Den Grimme Ælling

Dette er første pixibog i vores Odenseopgave, og jeg advarer mod en cheesy, sukkersød og romantiserende tone, og ønsker at gøre det klart, at jeg ikke har H.C. Andersen eller Odense tatoveret på brystet. Side 7 er især som et uddrag af ... Ja, jeg ved det ikke, lad nu børnene, lad nu mig, og husk på, at der er intet eventyr uden en god historie; dermed er dele af 1. pixibog fiktionær. Husk på hvem som er modtagere ... i dét tilfælde vil jeg endnu engang vove at påstå at overdrivelse og romantisering fremmer forståelse.

Side 1: Der var engang en øde plet i det fynske, og på denne jord for mange, mange år siden - tilbage i en tid, hvor Boyerne endnu ej var født - sad gamle Odin og nød et grus mjød, da vennerne pludseligt råbte: ”Odin, se!”. Den småberusede ase lænede sig frem i stolen, skuede ud over landskabet og trak et saligt smil, hviskende ”Fyn er fin …”, da hans blik tilfældigt faldt mod nord, og hvad vi i dag skulle kende som Odense åbenbarede sig for hans øje.

Side 2: I denne by lærte H.C. Andersen at kravle, Carl Nielsen opdagede musikkens magi og Ove Sprogø udøve sine første replikker, og byen blev af Andersen døbt ”Lille København”. I nyere tid bliver Odense dog oftere kaldt for enten ”Danmarks Største Landsby” eller ”Villakvarterernes By” på trods af, at byen i dag er Danmarks 3. Største.
Jeg kalder Odense for Danmarks Grimme Ælling – men fortvivl nu ikke; det smukke ved Andersens eventyr er netop, at ællingen bliver til en svane. Eftersom jeg er magiker, vil jeg påtage mig denne byrde.

Side 3: Jeg vil tage imod udfordringen, og gøre Odense til en svane. Som i en enhver anden handel gør jeg dog krav på et udbytte. Dette består i, at I læser mit eventyr, og herefter må Odense bestå 3 meget vigtige prøver for at profetien kan opfyldes.

Består Odense de tre udfordringer vil byen gå fra at være ”Danmarks Største Landsby” til levende studieby – ja, måske endda ”Lille København”.

Side 4: I Odense er jeg født og opvokset. Sommetider cykler jeg rundt og nyder den eventyrlige odenseanske atmosfære, mens fortids minder og historier synes at pible op, for hvert kvarter jeg bevæger mig i. Jeg trækker et smil. Højest elsker jeg Brandts, da jeg fornemmer hele byens energi koncentreret på netop denne plads, hvor en tur ned af Vestergade på en mild sommerdag er én forførende stemningsoplevelse.

Side 5: Jeg bevæger mig langs Odense Å, som strømmer i en åben kanal gennem bl.a. Fruens Bøge og H.C. Andersen Haven; jeg iagttager svanerne, de forelskede kærestepar på bænkene, solen ramme vandoverfladen … I eventyrlighedens eufori fornemmer jeg Andersens skygge, og jeg mindes om, at jeg befinder mig, hvor de sande eventyr skabes.
I Odense starter mit eventyr.

Side 6: Da jeg var en lille dreng, tog mine forældre mig altid med til koncerter, udstillinger, museer, teaterstykker og meget mere – snart skulle kultur, og i særdeleshed guitaren, føles vigtigere end både legekammeraterne og pokemonkortene. Fra jeg var omkring 12 år gammel begyndte jeg langsomt at blive en fast bestanddel af den yngre musikalske / kreative undergrund i Odense, hvor de fleste var ældre end jeg selv, og vores erklærede mål var naturligvis, at sætte Odense på det nationale musikkort. Måske var vi ambitiøse, men pulsen var høj, og vi levede.

Side 7: Vi blev ældre, og i højt humør arrangerede vi propfyldte koncerter i de mindste sale, og hver gang trykkede vi flyers, plakater og lavede promotion på internettet, og vi indspillede og spillede, udenbys og udenlands, nogle lavede kortfilm, mens andre tegnede illustrationer til musikken. Vi skabte os langsomt et image og et nationalt omdømme. Vi oplevede et stort og sprudlende kreativt miljø og et unikt fællesskab. Vi var forbundede. Knyttede til de samme drømme. Forelskede.
Men hvad der burde være begyndelsen på eventyret, nærmede sig beklageligvis en slutning …

Side 8: Drengene begyndte at gro skæg, forældrene begyndte at prædke om, at man fik et kørekort, hvis man holdte op med at ryge, og samfundets forventninger begyndte at fylde ligeså meget under den stakkels bebumsede hud, som hende / ham den søde fra klassen … Der skete noget, og det kunne lugtes hvorend man bevægede sig. Det besad sådan en tordnende kraft, at det ikke kunne stoppes.
Fra den søde, naive barndom, hvor tingene syntes at komme af sig selv, til den første tørre smagsprøve på bankpapirer, egen lejlighed, seriøse parforhold, stillingtagen, ansvar, og ikke mindst et ansvar og en redegørelse for sin fremtid - og ingens fremtid syntes at være Odense.

Side 9: Måske er Odense her hvor eventyrerne skabes, men det er også her de brydes. Prinsen havde endnu ikke vundet sit halve kongerige, forløsningen havde endnu ikke fundet sted …
Det miljø, vi havde kæmpet så hårdt for at opbygge, syntes pludseligt at spredes for alle vinde, og jeg rendte hjælpeløst rundt, og forsøgte at samle stumperne. Drømmene brast, forelskelsen ophævedes. Et fællesskab løb ud i sandet, og eventyret var slut, før det rigtigt var begyndt. Prinsen stak af fra sin prinsesse.

Side 10: Og så alligevel ikke – for prinsen flygter ikke fra prinsessen, og da i hvertfald ikke før han har vundet sit halve kongerige.
Jeg bor stadig i Odense – jeg har altid været yngre, og jeg studerer og modtager endnu ikke SU, og derfor ville andet heller ikke kunne lade sig gøre – men jeg føler ligeledes et ansvar for at sætte mit præg på den by, som har skabt mit første eventyr, før jeg drager ud i verden, og skaber et nyt. Odense har hjulpet mig, og nu vil jeg hjælpe Odense ved at belyse en problematik, som det kan være svært for byen at få øje på; det kan sommetider være svært at få øje på noget, hvis man står midt i det.

Side 11: Da det er min påstand, at odenseanere er født med eventyr i blodet, er det naturligt, at unge odenseanere drager ud for at opleve – ligesom da H.C. Andersen selv drog til København - men det er unaturligt, at det er blevet en selvfølge. Det er unaturligt, at det er blevet tabubelagt, at ønske andet, og det er unaturligt, at man først vender tilbage – hvis man gør - når man har anskaffet sig en kone og et parcelhus.

Side 12: Jeg ser nye eventyr spire op i byen for hver dag der går – men jeg ønsker ikke at se dem splintre, som mit eget, da det ikke burde være en selvfølgelighed. Jeg ønsker, at andre når at opleve en slutning, da et eventyr er intet uden en forløsning; jeg ønsker, at unge ville kunne blive boende i byen uden at opleve et tab.

Side 13: Hvorfor ikke stille spørgssmål – hvad forudsager, at musikerne hellere ser deres kreative fællesskab splintre, end at blive boende i Odense? Hvad er årsagen til at noget så smukt, som det vi havde stablet på benene, måtte afbrydes? Musikere, som har brugt mange år på at udvikle et personligt udtryk opgiver det hele, og skal nu til at integrere sig i nye sammenhænge. Odense mister en portion af den kreativitet, som den værdsætter og prioriterer så højt. Kunne det ikke være anderledes?

Side 14: Forleden blev 2 gymnasieklasser på min skole spurgt, hvor mange der ønskede at blive i Odense og studere, og én ud af 55 rækkede hånden op. Det er altså ikke kun de intellektuelle og kulturelt engagerede, som al fald i daglig tale ønsker at forlade Odense til fordel for København, Aalborg eller Aarhus.
Det store spørgssmål er naturligvis hvorfor, og de fleste nævnte som overvejende årsag kulturlivet.

Side 15: Odense har de bedste ambitioner på kulturens vejne, få kommuner prioriterer kulturen så højt; i 2004 vedtog Odense Kommune f.eks., at Odense skulle være Danmarks kreative by, og i 2008 introduceredes konceptet ”At Lege er at Leve”.
Alligevel synes byen ikke at kunne få et ordentligt tag om byens unge, da hovedparten angiver byens kulturliv som årsag til at flytte udenbys og studere.

Jeg vil i ”Fra Danmarks Største Landsby Til Levende Studieby” give mit bud på hvorfor, at Odense fra en ungs synsvinkel synes at fejle med udgangspunkt i kulturlivet, og ligeledes vil jeg forklare hvorfor, at et mere ungdommeligt orienteret kulturliv ikke blot vil gavne de unge, men alle odenseanske borgere.

Side 16: Jeg vil aldrig mere høre Odense omtalt som ”Danmarks Største Landsby” eller ”Villakvarterernes By” – det har været hyggeligt, men Odense har mere at byde på – en sjæl, kraft og nerve som foralvor vil komme til sin ret, hvis Odense består de 3 vigtige, magiske prøver.

Odense er Danmarks Grimme Ælling forstået som, at Odense er mulighedernes by – og jeg tror på, at byen kan blive en svane, hvis der gøres noget nu, og at de unge kan være unge i Odense til deres dages ende, hvis dét er ønsket.