Side 14: Forleden blev 2 gymnasieklasser på min skole spurgt, hvor mange der ønskede at blive i Odense og studere, og én ud af 55 rækkede hånden op. Det er altså ikke kun de intellektuelle og kulturelt engagerede, som al fald i daglig tale ønsker at forlade Odense til fordel for København, Aalborg eller Aarhus.
Det store spørgssmål er naturligvis hvorfor, og de fleste nævnte som overvejende årsag kulturlivet.

Side 15: Odense har de bedste ambitioner på kulturens vejne, få kommuner prioriterer kulturen så højt; i 2004 vedtog Odense Kommune f.eks., at Odense skulle være Danmarks kreative by, og i 2008 introduceredes konceptet ”At Lege er at Leve”.
Alligevel synes byen ikke at kunne få et ordentligt tag om byens unge, da hovedparten angiver byens kulturliv som årsag til at flytte udenbys og studere.

Jeg vil i ”Fra Danmarks Største Landsby Til Levende Studieby” give mit bud på hvorfor, at Odense fra en ungs synsvinkel synes at fejle med udgangspunkt i kulturlivet, og ligeledes vil jeg forklare hvorfor, at et mere ungdommeligt orienteret kulturliv ikke blot vil gavne de unge, men alle odenseanske borgere.

Side 16: Jeg vil aldrig mere høre Odense omtalt som ”Danmarks Største Landsby” eller ”Villakvarterernes By” – det har været hyggeligt, men Odense har mere at byde på – en sjæl, kraft og nerve som foralvor vil komme til sin ret, hvis Odense består de 3 vigtige, magiske prøver.

Odense er Danmarks Grimme Ælling forstået som, at Odense er mulighedernes by – og jeg tror på, at byen kan blive en svane, hvis der gøres noget nu, og at de unge kan være unge i Odense til deres dages ende, hvis dét er ønsket.

Hvordan bør Odense se ud i 2025? Forord.

Jeg vil her på Tilskuere præsentere uddrag af den opgave min veninde Ida og jeg sendte ind til Odense Kommunes konkurrence, hvor unge gymnasieelever skulle udtrykke hvordan Odense burde se ud i 2025. Det kunne være alt fra en kort og simpel formuleret magisk idé til en kæmpemæssig rapport til et skuespil eller et maleri. Ida og jeg valgte at aflevere en længere opgave, hvor det kreative og poetiske spillede en central rolle i både skrivestilen og layoutet / udsmykningen; dette som en naturlig følge af, at opgaven primært omhandlede en forbedring af det odenseanske kulturliv med fokus på musikken og de kreative vækstlag. Jeg skrev teksten og Ida sad og tegnede og klippe klistrede, og ud kom et produkt som naturligvis ikke er på akademisk højniveau, men på en charmerende og poetisk vis får sagt, hvad det er vi brænder inde med. Jeg vil senere hen supplere med billeder af Idas vidunderlige visuelle arbejde. God læselyst - det er meget langt - jeg forstår, at det er for langt for nogle - ellers lav en kop kaffe, og tag dig blot god tid! Dette indlægs sixties lovechick har noget utroligt sejt på hovedet som skribenten her er helt tosset med ...:

”Odense mangler sådan et træk af fantasme. Der mangler noget storhedsvanvid. Noget hvor man går ind og siger, fuck så gør vi det. Man skal tro at man er verdens sejeste by, fordi ellers så bliver man det ikke. Det der med, at hvis man sigter efter stjernerne, så rammer man måske månen” – kvindelig studerende, Odense i Fokus, 2007

Hermed vil jeg byde velkommen til 2 odenseanske unges vision om hvordan Odense bør se ud i 2025. Visionen vil blive præsenteret gennem en pixibog, og to 2 bøger af et noget større format. Eftersom Odense er eventyrets by vil det gennemgående tema i både det skriftlige og illustrative være det eventyrlige.

Pixibogen”Odense: Danmarks Grimme Ælling”, som består af mit eventyr, skulle illustrere et alt for ofte set eksempel på de unge, odenseanske og kulturelt engageredes skæbne og vise, at der på trods af store kommunale ambitioner og højtravende erklæringer på kulturens vejne, må være noget fundamentalt galt med kulturpolitikken i praksis.

I eventyret er denne konklusion løst baseret på min historie, hvor et lokalt, stort, velfungerende socialt og kreativt netværk på kanten af berømmelse udenlands og udenbys - og i øvrigt en kærlighed til den eventyrlige odenseanske atmosfære, byens historie og en anerkendelse af byens bredde uddannelsestilbud – slet ikke synes at kunne rokke ved den kulturelt engageredes målrettede og éndimensionelle beslutning om, at flytte fra Odense.

Eftersom formatet er en eventyrligt illustreret pixibog, må alle ord læses med dét i mente, at romantisering og overdrivelse fremmer forståelse.

For at tendensen ikke skulle skydes i skoene som ”doven kulturel højrøvethed” og ”forudbestemt pessimisme”, som jeg prøver at tage kraftig afstand fra, skulle eventyret også vise, at det ikke kun var den kulturelt engagerede, som følte at der manglede noget, og legede kraftigt med tanken om at studere udenbys. Eventyret skulle derimod beskrive hvordan det i daglig tale på gymnasierne en blevet en selvfølge blandt mange almene unge, at udtrykke ønsket om at flytte udenbys efter gymnasiet (læg mærke til, at jeg ligger vægt på ønsket, da mange praktiske omstændigheder f.eks. kan holde ønsket fra at blive en realitet); at der altså lå noget til grunds, som påvirkede os alle. Ikke mindst blev der bundet en sammenhæng mellem den almene unges (kulturforbrugeren) og den kulturelt engageredes (kulturproducenten) rejse væk fra Odense.

Jeg stillede spørgsmålet, om det ikke kunne være anderledes, og jeg konkluderede udfra udtalelser og håndsoprækning på mit gymnasie, at næsten alle de pågældende unge var enige om, at deres fravalg af Odense som studieby overvejende skyldtes et uattraktivt kulturliv.
Dette bakkede mig op i min egen mangeårige følelse af, at Odense var bagud hvad angik et kulturliv, som var attraktivt for de unge og studerende, og hermed havde jeg solid baggrund for at undersøge hvordan Odense på et generelt plan kunne gennemgå en udvikling; få udnyttet dets ambition, vilje og potentiale, og forvandles fra ælling til svane; svanen skal forstås som et billedesymbol på en realisering af et potentiale, og potentialet er i mit eventyr det spirrende, kreative, mangfoldige og først og fremmest ungdomsorienterede kulturliv, som mange unge ikke føler, at der udfolder sig optimalt i Odense.

På baggrund af dette konkrete eksempel gik jeg i gang med bog nr. 2 ”Den Levende Studieby”, som bl.a. skal beskrive hvorfor, at det i daglig tale skal være en selvfølgelighed at udtrykke et ønske om at flytte fra Odense; anden bog beskriver ligeledes hvilke forudsætninger Odense har for, at dette kunne være anderledes, som den også beskriver hvad der kendetegner en attraktiv studieby / et ungdomsvenligt kulturliv. ”Den Levende Studieby” er opdelt i en række underoverskrifter, som altså mere sagligt og konkret forklarer Odenses nuværende situation, men ikke direkte fortæller hvad der skal gøres.

Hvad der skal gøres beskrives derimod i 3. bog ”Fra Drøm til Virkelighed”. Her skrives helt konkret og i punktform hvad der kunne gøres for at gøre Odense mere attraktiv for de studerende, og opnå et mere ungdomsvenligt kulturliv. Jeg stiller Odense 3 overordnede udfordringer, og hvis Odense består disse vil byen forvandles fra ælling til svane. ”Fra Drøm til Virkelighed” er altså den endelige og nødvendige konstruktive afslutning.
1. bog ”Odense – Den Grimme Ælling” giver altså en forforståelse og et anderledes poetisk indblik i problematikkens substans, hvor 2. bog ”Den Levende Studieby” uddyber, analyserer og diskuterer, og 3. bog på konstruktiv vis konkluderer og samler trådende. 3 brikker hvoraf ingen kan udelades – i så fald braser huset.

Hverken Ida Edel Salling, som har stået for det illustrative, eller jeg, Nikolaj Bruus, er ekspert i kommunalpolitik eller udgiver sig for at være det – hele projektet er opstartet ud fra en fornemmelse. På trods af forsøg på grundig research vil dette naturligvis betyde, at der vil være fejl i de tekniske detaljer, og at I sommetider vil fornemme en naiv tone; vi kender ikke systemet fra top til bund, men vi ved blot, at en fornemmelse sommetider siger mere end tusind ord. Eftersom vi senere fik forstærket og bearbejdet denne fornemmelse via dvs. artikler, samtaler med studerende, sammenligning med andre kommuners kulturpolitik, samt anden grundig research, kaster vi os helhjertede ud i projektet. Formålet er vel egentligt også netop at få de unges rå og upolerede mening, da den sommetider giver mere end den forsigtige og høflige lydige samfundsborgers.

Bedst var det dog, at se sin fornemmelse bekræftet ud fra imageopmålinger foretaget blandt odenses borgere og hele landet – men så langt vil jeg dog stadig mene, at det slet ikke er nødvendigt at gå … Man kan blot bladre i Fyns Stifttidende / Ugeavisen, tage et kig på Odense Kommunes / Postens planlagte kulturarrangementer i 2010 eller gå en tur ned ad gaden på en hverdagsaften … Ikke som det burde se ud i Danmarks 3. Største by.

Men det er så let at stille sig kritisk, og især når man er ung, og alt synes at være noget møg, uanset hvor meget der gøres for en – enhver sund og rask gymnasieelev (måske ikke i så høj grad de universitetsstuderende) skal besidde en vis form for forudbestemt skeptisisme. Vi garanterer ikke, at vi kan få alle unge til at juble i én stor rus over Odense, men vi garanterer at en meget stor slat oftere vil trække på smilebåndet, og sige: Jeg er sgu stolt over at bo i Odense.

Tanker på en søndag + frygtsom erkendelse

JEG ER KED AF, at det ikke kunne holdes hemmeligt forevigt - luk øjnene et øjeblik, træk vejret ... Ok - det måtte jo ud på et tidspunkt ... Vi kan jo heller ikke blive ved med at røvrende vores besøgende forevigt?

(ODENSEANERE ER FORBANDET (!?!!?) SVÆRE AT HIVE UD AF DØREN!!!)

Jeg mener det sgu. Ja, tag eksempelvist et kig på Odense gågade efter 17.30 på en hverdag; det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige. Det er heller ikke usædvanligt, at Vestergade efter midnat er langt mere domineret af forvirrede feststemte turister, som febrilsk render rundt og leder efter "midtbyen" og "fest og glade dage", end friske unge odenseanere. Skulle du støde ind i nogle af disse turister på vej hjem er det altså bare med at træde i pedallerne, hvis man ikke ønsker en akavat stund ved at fortælle dem, at de simpelthen har benene solidt plantet på (hvad der burde være ...) det fynske festlige midtpunkt, hovedgaden i Odense - og at man kan høre en knappenål falde til jorden ...


Nogle unge odenseanere må simpelthen bare have en eller anden grotesk hyggemani, sidder derhjemme og gnasker chokolade mens de ser Nothing Hill ... En beundringsrig stor kærlighed til hjemmet og de traditionelle huslige pligter og traditioner? Chips, dåsecola og Terminator i massevis? Eller måske har vi et voldsomt højt antal af kærestepar?

Fred være med det, hvis alle havde sådan dosis kærlighed eksisterede et kraftigt kulturbehov måske slet ikke ... - værre er det med en større del af de odenseanske unge, som har taget en eller anden underlig misforstået independent-feeling til sig, at hvis et arrangement har gentaget sig mere end 3 gange er det "åh, så trivielt ...", "altid de samme mennesker ...", "aerh, total Amin Safari-agtigt". Damn, nu må det være slut. Sidstnævnte har i særdeleshed fået nogle slag over fingrene, og ikke desto mindre er det mit indtryk, at besøgstallende og repræsentativiteten til arrangementerne er faldet drastisk.

En alt for voldsom og mærkværdig skepsis i dét, at vi går og brokker os over at her ikke foregår nok, at byen ligger i koma - og alligevel tager vi os den frihed at være så skeptiske, når der endelig er nogle som har nosserne til at tage initiativ ... Det værste er, hvis der går mode i at nedgøre og tage afstand, da dette tilsyneladende spreder sig meget hurtigere end good vibrations; ta' i stedet og føl med hjertet, om man egentligt ikke er meget godt tilfreds med at være ude en lørdag aften i stedet for at sidde derhjemme klistret foran tv'et eller fremsæt nogle alternativer. Nej? Så er det vist tid til at vi lægger småsnobbetheden på hylden, trækker fuckfingeren tilbage og i stedet hjælper med at videreudvikle og støtte op om hvad vi har, og dette gælder ligeledes når Odense Kommune i sjældne tilfælde rammer rigtigt hvad angår ungdomsvenlig kultur. Mød op, giv et signal om, at de er gået af en rigtig sti ... Otherwise they never learn!

Ikke at man ikke skal være kritisk (!) - men denne primitive og ukonstruktive tone, som ofte lyder når det kommer til privatarrangerede kulturellearrangementer, nytter bare ikke meget. De dårlige vibrationer er selvforstærkende, og render vi rundt med sort makeup og drømmer om Berlin hele dagen vil Odense aldrig komme ud af lillebrorkomplekset og forblive en "provinsiel udørk" ...

De sidste uoverskuelige procenter sætter sig forresten ned nytårsaften og skriver torsdagskoncerterne og J-dag ind i kalenderen, og så låser de ellers døren ... Ja, sådan virker det hvertfald med det kollosale fremmøde disse arrangementer altid hiver i hus, og dette alment folkelige fremmøde så man naturligvis gerne oftere til kulturelle arrangementer i Odense.

En pædagog ved navn Arne sagde engang til mig, at man har kun det sjov man selv skaber - et eller andet sted har han ret den dag i dag ... også selvom at det lyder en smule banalt. Og med alle de fede mennesker og den alt den fede musik er der ingen grund til at surmule; ikke mindst en reminder til mig selv!

- En "anmeldelse" (reportage, måske?) af koncerten fra i torsdags (Off the Hook-arrangementet) vil ryge op inden længe.

Mht. Off the Hook-arrangementerne har netop dette indlæg nemlig relevans. De drenge var i kredse allerede tæt på at ryge ind i den selvforstærkende tabuisering, og flere begyndte at revurdere lillefredag fænomenet, da det gik op for dem, at de var trætte dagen efter i skolen ... Efter i torsdags er alle sådan tanker renset på ubegrænset tid for en god portion mennesker, der må have gået hjem med en meget speciel og snurrende fornemmelse i maven ...

Fortsat vidunderlig mandag.

/Nikolaj

Ps. Undskyld de lidt desorienterede billeder. Jeg kedede mig.

Efterår i Odense

Vel nok sker der i øjeblikket en masse ærgelige ting i Odense på den kulturelle / ungdommelige front, som ikke kan forhindres; musikinstrument-butikkerne i den indre by pakker sammen på stribe, Smagløse er gået konkurs, Elefant Studiet pakker sammen fra lokalerne på Havnen og en god dosis af vores lokale bands rykker udenbys.

Musikbutikkerne dannede grundlag for den hyggelige og kulturelle atmosfære i Nørregadekvarteret, og forsynede naturligvis musikerne. Et kvarter, som havde et voldsomt potentiale, og nu er i fare for at miste sin levende karakter og attraktivitet. Tak højere kræfter for at "Pizza Falafel Kebab King" og hans farverige livshistorie på de overmalede vægge, samt glinsende vandpiper og guldbetrukne elefanter stadig er i live.

Det kunne forleden læses i Fyns Stifttidende, at Café Den Smagløse på Vindegade er gået konkurs. Smagløse føles for mange studerende som den eneste odenseanske café, som foralvor byder dem velkommen gennem dets uhøjtidelighed, afslappede atmosfære og naturligvis studentervenlige priser og sene åbningstider - i en by, som i forvejen lider af alvorlig mangel på tilholdssteder for unge mellem 18-25, vil tabet være større end som så. Lad os nu se hvad der sker.

At Elefant Studiet pakker sammen skyldes, at lokalerne på Havnen (hvor Dorias Baracca bl.a. også har øvelokale) er blevet solgt til nogle nordmænd. Dette er en skam, da studiet på mange måder var en stor hjælpende hånd til det lokale indieorienterede musikmiljø, og besad en misundelsesværdig professionalisme. Vi håber naturligvis kraftigt, at studiet fortsætter i nye omgivelser.

Et tab af kompetente lokale bands, som smutter til Aarhus eller København, kan siges at have både ulemper og fordele. Af ulemper kan nævnes, at Odense mister en portion kreativ energi, kulturelt omdømme / reklame og at vi som odenseanere mister en dosis arrangementer. Det er vi dog efterhånden så van til - at der bliver skåret et solidt og essensielt stykke af undergrunden i dét at bands flytter udenbys er en næsten årlig begivenhed; heldigvis er den odenseanske undergrund så vidunderligt blomstrende og evigt helende, at der altid står en lang række bands og initiativtagere klar til at føre miljøet videre, når den ældre generation får huen på og smutter til KBH, Aalborg eller Aarhus. Tænk tanken, hvor stort et kreativt centrum Odense kunne være, hvis vores kompetente bands og andre kreative ildsjæle ikke følte sig nødsaget til at flytte udenbys, som følge af Odense Kommunes fejlende kulturprioritering ...

Det positive aspekt ved at bandet rykker op med rodde er, at bandet som oftest vil opnå en yderligere fremgang ved at befinde sig et sted med flere kulturelle tilbud og øget interesse. Her tænkes f.eks. på Gunn, Nabo og Jeremy Sparrow. Det kan i sidste ende ikke betale sig at bo i Odense, hvis man satser på en musisk karriere indenfor indierocken / elektronisk musik / det eksperimenterende; her befinder sig et fantastisk loyalt publikum, en solid opbakning og et stort miljø med interesse for musikken, men intet som lægger op til bred national / international anerkendelse - ingen talentjægere, kun ganske få pladeselskaber og bloggers og kun få turister ... Kun en snæver kreds af musikelskere, som dog desværre ikke kan hjælpe hinanden langt på det praktiske område.

Mangler man endnu at finpusse sit udtryk før man vil ud og vælte verden er Odense dog et fantastisk sted at opholde sig som indieorienteret musiker, da man her ikke blot er én ud af mange hundrede. Man oplever i Odense en hurtigere umiddelbar anerkendelse og mindre jantelov, og man er måske en del af et tættere og mere overskueligt kreativt miljø. Der er altså ikke den store konkurrence, og hvergang noget god musik opstår udenfor KBH eller Aarhus har anmelderne / bloggerne en tendens til at reagere, som var der sket et mirakel. En fin lille gestus, som er værd at udnytte.

Så før at alle de håbefulde odenseanske rock/indiemusikere drager udenbys iført læderjakker, solbriller og høj selvtillid må de huske på, at man (i særdeleshed i København) på overfladen blot er én ud af mange ... I KBH er der flere indiefyre med sidecut, end der er tykke overskæg i Jylland eller japanske H.C. Andersen turister i Odense. Og dét siger en del. Skrøbelige, eskapistiske, selvhøjtidelige musikere / kunstnere der alle stolt råber "æstetik og så'n noget ..." hvergang de skal forklare hvorfor, at netop deres kunst er det nye sort. Kort sagt, tusinde kloner af dig selv, så det foralvor bliver vigtigt at præstere og anskaffe sig de rigtige kontakter i stedet for at omgås en pøbel af trygge bekendtskaber, som klapper hvis man kan binde sit snørrebånd.

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet - ja, så burde man som ung og kulturelt engageret odenseaner måske ikke være helt på toppen i øjeblikket ... Men mærkværdigvis er stemningen HØJERE end den har været længe!

Der er et utal af ting i gære, som ligger og flyder dybest i undergrunden med kæmpe potentiale:

- Flere af de "større" odenseanske bands er ved at færdiggøre indspilninger, og mange spændende arrangementer / initiativer er undervejs. Senest har Balloon Magic og Dorias Baracca været i Elefant Studiet, begge under Jonas Munk aka Manuals vinger.
- Vision Odense og dens kreative grundlag synes også at sætte sit præg på byen, og vi har fået bycykler.
- Mimeteatret pisker op med det ene spændende arrangement efter det andet (bl.a. Spoken Word), og han har efterspørger flere koncerter med det lokale ungdommelige musikmiljø - og det skal han få; et større arrangement vil højst sandsynligt blive offentliggjort inden alt for længe, hvis Mime Gert er med på vores idé.
- Off The Hook Thursday har på torsdag bl.a. hevet Iceage til byen, og de gør det generelt skide godt.
- Ikke mindst har min veninde Ida og jeg for lidt siden afleveret en stor opgave til Odense Kommune om hvordan Odense bør se ud i 2025 - her er blevet lagt vægt på nødvendigheden af at støtte de kreative vækstlag og hive international konkurrencedygtig kultur til byen for at fastholde / tiltrække de studerende samt de kreative ildsjæle. Vi beder naturligvis til, at de lytter til vores ord og illustrationer.
- En masse små odenseanske lo-fi projekter er spiret op (Paranoid Park, Black & Blue ...).
- Carlis Ice Dream (Carl Emil fra My Tjau is Kapow) arbejder intenst på at få færdigtgjort sin ep.
- My Tjau arbejder stadigt på at færdigggøre deres gamle materiale, hvorefter de vil opsøge et mere organisk udtryk med bl.a. strygere.

I løbet af den næste tid vil jeg præsentere Odenses lofi-scene og sammenfatte en odenseansk lofi-compilation, som jeg håber, at I vil kunne lide. Og ej at forglemme:

Carlis Ice Dream - Popp: http://soundcloud.com/carlisicedream/popp
Carlis Ice Dream - Russia: http://www.sendspace.com/file/nralf2
Balloon Magic - I'd Like To Build a House (råskitse) - http://www.opendrive.com/files/7656036_pDcss_55a0/._I'd%20like%20to%20build%20a%20house%202.mp3
Balloon Magic - Icarus (live): http://www.opendrive.com/files/7656037_1DdHl_a83e/02%20Icarus.mp3

Balloon Magic

Vi har holdt en rigtig lang sommerferie – selvom den har føltes utroligt kort. Vi troede alle sammen, vi skulle spille musik; at vi endelig havde det gyldne råderum til vores kreativitet … men næ, når solen skinner og Roskilde-rutinerne nægter at forlade ens krop virker det meget mere logisk og ligetil, at ringe til en ven og drikke en øl. Ja, og så blev tiden pludseligt et løst begreb, og nu er sommerferien altså slut. Her på Tilskuere er vi stadig i gang med at strukturere. Hvor mange skal skrive? Hvilken funktion skal bloggen have? Nu skriver jeg til jeres åbenlyse overraskelse endnu engang, jeg kunne simpelthen ikke holde den pinlige tavshed ud. Men ... Hvis vi nu kalder på de andre kan det være, der sker noget ...?

JENS??? ALEXANDEEEER?! JOSEEEEFINE? JOSIE?……… JENS AA?? JEEEEEEEEEPPE??

Nah, det lyder ikke, som at de svarer – jeg tror nu dog, vi kan glæde os til et prægtigt indlæg fra Jens inden længe. Lidt er der alligevel sket siden sidst – mit nye band med Jacob fra Train Lovers, Simon fra Dorias og Jeppe fra Balloon Magic lader til at blive skide godt, øvelokale er dog som altid problemet, og det samme gælder My Tjau. Dorias Baracca er stadig ved at tracke, Jens Aagaard spillede i Kongens Have til torsdagskoncert, Gunn’s EP må vel også snart ramme landjorden, og Train Lovers spiller live til Off The Hook Thursday … Kansas City Live er også lige om hjørnet hvor både Dorias Baracca, Manual, Jeremy Sparrow m.m. skal spille, så Odense er fint repræsenteret i kulturkalenderne.

Jeg vil nu kaste mig over noget andet og mere seriøst, lad dig ikke forvirre af navnet, det er ikke for sjov … – det er ballon magi for melankolikere, du ved … Forestil dig Oscar Wilde lave ballon-tricks, eller sådan noget! Han kan kun lave den grimme ælling. Hans speciale. De andre ællinger, nej kællinger, er mainstream. Nej, jeg er i et farligt humør … lidt en skam, da jeg elsker dette band meget, meget højt. Haha, nu må vi se hvad der kommer ud af tasterne.

Bag navnet, som mest af alt lyder som et utroligt pinligt kort i en kikset japansk pokemon-agtig børnedille, bag forsigtigheden, bag den underfundige form for uberettiget mæthed bandet fra en udeståendes synsvinkel lader til at føle ved blot en sølle, grå myspace og et par skrattende demosange ...

Bag støvet, som kan pustes væk som var det en fjer, gemmer der sig et stærkt bankende musikalsk hjerte hos odenseanske Balloon Magic, måske endda en vis dosis af den magi, de snakker om; et hjerte, som har blod nok til alle, men skal blodet helt ud til fingerspidserne, er det en opgave for både lytter og band (for ja mine damer og herre, denne gang skriver jeg ikke blot endnu en omgang sødmefuldt sludder …)– opgaven går på, at man som lytter fra start af indstiller sig på at spærre ørerne godt op for for alvor at føle og forstå det komplekse, evigt foranderlige og detaljemættede lydbillede, som er kendetegnende for Balloon Magic - og at bandet ligeledes selv åbner op for alle sluser, der kan åbnes, så også tørstende musik-vampyrer udenfor den lille osteklokke kan få lov at smage den sangskrivningsmæssige råstyrke og kompositionsmæssige force, der hviler så fandens dybt i bandets sange, og kan iagttage hvilket charmerende firkløver vi egentligt har fået foræret kvit og frit. Hvilket enormt potentiale, der ikke må gå til spilde.

Ja, Balloon Magic skal sgu sælge ud. Det er dét, de skal. Bare en lille smule; ikke i den forstand at de skal bortgive deres sjæl, men derimod åbne op. De skal profilere sig selv en anelse mere, tage et fix narcissisme, og måske rydde lidt op i deres lydbillede. Og jeg tror måske, at de skal sparke en lille smule til drømmen, antænde gnisten, huske på den stormende følelse, man oplever ved værdsættelse af ens kunst, og hvordan denne følelse kan forstærkes gange tusinde, hvis man intensiverer koncerterne, og på scenen tør vedkende sig, at musikken sgu kommer fra hjertet; og herigennem indlemme lytteren endnu mere i den musikalske oplevelse ved at booste den energi, som allerede er lagret i sangene og klar til at blive sparket afsted. De skal vælte nogen forstærkere, sætte ild til et par guitarer, i stedet for at agere som et postrockband, når de spiller indiepop … haha. De skal høre noget Joan Jett og fyldes op af noget primitivt gå-på-mod. De skal mærke den overvældende kærlighed, som enkelte mennesker sgu allerede nærer til musikken, og med dette i baghovedet satse stort. De skal smælde højere med dørene. Og jeg skal holde min kæft, da alt ovenstående selv er mit største musikalske handicap, men ligeledes er det min utopi, vel nok for mig selv, men i dén grad for Balloon Magic.


Først lidt baggrundshistorie. Balloon Magic består af fire drenge bosat rundt omkring på Fyn, men med hovedbase i Odense, hvor de også netop har fået øvelokale; Jeppe, Jonatan, Tue og Mathias. Bandet blev dannet på Vesterdal Efterskole for … hvad har det været … 1.5 år siden? Siden da har det svinget en del med aktivitetsniveauet, men der har bestemt aldrig været helt slukket for ilden, og de har undervejs spillet nogle koncerter i ny og næ - primært i Middelfart, som har haft væsentligt mere at tilbyde bandet, end Odense nogensinde har kunnet diske op med.

Naiv, krystalklar og melodiøs indiepop med lige dele Sarah Records, Go-Betweens og Beat Happening fusioneret med enkelte elementer fra den mere ambitiøse og udfordrende engelske postrock og shoegazescene er måske sådan, man vil kunne definere Balloon Magic, men stadig ikke fyldestgørende, da de netop trækker mange tråde, som også går længere tilbage i det musikalske landskab. Enkelte Television / Feelies-lignende passager dukker op til overfladen i ny og næ, som også Eno sommetider bringer en hylende guitar, og Can’s monotone rytmeunivers ruller forbi. Guitarerne er i centrum, det er dem, der binder sangene sammen; janglede, skrøbelige, snoende og dragende, melodiøse, melankolske ...

Bandets vision er pop; at ramme det almene menneskes hjerte ved hjælp af den magiske nøgle, som er gennemgående melodiøsitet, simple kompositioner, iørefaldende hooks, samt en fornemmelse af velkendthed, og herved tryghed og forbindelse mellem lytter og musiker – og herefter klæder de poppen på i nye farvestrålende klæder, bringer trygheden i en ny kontekst, et spraglende univers af ny lyd, som nu ganske ubesværet går direkte i hjertet. Lytteren er modtagelig for hvad som helst, så længe de har nøglen, de har poppen, det magiske, 5. element.

Og en unik popnerve er hvad jeg mener, at Balloon Magic har ramt. Som tiden er gået har Balloon Magic bevæget sig mere og mere hen imod en klassiske sangskrivning, hvor trommer og bas som led i en bevidst strategi - istedet for at udtrykke teknisk virtuositet - danner et solidt fundament for guitar og vokal, hvilket er særligt i en tid, hvor indiemusikere ofte har en tendens til gerne at ville fylde så meget på deres instrument som muligt. Jeg så nu gerne, at Balloon Magic kørte den endnu længere ud, og oftere anvendte den akustiske guitar, og hermed inddrager det rå udtryk, som når Jonatan sidder i sin lejlighed og skriver råskitserne; her gemmer sig en styrke, som ikke må drukne. De har deres dosis teenage weltschmertz, men dette vil jeg vove at påstå er intet mindre end en uundgåelig ingrediens i hvert et fangende, solidt indieband; det er sgu nærmest det vigtigste krydderi, om det så blot er en bismag. Og i dette tilfælde gemmer der sig nemlig rent faktisk et godt, gammeldags sangskrivningstalent omme bag ved solbrillerne, Jonatan K. Magnussen. Hans vokal ville nogle måske klandre for at være noget for at være noget desperat og prætentiøs; noget som aldrende, kræsne musiklyttere med en fortid som fanatiske Smiths / Associates fans nok vil have det svært med, indtil musikhistorien en skønne dag har legaliseret hans røst, gjort vokalen fortjent til at synge mod stjernerne - haha, endnu engang hersker janteloven om noget blandt indiefans ... "han skal sgu ikke tro, han er no'en Morrissey". Jeg kan ikke andet end at overkaste mig og acceptere vokalen som jeg føler den; sjælfuld, energisk og ærlig i udtrykket.

Vi har at gøre med et typisk, moderne indieband i dét, at de kan være svære at sætte en finger på; musikken er - forudsat af medlemmernes brede musikalske horisont – udtryksmæssigt lidt af en gryderet bestående af de sidste 50-års rockhistorie, og måske primært forgreningerne af det temmeligt udvandede 30-år gamle indiebegreb (en genre efterhånden egentligt kun defineret af en medieskabt ”coolness” / attitude).

Det er sådan set meget almindeligt i dag at kunne referere til sin historie. Det er dog knap så almindeligt, at det på overfladen ganske ordinære indieband bestående af trommer, bas, guitar og vokal, som bloggeren hver eneste dag smider op på hans site og reklamerer som "det største siden Smiths" rent faktisk har bare en 10ende del af den vaskeægte indienerve, som medierne evigt jagter ... Denne her helt særlige lyd, hvor alle øjeblikkeligt må kaste sig i sandet af ren og skær afmagt og fryd, et band med både en stjernebestøvet originalitet og melodiøsitet, som rammer alles læber i forundring over musikkens mystiske tiltrakningskraft ... Alle med et kendskab til deres indieklassikere (Pixies, Pavement) vil vide hvilken ungdommelig, melankolsk nerve her er tale om, hvilket nærmest magisk fænomen som ikke står til sammenligning ... Ja, den utroligt svære (og ganske enkelt umulige) opgave bliver derfor i dette indlæg at beskrive hvorfor, at netop de lokale ballondrenge fra Fyn som både i daglig omtale og på tekst aldrig har været mere end bare "fin", et band som på papiret minder så uhyggeligt meget om alle de andre indiebands ... men hverken smider med konfetti, kaster med balloner, gror bonghår eller får ensartet overskæg ... har bare en lille bitte dosis af dette eftertragtede stjernestøv, som kunne sælges for millioner, hvor alle kanaler fører til direkte til hjertet; og måske endda har en hel papirsæske fyldt derhjemme ...



Bandet smutter nu i studiet inden alt for længe, hvor jeg ser frem til at de endelig kan realisere deres sange fuldbyrdigt, og de er som sagt ved at bygge deres eget øvelokale op. Betragt indlægget som en kærlig opfordring til bandet om mere lyd, og så selvfølgelig som en indirekte besked til jer om, at I også giver jeres fulde støtte, hvis I også værdsætter tonerne ...

Her er nogle demoer, hvor Jonatan spiller nogle af bandets sange akustisk, samt de to demo-optagelser med hele bandet, ”Blue Dawn” og ”Fell”.

Jonatan er forresten dette indlægs babe. Nogle indvendinger? Skriv en mail, assholez.

http://www.myspace.com/balloonmagico

http://www.opendrive.com/files/6198976_GTqbV_c7c7/Potestas%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/6198978_9vBgq_0a76/Waking%20Up%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964682_0oOKt_0087/Blue%20Dawn.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964683_WEvPd_30db/Fell.mp3