torsdag den 15. juli 2010

Carlis Ice Dream

Ok, denne her er ikke helt fair - og så dog ... Kære Carl Emil Brønnum aka den sibiriske tiger, carlo, carle, carlis - kært barn har mange navne - bor rent faktisk ikke i Odense, men i Haslev på Sydsjælland; for at gøre en lang forklaring kort bor Carl Emil i en mystisk skov langt, langt væk i et område, hvor det er svært at snakke om et musikmiljø (på trods af, at der garanteret bor et par gamle Frank Zappa-medlemmer blandt kvistende og bladende ...), og derfor har vi taget os til ham - nej, det var nu ikke helt sådan det foregik.

Carl Emil gik på Ollerup Efterskole på Fyn sammen med mig, hvor vi opstartede My Tjau, og herigennem blev han hurtigt integreret i det odenseanske alternative musikmiljø - han har f.eks. også lavet musik sammen med Josefine Hilfling og Tobias Thomsen under navnet "Et Hus". Om han ønsker det eller ej føler vi efterhånden, at han er en del af, hvad vi laver her i Odense - vi hjælper ham trods alt også, når han har brug for det, og omvendt; sommetider rejser jeg stadig over til den store mystiske skov, Haslev, og piller ved knapper og trykker på tangenter sammen med den kære, høje og karismatiske dreng.

Undervejs har Carl Emil bakset med hans soloprojekt, som snart skulle blive hans hjertebarn ... Carlis Ice Dream. Navnet antyder et syntetisk, orgasmisk sukkerland stoppet til med lyserøde kæmpe slikkepinde, buske af candyfloss og friske hjerteformede jordbær flyvende ned fra himlen i tusindevis af pangfarvede balloner med små påsætte sedler om kærlighed, naivitet, uskyldighed ... Og dét rammer vist ikke helt ved siden af, hvad han prøver at udstråle - hans myspace er proppet med et hav af pangfarver og psykedeliske ting og sager; det er Carles drøm, og jeg håber, at den går i opfyldelse - indtil nu har Carl Emil været kriminelt overset, men med den stigende interesse for en ny sound indenfor drømmende, småshoegazet electro (beachgaze, tropical daze, twist af italo ...) både blandt udenlandske kunstnere som Memory Tapes og Pictureplane, men også blandt danske som Eim Ick og tildels Sleep Party People, ser fremtiden kun lys ud for Carlis.

Carle påpegede, at hvis jeg skulle skrive om hans musik, måtte jeg stille mig kritisk - jeg er nemlig god til at bruge mange store ord, og ikke altid have de kritiske briller på, og det er noget være noget ... so here we go: Carl Emils evindelige søgen efter "det skønne" var længe både hans force og hans svaghed; en gammel og brugt læresætning lyder, at skønhed er intet uden dets kontrast, og dette gjorde sig skam også gældende for Carlis Ice Dream, hvor den musikalske pussenussede idyl ingen effekt havde, hvis den ikke blev modsvaret af noget farligt (noget som mange elektroniske artister burde tage til sig ...). Uden idyllens kontrast kan musikken hurtigt blive for tilforladelig, og mangle noget substans, noget kant. Ofte tænkte jeg i den første tid af Carlis Ice Dream, at Carl Emils modsvar til hans drømmende idylliske synthunivers kunne klares gennem en skarp og udfordrende produktion, som satte den typiske, nærmest new-age agtige electroshoegaze på prøve, eller nogle disharmoniske elementer, som gik ind og udfordrede lydbilledet ... at han kunne prøve, at gøre beatsne mere organiske, og tage afstand fra den kolde og maskinelle electro - og nærmest som sendt fra himlen har Carl Emil i løbet af det sidste halve år udviklet en vanvittigt speciel, men forførende lyd, hvor størstedelen af mine profetier på vidunderligvis er gået i opfyldelse - han er nu tæt på at ramme plet.

Kompositorisk har Carl Emil et stykke vej endnu ved flere af tracksne, og en sidste professionel hånd over produktion kunne også hjælpe godt; ikke noget stort, da en del af styrken i Carlis ligger i dets minimalisme. Han bruger bevidst kun ganske få instrumenter for at holde fast i et solidt lydbillede. I et nummer som Made Me synes jeg stadig, at der mangler noget kant, noget pebber på islagkagen, noget uventet; men i numre som Popp, Stort og Gang I Den rammer Carl Emil efter flere forsøg endelig en lyd, som i mine ører lyder utroligt unik og inspirerende på sin egen måde; en lyd, som emmer af kreativitet kombineret med en eminent sans for den gode melodi gemt bag de virvlende og drømmende synths. Lyden på synthsne er stadig skide syntetisk, men dette ser jeg faktisk som en del af charmen ved Carlis, og en uundværdlig del af hans lyd, da det bidrager til det mystiske, melankolske, plastikunivers, som lyden af en drøm ... Det er svært at undgå at blive grebet af denne musiks forførende mystik, som lyden af Alice i Eventyrland, hvor man aldrig rigtigt ved, hvad næste skridt er ...

Inden længe udgiver han en demo-ep, som I burde anskaffe jer. Han arbejder ligeledes på, at få opbygget et levende liveshow uden brug af laptop - så hold øje med herren, man ved aldrig hvad han kan finde på, han er komplet uforudsigelig - men det kan kun blive stort.

Sangene bliver smidt op en af dagene!

ma motorgirl:

lørdag den 10. juli 2010

Der Var Engang En Folkeflugt ...

Hermed præsenteres en sød lille skolesag jeg lavede i vinters med assistance fra mit filmhold; ta' den ikke alt for seriøst, bliv ikke skræmt over den prætentiøse fremstilling af hverken Dorias eller Balloon, det var sjovt, det var hyggeligt og det var ligeså meget oplevelsen af at lave en ægte rock n' roll movie ... idealet og utopien var anderledes, men jeg synes nu, at det er en fin lille film, og at emnet er utroligt relevant. Filmen er måske hvad man vil kunne kvalificere som en poetisk dokumentarfilm, der er lange passager kun med lyd og billeder, da alt musikken er odenseansk, og fortjener en præsentation:




Los Chica:

mandag den 5. juli 2010

Bellequi

TILSKUERE, I behøves ikke pudse jeres briller - det var ikke 60'er chicks forklædt i læderjakke med paryk, det var ganske rigtigt (grimme, tynde, dumme ...) indiedrenge, ligesom alle vores mandlige bloggere, som Josefine postede, men HØR NU: det kaldes marketing, det lærer vi på gymnasiet, repræsatentatavitaitet, eller sådan noget ... Ønsker vi kvindelige læsere må vi også bidrage med lidt godt til netop denne kræsne målgruppe, som på mystisk vis ikke værdsætter french ladies kombineret med støj, og så må alle vi andre vel blot knibe øjnene sammen, høre noget Lambchop, læse noget Bukowski og drømme væk til tanken om Francoise Hardy, mens søde Josefine får lov at lege løs; til gengæld tør jeg godt love en masse kreativitet og inspiration fra hendes front, og med 6 drenge vil der stadig blive postet flere dådyr øjne end mystiske romantikere. Men hun kunne da i det mindste have postet Serge:

VELKOMMEN HJEM FRA ROSKILDE, for fanden!!! Kunne vi ikke have klaret en uge mere? En fuldstændig utrolig uges tid fyldt med ubeskrivelige sanseindtryk, en konstant cyklus af åbenbaring og bearbejdning, som Jens Aa ville have udtrykt det - havde jeg mere tid, og havde bloggen ikke et regelsæt, havde vi personligt anmeldt hver en strålende koncert; de 2 største "aha"-oplevelser må dog nok siges at være Nisennenmondai og Wild Beasts, hvor jeg efterfølgende stod med den velkendte summende følelse i maven; dét her er livet, det her er musikkens sjæl, dét er den ultimative orgasme, og det er hvad jeg vil.

Meget er sket her i Odense siden sidst - vi er her på bloggen stadig igang med at organisere, så der jævnligt opdateres, og her diskuteres, om bloggen ligeledes skal behandle nyheder; nogle gode nyheder er hvert fald, at Gunn spillede en storslået koncert i Tivoli, som opvarmning for Kashmir, at Dorias Baracca er vendt tilbage til studiet med Jonas Munk, og at Balloon Magic omsider har fået økonomi til at smutte i studiet. Nogle mindre nyheder er, at Rooftales har fået tilbudt et prominent og endnu uafsløret job i Kbh, og dermed også bliver et liveprojekt, og at The Dove is Dead har fået tilbudt opvarmningsjob i Kongens Have til torsdagskoncert. En ærgelig nyhed er til gengæld, at Train Lovers er gået i opløsning.

Nu til en herre, som må siges at have en hvis indflydelse på det odenseanske alternative musikmiljø. Jonatan Magnussens Bellequi er et af de projekter, som jeg har glædet mig allermest til at skrive om - Jonatans forskellige projekter har en eller anden fantastisk evne til at forblive evigt overset trods utallige småforsøg på promovering; dog elsket blandt få i lille bitte Odense, og når man lever i en osteklokke, synes venners kommentarer til et vist stadie også at være mere end rigeligt

Som guitarist / vokalist i Balloon Magic samt part af Rooftales og hedengangne lo-fi projekt Sapa Tapa, Sunn Paw m.m. har Jonatan igennem årene beskæftiget sig med både postrock, lo-fi, shoegaze, noise, indie pop og meget mere; dette kommer godt til udtryk i disse utrolige hjemmeoptagelser, som han har optaget igennem årene på sit lille rodede værelse i sin mors lejlighed med kun småt udstyr til rådighed - en ubegribelig mixtur af alt, hvad han har rørt igennem årene. Enkelte af sangene har endda været forud med en lyd, som gør sig klarest i "Dance"; en blanding af tropisk, primitiv elektronik, og reverbede guitarer, som senere skulle danne grundlag for beachgaze-bølgen (de sad sgu alle i Sverige og tænkte på Jonatan!! - en af bloggens største styrker må være vores uudtømmelige naivitet) - en lyd tydeligt inspireret af f.eks. A.R. Kane og Durutti Column, men egentligt med en mere svensk lyd á la Boat Club..

Jonatans hjemmeoptagelser har flere gange fået mig til at reflektere over kunstnerens endegyldige og komplet umulige spørgsmål, om hvordan man opnår det stærkeste udtryk, det ultimative, den største skønhed; da Rooftales udgav sine sange øvede My Tjau is Kapow intenst, og man kunne ikke undgå at føle sig lidt til grin, når få timers Rooftales arbejde emotionelt kunne overrumple My Tjau's flere måneders slaviske detalje-slid. Brian Wilson vs. Daniel Johnston eventuelt. Det man tilsyneladende kan opnå med en båndoptager, kræver en særdeles rutineret producer for at opnå i et studie, da det levende element kræver en erfaren hånd at fremtvinge; min personlige konklusion har vist været, at enten har man røven fuld af penge og hyrer John McEntire, eller også kan man sgu lige så godt blive derhjemme, drikke et par øl og tænde for båndoptageren ... enten indfanger man nemlig spontant skønheden i øjeblikket, eller også rekonstruerer man det umiddelbare, og begge dele har sin charme, men sidstnævnte er sværest. De 2 musikalske metoder kan dog i sidste ende virke lige stærke og fremstå lige ultimative, og ligeledes kan en kombination, men for upcoming indiebands med en svag økonomi skulle det måske overvejes at tage mere end blot ideologisk inspiration fra 90'ernes lofi-scene, og gøre noget af lortet selv, i stedet for at køre musikken igennem en pletrensning ved den stereotype økonomisk venlige producer i provinsen, som Jonatan f.eks. altid netop har undveget ...

Så alle jer unge desperate musikere, som ikke har mange penge - køb jer dog en firsporsbåndoptager, og begynd at lege løs; har man et musikalsk sind kan det høres på trods. Det umiddelbare udtryks æstetik, hvor "fejl" indoperes som et charmerende og autentisk element i musikken, gør sig foralvor gældende her i Jonatans Bellequi, og jeg kan anbefale alle, at give ham et værdigt lyt - han er nemlig et prægteksempel.

I øjeblikket er vi her på Tilskuere igang med at definere vores selvbillede og ligesom frembringe en kollektiv identitet, og inden længe vil flere indlæg (af flere bloggere ...) forhåbentligt blive smidt op. Hav en vidunderlig sommer, og sørg for at få sovet Roskilde godt ud af kroppen, spil en helvedes masse musik og drik nogle flere øl. Søndersmadrede illelugtende roskildekys fra allesammens eneste blogger her på Tilskuere (med undtagelse af Josefine, som kort har givet lyd fra sig med nogle skinny indiefyre); de andre er måske blot opdigtede, søde og intellektuelle legekammerater, men det skal ikke forhindre mig i at være positivt stemt og yderst idealistisk! vi synger denne sang i kor: http://www.youtube.com/watch?v=Sr--mmL5iuA

Bellequi - Dance: http://www.opendrive.com/files/5829734_Q9u9n_6d84/Bellequi%20-%20Dance.mp3
Bellequi - Sandcastle of Dust: http://www.opendrive.com/files/5963413_l1V81_dae3/Bellequi%20-%20Sandcastle%20of%20Dust.mp3
Bellequi - To Purchase a Smile: http://www.opendrive.com/files/5963399_07MyP_51d0/Bellequi%20-%20To%20Purchase%20a%20Smile.mp3
Bellequi - The Powder Flies (Dizzying for the Eyes): http://www.opendrive.com/files/5963412_N4wCj_ab57/Bellequi%20-%20The%20Powder%20Flies%20(Dizzyin.mp3
Bellequi - Lips Like Papier-Maché: http://www.opendrive.com/files/5963397_1XWAn_0a19/Lips%20Like%20Papier-Mach�.mp3
Bellequi - If John C Played a Kazoo: http://www.opendrive.com/files/5963414_5uAfg_c94a/If%20John%20C%20Played%20a%20Kazoo.mp3
Bellequi - Cruisin': http://www.opendrive.com/files/5963398_3yMKf_b9d7/bellequi%20xinli%20ultimate.mp3
Bellequi - Silly Escapist: http://www.opendrive.com/files/5830019_7uNjx_9a1e/Silly%20Escapist.wav

/ Nikki Brüs (mit kunsternavn i tilfælde af pludselig tysk succes)