Hvordan bør Odense se ud i 2025? Forord.

Jeg vil her på Tilskuere præsentere uddrag af den opgave min veninde Ida og jeg sendte ind til Odense Kommunes konkurrence, hvor unge gymnasieelever skulle udtrykke hvordan Odense burde se ud i 2025. Det kunne være alt fra en kort og simpel formuleret magisk idé til en kæmpemæssig rapport til et skuespil eller et maleri. Ida og jeg valgte at aflevere en længere opgave, hvor det kreative og poetiske spillede en central rolle i både skrivestilen og layoutet / udsmykningen; dette som en naturlig følge af, at opgaven primært omhandlede en forbedring af det odenseanske kulturliv med fokus på musikken og de kreative vækstlag. Jeg skrev teksten og Ida sad og tegnede og klippe klistrede, og ud kom et produkt som naturligvis ikke er på akademisk højniveau, men på en charmerende og poetisk vis får sagt, hvad det er vi brænder inde med. Jeg vil senere hen supplere med billeder af Idas vidunderlige visuelle arbejde. God læselyst - det er meget langt - jeg forstår, at det er for langt for nogle - ellers lav en kop kaffe, og tag dig blot god tid! Dette indlægs sixties lovechick har noget utroligt sejt på hovedet som skribenten her er helt tosset med ...:

”Odense mangler sådan et træk af fantasme. Der mangler noget storhedsvanvid. Noget hvor man går ind og siger, fuck så gør vi det. Man skal tro at man er verdens sejeste by, fordi ellers så bliver man det ikke. Det der med, at hvis man sigter efter stjernerne, så rammer man måske månen” – kvindelig studerende, Odense i Fokus, 2007

Hermed vil jeg byde velkommen til 2 odenseanske unges vision om hvordan Odense bør se ud i 2025. Visionen vil blive præsenteret gennem en pixibog, og to 2 bøger af et noget større format. Eftersom Odense er eventyrets by vil det gennemgående tema i både det skriftlige og illustrative være det eventyrlige.

Pixibogen”Odense: Danmarks Grimme Ælling”, som består af mit eventyr, skulle illustrere et alt for ofte set eksempel på de unge, odenseanske og kulturelt engageredes skæbne og vise, at der på trods af store kommunale ambitioner og højtravende erklæringer på kulturens vejne, må være noget fundamentalt galt med kulturpolitikken i praksis.

I eventyret er denne konklusion løst baseret på min historie, hvor et lokalt, stort, velfungerende socialt og kreativt netværk på kanten af berømmelse udenlands og udenbys - og i øvrigt en kærlighed til den eventyrlige odenseanske atmosfære, byens historie og en anerkendelse af byens bredde uddannelsestilbud – slet ikke synes at kunne rokke ved den kulturelt engageredes målrettede og éndimensionelle beslutning om, at flytte fra Odense.

Eftersom formatet er en eventyrligt illustreret pixibog, må alle ord læses med dét i mente, at romantisering og overdrivelse fremmer forståelse.

For at tendensen ikke skulle skydes i skoene som ”doven kulturel højrøvethed” og ”forudbestemt pessimisme”, som jeg prøver at tage kraftig afstand fra, skulle eventyret også vise, at det ikke kun var den kulturelt engagerede, som følte at der manglede noget, og legede kraftigt med tanken om at studere udenbys. Eventyret skulle derimod beskrive hvordan det i daglig tale på gymnasierne en blevet en selvfølge blandt mange almene unge, at udtrykke ønsket om at flytte udenbys efter gymnasiet (læg mærke til, at jeg ligger vægt på ønsket, da mange praktiske omstændigheder f.eks. kan holde ønsket fra at blive en realitet); at der altså lå noget til grunds, som påvirkede os alle. Ikke mindst blev der bundet en sammenhæng mellem den almene unges (kulturforbrugeren) og den kulturelt engageredes (kulturproducenten) rejse væk fra Odense.

Jeg stillede spørgsmålet, om det ikke kunne være anderledes, og jeg konkluderede udfra udtalelser og håndsoprækning på mit gymnasie, at næsten alle de pågældende unge var enige om, at deres fravalg af Odense som studieby overvejende skyldtes et uattraktivt kulturliv.
Dette bakkede mig op i min egen mangeårige følelse af, at Odense var bagud hvad angik et kulturliv, som var attraktivt for de unge og studerende, og hermed havde jeg solid baggrund for at undersøge hvordan Odense på et generelt plan kunne gennemgå en udvikling; få udnyttet dets ambition, vilje og potentiale, og forvandles fra ælling til svane; svanen skal forstås som et billedesymbol på en realisering af et potentiale, og potentialet er i mit eventyr det spirrende, kreative, mangfoldige og først og fremmest ungdomsorienterede kulturliv, som mange unge ikke føler, at der udfolder sig optimalt i Odense.

På baggrund af dette konkrete eksempel gik jeg i gang med bog nr. 2 ”Den Levende Studieby”, som bl.a. skal beskrive hvorfor, at det i daglig tale skal være en selvfølgelighed at udtrykke et ønske om at flytte fra Odense; anden bog beskriver ligeledes hvilke forudsætninger Odense har for, at dette kunne være anderledes, som den også beskriver hvad der kendetegner en attraktiv studieby / et ungdomsvenligt kulturliv. ”Den Levende Studieby” er opdelt i en række underoverskrifter, som altså mere sagligt og konkret forklarer Odenses nuværende situation, men ikke direkte fortæller hvad der skal gøres.

Hvad der skal gøres beskrives derimod i 3. bog ”Fra Drøm til Virkelighed”. Her skrives helt konkret og i punktform hvad der kunne gøres for at gøre Odense mere attraktiv for de studerende, og opnå et mere ungdomsvenligt kulturliv. Jeg stiller Odense 3 overordnede udfordringer, og hvis Odense består disse vil byen forvandles fra ælling til svane. ”Fra Drøm til Virkelighed” er altså den endelige og nødvendige konstruktive afslutning.
1. bog ”Odense – Den Grimme Ælling” giver altså en forforståelse og et anderledes poetisk indblik i problematikkens substans, hvor 2. bog ”Den Levende Studieby” uddyber, analyserer og diskuterer, og 3. bog på konstruktiv vis konkluderer og samler trådende. 3 brikker hvoraf ingen kan udelades – i så fald braser huset.

Hverken Ida Edel Salling, som har stået for det illustrative, eller jeg, Nikolaj Bruus, er ekspert i kommunalpolitik eller udgiver sig for at være det – hele projektet er opstartet ud fra en fornemmelse. På trods af forsøg på grundig research vil dette naturligvis betyde, at der vil være fejl i de tekniske detaljer, og at I sommetider vil fornemme en naiv tone; vi kender ikke systemet fra top til bund, men vi ved blot, at en fornemmelse sommetider siger mere end tusind ord. Eftersom vi senere fik forstærket og bearbejdet denne fornemmelse via dvs. artikler, samtaler med studerende, sammenligning med andre kommuners kulturpolitik, samt anden grundig research, kaster vi os helhjertede ud i projektet. Formålet er vel egentligt også netop at få de unges rå og upolerede mening, da den sommetider giver mere end den forsigtige og høflige lydige samfundsborgers.

Bedst var det dog, at se sin fornemmelse bekræftet ud fra imageopmålinger foretaget blandt odenses borgere og hele landet – men så langt vil jeg dog stadig mene, at det slet ikke er nødvendigt at gå … Man kan blot bladre i Fyns Stifttidende / Ugeavisen, tage et kig på Odense Kommunes / Postens planlagte kulturarrangementer i 2010 eller gå en tur ned ad gaden på en hverdagsaften … Ikke som det burde se ud i Danmarks 3. Største by.

Men det er så let at stille sig kritisk, og især når man er ung, og alt synes at være noget møg, uanset hvor meget der gøres for en – enhver sund og rask gymnasieelev (måske ikke i så høj grad de universitetsstuderende) skal besidde en vis form for forudbestemt skeptisisme. Vi garanterer ikke, at vi kan få alle unge til at juble i én stor rus over Odense, men vi garanterer at en meget stor slat oftere vil trække på smilebåndet, og sige: Jeg er sgu stolt over at bo i Odense.