torsdag den 12. august 2010

Balloon Magic

Vi har holdt en rigtig lang sommerferie – selvom den har føltes utroligt kort. Vi troede alle sammen, vi skulle spille musik; at vi endelig havde det gyldne råderum til vores kreativitet … men næ, når solen skinner og Roskilde-rutinerne nægter at forlade ens krop virker det meget mere logisk og ligetil, at ringe til en ven og drikke en øl. Ja, og så blev tiden pludseligt et løst begreb, og nu er sommerferien altså slut. Her på Tilskuere er vi stadig i gang med at strukturere. Hvor mange skal skrive? Hvilken funktion skal bloggen have? Nu skriver jeg til jeres åbenlyse overraskelse endnu engang, jeg kunne simpelthen ikke holde den pinlige tavshed ud. Men ... Hvis vi nu kalder på de andre kan det være, der sker noget ...?

JENS??? ALEXANDEEEER?! JOSEEEEFINE? JOSIE?……… JENS AA?? JEEEEEEEEEPPE??

Nah, det lyder ikke, som at de svarer – jeg tror nu dog, vi kan glæde os til et prægtigt indlæg fra Jens inden længe. Lidt er der alligevel sket siden sidst – mit nye band med Jacob fra Train Lovers, Simon fra Dorias og Jeppe fra Balloon Magic lader til at blive skide godt, øvelokale er dog som altid problemet, og det samme gælder My Tjau. Dorias Baracca er stadig ved at tracke, Jens Aagaard spillede i Kongens Have til torsdagskoncert, Gunn’s EP må vel også snart ramme landjorden, og Train Lovers spiller live til Off The Hook Thursday … Kansas City Live er også lige om hjørnet hvor både Dorias Baracca, Manual, Jeremy Sparrow m.m. skal spille, så Odense er fint repræsenteret i kulturkalenderne.

Jeg vil nu kaste mig over noget andet og mere seriøst, lad dig ikke forvirre af navnet, det er ikke for sjov … – det er ballon magi for melankolikere, du ved … Forestil dig Oscar Wilde lave ballon-tricks, eller sådan noget! Han kan kun lave den grimme ælling. Hans speciale. De andre ællinger, nej kællinger, er mainstream. Nej, jeg er i et farligt humør … lidt en skam, da jeg elsker dette band meget, meget højt. Haha, nu må vi se hvad der kommer ud af tasterne.

Bag navnet, som mest af alt lyder som et utroligt pinligt kort i en kikset japansk pokemon-agtig børnedille, bag forsigtigheden, bag den underfundige form for uberettiget mæthed bandet fra en udeståendes synsvinkel lader til at føle ved blot en sølle, grå myspace og et par skrattende demosange ...

Bag støvet, som kan pustes væk som var det en fjer, gemmer der sig et stærkt bankende musikalsk hjerte hos odenseanske Balloon Magic, måske endda en vis dosis af den magi, de snakker om; et hjerte, som har blod nok til alle, men skal blodet helt ud til fingerspidserne, er det en opgave for både lytter og band (for ja mine damer og herre, denne gang skriver jeg ikke blot endnu en omgang sødmefuldt sludder …)– opgaven går på, at man som lytter fra start af indstiller sig på at spærre ørerne godt op for for alvor at føle og forstå det komplekse, evigt foranderlige og detaljemættede lydbillede, som er kendetegnende for Balloon Magic - og at bandet ligeledes selv åbner op for alle sluser, der kan åbnes, så også tørstende musik-vampyrer udenfor den lille osteklokke kan få lov at smage den sangskrivningsmæssige råstyrke og kompositionsmæssige force, der hviler så fandens dybt i bandets sange, og kan iagttage hvilket charmerende firkløver vi egentligt har fået foræret kvit og frit. Hvilket enormt potentiale, der ikke må gå til spilde.

Ja, Balloon Magic skal sgu sælge ud. Det er dét, de skal. Bare en lille smule; ikke i den forstand at de skal bortgive deres sjæl, men derimod åbne op. De skal profilere sig selv en anelse mere, tage et fix narcissisme, og måske rydde lidt op i deres lydbillede. Og jeg tror måske, at de skal sparke en lille smule til drømmen, antænde gnisten, huske på den stormende følelse, man oplever ved værdsættelse af ens kunst, og hvordan denne følelse kan forstærkes gange tusinde, hvis man intensiverer koncerterne, og på scenen tør vedkende sig, at musikken sgu kommer fra hjertet; og herigennem indlemme lytteren endnu mere i den musikalske oplevelse ved at booste den energi, som allerede er lagret i sangene og klar til at blive sparket afsted. De skal vælte nogen forstærkere, sætte ild til et par guitarer, i stedet for at agere som et postrockband, når de spiller indiepop … haha. De skal høre noget Joan Jett og fyldes op af noget primitivt gå-på-mod. De skal mærke den overvældende kærlighed, som enkelte mennesker sgu allerede nærer til musikken, og med dette i baghovedet satse stort. De skal smælde højere med dørene. Og jeg skal holde min kæft, da alt ovenstående selv er mit største musikalske handicap, men ligeledes er det min utopi, vel nok for mig selv, men i dén grad for Balloon Magic.


Først lidt baggrundshistorie. Balloon Magic består af fire drenge bosat rundt omkring på Fyn, men med hovedbase i Odense, hvor de også netop har fået øvelokale; Jeppe, Jonatan, Tue og Mathias. Bandet blev dannet på Vesterdal Efterskole for … hvad har det været … 1.5 år siden? Siden da har det svinget en del med aktivitetsniveauet, men der har bestemt aldrig været helt slukket for ilden, og de har undervejs spillet nogle koncerter i ny og næ - primært i Middelfart, som har haft væsentligt mere at tilbyde bandet, end Odense nogensinde har kunnet diske op med.

Naiv, krystalklar og melodiøs indiepop med lige dele Sarah Records, Go-Betweens og Beat Happening fusioneret med enkelte elementer fra den mere ambitiøse og udfordrende engelske postrock og shoegazescene er måske sådan, man vil kunne definere Balloon Magic, men stadig ikke fyldestgørende, da de netop trækker mange tråde, som også går længere tilbage i det musikalske landskab. Enkelte Television / Feelies-lignende passager dukker op til overfladen i ny og næ, som også Eno sommetider bringer en hylende guitar, og Can’s monotone rytmeunivers ruller forbi. Guitarerne er i centrum, det er dem, der binder sangene sammen; janglede, skrøbelige, snoende og dragende, melodiøse, melankolske ...

Bandets vision er pop; at ramme det almene menneskes hjerte ved hjælp af den magiske nøgle, som er gennemgående melodiøsitet, simple kompositioner, iørefaldende hooks, samt en fornemmelse af velkendthed, og herved tryghed og forbindelse mellem lytter og musiker – og herefter klæder de poppen på i nye farvestrålende klæder, bringer trygheden i en ny kontekst, et spraglende univers af ny lyd, som nu ganske ubesværet går direkte i hjertet. Lytteren er modtagelig for hvad som helst, så længe de har nøglen, de har poppen, det magiske, 5. element.

Og en unik popnerve er hvad jeg mener, at Balloon Magic har ramt. Som tiden er gået har Balloon Magic bevæget sig mere og mere hen imod en klassiske sangskrivning, hvor trommer og bas som led i en bevidst strategi - istedet for at udtrykke teknisk virtuositet - danner et solidt fundament for guitar og vokal, hvilket er særligt i en tid, hvor indiemusikere ofte har en tendens til gerne at ville fylde så meget på deres instrument som muligt. Jeg så nu gerne, at Balloon Magic kørte den endnu længere ud, og oftere anvendte den akustiske guitar, og hermed inddrager det rå udtryk, som når Jonatan sidder i sin lejlighed og skriver råskitserne; her gemmer sig en styrke, som ikke må drukne. De har deres dosis teenage weltschmertz, men dette vil jeg vove at påstå er intet mindre end en uundgåelig ingrediens i hvert et fangende, solidt indieband; det er sgu nærmest det vigtigste krydderi, om det så blot er en bismag. Og i dette tilfælde gemmer der sig nemlig rent faktisk et godt, gammeldags sangskrivningstalent omme bag ved solbrillerne, Jonatan K. Magnussen. Hans vokal ville nogle måske klandre for at være noget for at være noget desperat og prætentiøs; noget som aldrende, kræsne musiklyttere med en fortid som fanatiske Smiths / Associates fans nok vil have det svært med, indtil musikhistorien en skønne dag har legaliseret hans røst, gjort vokalen fortjent til at synge mod stjernerne - haha, endnu engang hersker janteloven om noget blandt indiefans ... "han skal sgu ikke tro, han er no'en Morrissey". Jeg kan ikke andet end at overkaste mig og acceptere vokalen som jeg føler den; sjælfuld, energisk og ærlig i udtrykket.

Vi har at gøre med et typisk, moderne indieband i dét, at de kan være svære at sætte en finger på; musikken er - forudsat af medlemmernes brede musikalske horisont – udtryksmæssigt lidt af en gryderet bestående af de sidste 50-års rockhistorie, og måske primært forgreningerne af det temmeligt udvandede 30-år gamle indiebegreb (en genre efterhånden egentligt kun defineret af en medieskabt ”coolness” / attitude).

Det er sådan set meget almindeligt i dag at kunne referere til sin historie. Det er dog knap så almindeligt, at det på overfladen ganske ordinære indieband bestående af trommer, bas, guitar og vokal, som bloggeren hver eneste dag smider op på hans site og reklamerer som "det største siden Smiths" rent faktisk har bare en 10ende del af den vaskeægte indienerve, som medierne evigt jagter ... Denne her helt særlige lyd, hvor alle øjeblikkeligt må kaste sig i sandet af ren og skær afmagt og fryd, et band med både en stjernebestøvet originalitet og melodiøsitet, som rammer alles læber i forundring over musikkens mystiske tiltrakningskraft ... Alle med et kendskab til deres indieklassikere (Pixies, Pavement) vil vide hvilken ungdommelig, melankolsk nerve her er tale om, hvilket nærmest magisk fænomen som ikke står til sammenligning ... Ja, den utroligt svære (og ganske enkelt umulige) opgave bliver derfor i dette indlæg at beskrive hvorfor, at netop de lokale ballondrenge fra Fyn som både i daglig omtale og på tekst aldrig har været mere end bare "fin", et band som på papiret minder så uhyggeligt meget om alle de andre indiebands ... men hverken smider med konfetti, kaster med balloner, gror bonghår eller får ensartet overskæg ... har bare en lille bitte dosis af dette eftertragtede stjernestøv, som kunne sælges for millioner, hvor alle kanaler fører til direkte til hjertet; og måske endda har en hel papirsæske fyldt derhjemme ...



Bandet smutter nu i studiet inden alt for længe, hvor jeg ser frem til at de endelig kan realisere deres sange fuldbyrdigt, og de er som sagt ved at bygge deres eget øvelokale op. Betragt indlægget som en kærlig opfordring til bandet om mere lyd, og så selvfølgelig som en indirekte besked til jer om, at I også giver jeres fulde støtte, hvis I også værdsætter tonerne ...

Her er nogle demoer, hvor Jonatan spiller nogle af bandets sange akustisk, samt de to demo-optagelser med hele bandet, ”Blue Dawn” og ”Fell”.

Jonatan er forresten dette indlægs babe. Nogle indvendinger? Skriv en mail, assholez.

http://www.myspace.com/balloonmagico

http://www.opendrive.com/files/6198976_GTqbV_c7c7/Potestas%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/6198978_9vBgq_0a76/Waking%20Up%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964682_0oOKt_0087/Blue%20Dawn.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964683_WEvPd_30db/Fell.mp3

7 kommentarer:

Josefine sagde ...

jeg er ked af det

Nikolaj Bruus sagde ...

tjah, du er vel bare ikke sej nok.

René sagde ...

Less is more!

rigtig godt indlæg. :)

Nikolaj Bruus sagde ...

det er derfor at den er blevet halvanden A4-side kortere! haha ... og tusinde tak. :)

Michel sagde ...

Dejligt sommerferien endelig er slut. Fedt indlæg Nikolaj!!!

Shiebou sagde ...

jeg tror grunden til de ikke "svare" er at du simpelthen skriver for en hel hær, der er jo simpelthen ingen måde at man kan følge med i dit tempo Nikolaj ;)

Jeppe sagde ...

Ham Stytzer linkede til os (dig) den 3. september og postede endnu engang Fell på sin side. Tak Nikolaj:-*