Ok, denne her er ikke helt fair - og så dog ... Kære Carl Emil Brønnum aka den sibiriske tiger, carlo, carle, carlis - kært barn har mange navne - bor rent faktisk ikke i Odense, men i Haslev på Sydsjælland; for at gøre en lang forklaring kort bor Carl Emil i en mystisk skov langt, langt væk i et område, hvor det er svært at snakke om et musikmiljø (på trods af, at der garanteret bor et par gamle Frank Zappa-medlemmer blandt kvistende og bladende ...), og derfor har vi taget os til ham - nej, det var nu ikke helt sådan det foregik.
Carl Emil gik på Ollerup Efterskole på Fyn sammen med mig, hvor vi opstartede My Tjau, og herigennem blev han hurtigt integreret i det odenseanske alternative musikmiljø - han har f.eks. også lavet musik sammen med Josefine Hilfling og Tobias Thomsen under navnet "Et Hus". Om han ønsker det eller ej føler vi efterhånden, at han er en del af, hvad vi laver her i Odense - vi hjælper ham trods alt også, når han har brug for det, og omvendt; sommetider rejser jeg stadig over til den store mystiske skov, Haslev, og piller ved knapper og trykker på tangenter sammen med den kære, høje og karismatiske dreng.
Undervejs har Carl Emil bakset med hans soloprojekt, som snart skulle blive hans hjertebarn ... Carlis Ice Dream. Navnet antyder et syntetisk, orgasmisk sukkerland stoppet til med lyserøde kæmpe slikkepinde, buske af candyfloss og friske hjerteformede jordbær flyvende ned fra himlen i tusindevis af pangfarvede balloner med små påsætte sedler om kærlighed, naivitet, uskyldighed ... Og dét rammer vist ikke helt ved siden af, hvad han prøver at udstråle - hans myspace er proppet med et hav af pangfarver og psykedeliske ting og sager; det er Carles drøm, og jeg håber, at den går i opfyldelse - indtil nu har Carl Emil været kriminelt overset, men med den stigende interesse for en ny sound indenfor drømmende, småshoegazet electro (beachgaze, tropical daze, twist af italo ...) både blandt udenlandske kunstnere som Memory Tapes og Pictureplane, men også blandt danske som Eim Ick og tildels Sleep Party People, ser fremtiden kun lys ud for Carlis.
Carle påpegede, at hvis jeg skulle skrive om hans musik, måtte jeg stille mig kritisk - jeg er nemlig god til at bruge mange store ord, og ikke altid have de kritiske briller på, og det er noget være noget ... so here we go: Carl Emils evindelige søgen efter "det skønne" var længe både hans force og hans svaghed; en gammel og brugt læresætning lyder, at skønhed er intet uden dets kontrast, og dette gjorde sig skam også gældende for Carlis Ice Dream, hvor den musikalske pussenussede idyl ingen effekt havde, hvis den ikke blev modsvaret af noget farligt (noget som mange elektroniske artister burde tage til sig ...). Uden idyllens kontrast kan musikken hurtigt blive for tilforladelig, og mangle noget substans, noget kant. Ofte tænkte jeg i den første tid af Carlis Ice Dream, at Carl Emils modsvar til hans drømmende idylliske synthunivers kunne klares gennem en skarp og udfordrende produktion, som satte den typiske, nærmest new-age agtige electroshoegaze på prøve, eller nogle disharmoniske elementer, som gik ind og udfordrede lydbilledet ... at han kunne prøve, at gøre beatsne mere organiske, og tage afstand fra den kolde og maskinelle electro - og nærmest som sendt fra himlen har Carl Emil i løbet af det sidste halve år udviklet en vanvittigt speciel, men forførende lyd, hvor størstedelen af mine profetier på vidunderligvis er gået i opfyldelse - han er nu så tæt på at ramme plet.
Kompositorisk har Carl Emil et stykke vej endnu ved flere af tracksne, og en sidste professionel hånd over produktion kunne også hjælpe godt; ikke noget stort, da en del af styrken i Carlis ligger i dets minimalisme. Han bruger bevidst kun ganske få instrumenter for at holde fast i et solidt lydbillede. I et nummer som Made Me synes jeg stadig, at der mangler noget kant, noget pebber på islagkagen, noget uventet; men i numre som Popp, Stort og Gang I Den rammer Carl Emil efter flere forsøg endelig en lyd, som i mine ører lyder utroligt unik og inspirerende på sin egen måde; en lyd, som emmer af kreativitet kombineret med en eminent sans for den gode melodi gemt bag de virvlende og drømmende synths. Lyden på synthsne er stadig skide syntetisk, men dette ser jeg faktisk som en del af charmen ved Carlis, og en uundværdlig del af hans lyd, da det bidrager til det mystiske, melankolske, plastikunivers, som lyden af en drøm ... Det er svært at undgå at blive grebet af denne musiks forførende mystik, som lyden af Alice i Eventyrland, hvor man aldrig rigtigt ved, hvad næste skridt er ...
Inden længe udgiver han en demo-ep, som I burde anskaffe jer. Han arbejder ligeledes på, at få opbygget et levende liveshow uden brug af laptop - så hold øje med herren, man ved aldrig hvad han kan finde på, han er komplet uforudsigelig - men det kan kun blive stort.
Sangene bliver smidt op en af dagene!
ma motorgirl:
2 kommentarer:
Jeg melder mig diskret på banen med denne lille kommentar:
Et godt indlæg Nikolaj. Tak for det.
Jeg synes du har så utrolig ret angående Carles musik.
.... Især er jeg spændt på hvad vores ven fra Sjælland finder ud af mht. live-peformance. Jeg tror bestemt ikke det bliver en let opgave. Jeg har dog tiltro til, at han nok skal finde på noget.
Send en kommentar