Balloon Magic

Vi har holdt en rigtig lang sommerferie – selvom den har føltes utroligt kort. Vi troede alle sammen, vi skulle spille musik; at vi endelig havde det gyldne råderum til vores kreativitet … men næ, når solen skinner og Roskilde-rutinerne nægter at forlade ens krop virker det meget mere logisk og ligetil, at ringe til en ven og drikke en øl. Ja, og så blev tiden pludseligt et løst begreb, og nu er sommerferien altså slut. Her på Tilskuere er vi stadig i gang med at strukturere. Hvor mange skal skrive? Hvilken funktion skal bloggen have? Nu skriver jeg til jeres åbenlyse overraskelse endnu engang, jeg kunne simpelthen ikke holde den pinlige tavshed ud. Men ... Hvis vi nu kalder på de andre kan det være, der sker noget ...?

JENS??? ALEXANDEEEER?! JOSEEEEFINE? JOSIE?……… JENS AA?? JEEEEEEEEEPPE??

Nah, det lyder ikke, som at de svarer – jeg tror nu dog, vi kan glæde os til et prægtigt indlæg fra Jens inden længe. Lidt er der alligevel sket siden sidst – mit nye band med Jacob fra Train Lovers, Simon fra Dorias og Jeppe fra Balloon Magic lader til at blive skide godt, øvelokale er dog som altid problemet, og det samme gælder My Tjau. Dorias Baracca er stadig ved at tracke, Jens Aagaard spillede i Kongens Have til torsdagskoncert, Gunn’s EP må vel også snart ramme landjorden, og Train Lovers spiller live til Off The Hook Thursday … Kansas City Live er også lige om hjørnet hvor både Dorias Baracca, Manual, Jeremy Sparrow m.m. skal spille, så Odense er fint repræsenteret i kulturkalenderne.

Jeg vil nu kaste mig over noget andet og mere seriøst, lad dig ikke forvirre af navnet, det er ikke for sjov … – det er ballon magi for melankolikere, du ved … Forestil dig Oscar Wilde lave ballon-tricks, eller sådan noget! Han kan kun lave den grimme ælling. Hans speciale. De andre ællinger, nej kællinger, er mainstream. Nej, jeg er i et farligt humør … lidt en skam, da jeg elsker dette band meget, meget højt. Haha, nu må vi se hvad der kommer ud af tasterne.

Bag navnet, som mest af alt lyder som et utroligt pinligt kort i en kikset japansk pokemon-agtig børnedille, bag forsigtigheden, bag den underfundige form for uberettiget mæthed bandet fra en udeståendes synsvinkel lader til at føle ved blot en sølle, grå myspace og et par skrattende demosange ...

Bag støvet, som kan pustes væk som var det en fjer, gemmer der sig et stærkt bankende musikalsk hjerte hos odenseanske Balloon Magic, måske endda en vis dosis af den magi, de snakker om; et hjerte, som har blod nok til alle, men skal blodet helt ud til fingerspidserne, er det en opgave for både lytter og band (for ja mine damer og herre, denne gang skriver jeg ikke blot endnu en omgang sødmefuldt sludder …)– opgaven går på, at man som lytter fra start af indstiller sig på at spærre ørerne godt op for for alvor at føle og forstå det komplekse, evigt foranderlige og detaljemættede lydbillede, som er kendetegnende for Balloon Magic - og at bandet ligeledes selv åbner op for alle sluser, der kan åbnes, så også tørstende musik-vampyrer udenfor den lille osteklokke kan få lov at smage den sangskrivningsmæssige råstyrke og kompositionsmæssige force, der hviler så fandens dybt i bandets sange, og kan iagttage hvilket charmerende firkløver vi egentligt har fået foræret kvit og frit. Hvilket enormt potentiale, der ikke må gå til spilde.

Ja, Balloon Magic skal sgu sælge ud. Det er dét, de skal. Bare en lille smule; ikke i den forstand at de skal bortgive deres sjæl, men derimod åbne op. De skal profilere sig selv en anelse mere, tage et fix narcissisme, og måske rydde lidt op i deres lydbillede. Og jeg tror måske, at de skal sparke en lille smule til drømmen, antænde gnisten, huske på den stormende følelse, man oplever ved værdsættelse af ens kunst, og hvordan denne følelse kan forstærkes gange tusinde, hvis man intensiverer koncerterne, og på scenen tør vedkende sig, at musikken sgu kommer fra hjertet; og herigennem indlemme lytteren endnu mere i den musikalske oplevelse ved at booste den energi, som allerede er lagret i sangene og klar til at blive sparket afsted. De skal vælte nogen forstærkere, sætte ild til et par guitarer, i stedet for at agere som et postrockband, når de spiller indiepop … haha. De skal høre noget Joan Jett og fyldes op af noget primitivt gå-på-mod. De skal mærke den overvældende kærlighed, som enkelte mennesker sgu allerede nærer til musikken, og med dette i baghovedet satse stort. De skal smælde højere med dørene. Og jeg skal holde min kæft, da alt ovenstående selv er mit største musikalske handicap, men ligeledes er det min utopi, vel nok for mig selv, men i dén grad for Balloon Magic.


Først lidt baggrundshistorie. Balloon Magic består af fire drenge bosat rundt omkring på Fyn, men med hovedbase i Odense, hvor de også netop har fået øvelokale; Jeppe, Jonatan, Tue og Mathias. Bandet blev dannet på Vesterdal Efterskole for … hvad har det været … 1.5 år siden? Siden da har det svinget en del med aktivitetsniveauet, men der har bestemt aldrig været helt slukket for ilden, og de har undervejs spillet nogle koncerter i ny og næ - primært i Middelfart, som har haft væsentligt mere at tilbyde bandet, end Odense nogensinde har kunnet diske op med.

Naiv, krystalklar og melodiøs indiepop med lige dele Sarah Records, Go-Betweens og Beat Happening fusioneret med enkelte elementer fra den mere ambitiøse og udfordrende engelske postrock og shoegazescene er måske sådan, man vil kunne definere Balloon Magic, men stadig ikke fyldestgørende, da de netop trækker mange tråde, som også går længere tilbage i det musikalske landskab. Enkelte Television / Feelies-lignende passager dukker op til overfladen i ny og næ, som også Eno sommetider bringer en hylende guitar, og Can’s monotone rytmeunivers ruller forbi. Guitarerne er i centrum, det er dem, der binder sangene sammen; janglede, skrøbelige, snoende og dragende, melodiøse, melankolske ...

Bandets vision er pop; at ramme det almene menneskes hjerte ved hjælp af den magiske nøgle, som er gennemgående melodiøsitet, simple kompositioner, iørefaldende hooks, samt en fornemmelse af velkendthed, og herved tryghed og forbindelse mellem lytter og musiker – og herefter klæder de poppen på i nye farvestrålende klæder, bringer trygheden i en ny kontekst, et spraglende univers af ny lyd, som nu ganske ubesværet går direkte i hjertet. Lytteren er modtagelig for hvad som helst, så længe de har nøglen, de har poppen, det magiske, 5. element.

Og en unik popnerve er hvad jeg mener, at Balloon Magic har ramt. Som tiden er gået har Balloon Magic bevæget sig mere og mere hen imod en klassiske sangskrivning, hvor trommer og bas som led i en bevidst strategi - istedet for at udtrykke teknisk virtuositet - danner et solidt fundament for guitar og vokal, hvilket er særligt i en tid, hvor indiemusikere ofte har en tendens til gerne at ville fylde så meget på deres instrument som muligt. Jeg så nu gerne, at Balloon Magic kørte den endnu længere ud, og oftere anvendte den akustiske guitar, og hermed inddrager det rå udtryk, som når Jonatan sidder i sin lejlighed og skriver råskitserne; her gemmer sig en styrke, som ikke må drukne. De har deres dosis teenage weltschmertz, men dette vil jeg vove at påstå er intet mindre end en uundgåelig ingrediens i hvert et fangende, solidt indieband; det er sgu nærmest det vigtigste krydderi, om det så blot er en bismag. Og i dette tilfælde gemmer der sig nemlig rent faktisk et godt, gammeldags sangskrivningstalent omme bag ved solbrillerne, Jonatan K. Magnussen. Hans vokal ville nogle måske klandre for at være noget for at være noget desperat og prætentiøs; noget som aldrende, kræsne musiklyttere med en fortid som fanatiske Smiths / Associates fans nok vil have det svært med, indtil musikhistorien en skønne dag har legaliseret hans røst, gjort vokalen fortjent til at synge mod stjernerne - haha, endnu engang hersker janteloven om noget blandt indiefans ... "han skal sgu ikke tro, han er no'en Morrissey". Jeg kan ikke andet end at overkaste mig og acceptere vokalen som jeg føler den; sjælfuld, energisk og ærlig i udtrykket.

Vi har at gøre med et typisk, moderne indieband i dét, at de kan være svære at sætte en finger på; musikken er - forudsat af medlemmernes brede musikalske horisont – udtryksmæssigt lidt af en gryderet bestående af de sidste 50-års rockhistorie, og måske primært forgreningerne af det temmeligt udvandede 30-år gamle indiebegreb (en genre efterhånden egentligt kun defineret af en medieskabt ”coolness” / attitude).

Det er sådan set meget almindeligt i dag at kunne referere til sin historie. Det er dog knap så almindeligt, at det på overfladen ganske ordinære indieband bestående af trommer, bas, guitar og vokal, som bloggeren hver eneste dag smider op på hans site og reklamerer som "det største siden Smiths" rent faktisk har bare en 10ende del af den vaskeægte indienerve, som medierne evigt jagter ... Denne her helt særlige lyd, hvor alle øjeblikkeligt må kaste sig i sandet af ren og skær afmagt og fryd, et band med både en stjernebestøvet originalitet og melodiøsitet, som rammer alles læber i forundring over musikkens mystiske tiltrakningskraft ... Alle med et kendskab til deres indieklassikere (Pixies, Pavement) vil vide hvilken ungdommelig, melankolsk nerve her er tale om, hvilket nærmest magisk fænomen som ikke står til sammenligning ... Ja, den utroligt svære (og ganske enkelt umulige) opgave bliver derfor i dette indlæg at beskrive hvorfor, at netop de lokale ballondrenge fra Fyn som både i daglig omtale og på tekst aldrig har været mere end bare "fin", et band som på papiret minder så uhyggeligt meget om alle de andre indiebands ... men hverken smider med konfetti, kaster med balloner, gror bonghår eller får ensartet overskæg ... har bare en lille bitte dosis af dette eftertragtede stjernestøv, som kunne sælges for millioner, hvor alle kanaler fører til direkte til hjertet; og måske endda har en hel papirsæske fyldt derhjemme ...



Bandet smutter nu i studiet inden alt for længe, hvor jeg ser frem til at de endelig kan realisere deres sange fuldbyrdigt, og de er som sagt ved at bygge deres eget øvelokale op. Betragt indlægget som en kærlig opfordring til bandet om mere lyd, og så selvfølgelig som en indirekte besked til jer om, at I også giver jeres fulde støtte, hvis I også værdsætter tonerne ...

Her er nogle demoer, hvor Jonatan spiller nogle af bandets sange akustisk, samt de to demo-optagelser med hele bandet, ”Blue Dawn” og ”Fell”.

Jonatan er forresten dette indlægs babe. Nogle indvendinger? Skriv en mail, assholez.

http://www.myspace.com/balloonmagico

http://www.opendrive.com/files/6198976_GTqbV_c7c7/Potestas%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/6198978_9vBgq_0a76/Waking%20Up%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964682_0oOKt_0087/Blue%20Dawn.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964683_WEvPd_30db/Fell.mp3

Carlis Ice Dream

Ok, denne her er ikke helt fair - og så dog ... Kære Carl Emil Brønnum aka den sibiriske tiger, carlo, carle, carlis - kært barn har mange navne - bor rent faktisk ikke i Odense, men i Haslev på Sydsjælland; for at gøre en lang forklaring kort bor Carl Emil i en mystisk skov langt, langt væk i et område, hvor det er svært at snakke om et musikmiljø (på trods af, at der garanteret bor et par gamle Frank Zappa-medlemmer blandt kvistende og bladende ...), og derfor har vi taget os til ham - nej, det var nu ikke helt sådan det foregik.

Carl Emil gik på Ollerup Efterskole på Fyn sammen med mig, hvor vi opstartede My Tjau, og herigennem blev han hurtigt integreret i det odenseanske alternative musikmiljø - han har f.eks. også lavet musik sammen med Josefine Hilfling og Tobias Thomsen under navnet "Et Hus". Om han ønsker det eller ej føler vi efterhånden, at han er en del af, hvad vi laver her i Odense - vi hjælper ham trods alt også, når han har brug for det, og omvendt; sommetider rejser jeg stadig over til den store mystiske skov, Haslev, og piller ved knapper og trykker på tangenter sammen med den kære, høje og karismatiske dreng.

Undervejs har Carl Emil bakset med hans soloprojekt, som snart skulle blive hans hjertebarn ... Carlis Ice Dream. Navnet antyder et syntetisk, orgasmisk sukkerland stoppet til med lyserøde kæmpe slikkepinde, buske af candyfloss og friske hjerteformede jordbær flyvende ned fra himlen i tusindevis af pangfarvede balloner med små påsætte sedler om kærlighed, naivitet, uskyldighed ... Og dét rammer vist ikke helt ved siden af, hvad han prøver at udstråle - hans myspace er proppet med et hav af pangfarver og psykedeliske ting og sager; det er Carles drøm, og jeg håber, at den går i opfyldelse - indtil nu har Carl Emil været kriminelt overset, men med den stigende interesse for en ny sound indenfor drømmende, småshoegazet electro (beachgaze, tropical daze, twist af italo ...) både blandt udenlandske kunstnere som Memory Tapes og Pictureplane, men også blandt danske som Eim Ick og tildels Sleep Party People, ser fremtiden kun lys ud for Carlis.

Carle påpegede, at hvis jeg skulle skrive om hans musik, måtte jeg stille mig kritisk - jeg er nemlig god til at bruge mange store ord, og ikke altid have de kritiske briller på, og det er noget være noget ... so here we go: Carl Emils evindelige søgen efter "det skønne" var længe både hans force og hans svaghed; en gammel og brugt læresætning lyder, at skønhed er intet uden dets kontrast, og dette gjorde sig skam også gældende for Carlis Ice Dream, hvor den musikalske pussenussede idyl ingen effekt havde, hvis den ikke blev modsvaret af noget farligt (noget som mange elektroniske artister burde tage til sig ...). Uden idyllens kontrast kan musikken hurtigt blive for tilforladelig, og mangle noget substans, noget kant. Ofte tænkte jeg i den første tid af Carlis Ice Dream, at Carl Emils modsvar til hans drømmende idylliske synthunivers kunne klares gennem en skarp og udfordrende produktion, som satte den typiske, nærmest new-age agtige electroshoegaze på prøve, eller nogle disharmoniske elementer, som gik ind og udfordrede lydbilledet ... at han kunne prøve, at gøre beatsne mere organiske, og tage afstand fra den kolde og maskinelle electro - og nærmest som sendt fra himlen har Carl Emil i løbet af det sidste halve år udviklet en vanvittigt speciel, men forførende lyd, hvor størstedelen af mine profetier på vidunderligvis er gået i opfyldelse - han er nu så tæt på at ramme plet.

Kompositorisk har Carl Emil et stykke vej endnu ved flere af tracksne, og en sidste professionel hånd over produktion kunne også hjælpe godt; ikke noget stort, da en del af styrken i Carlis ligger i dets minimalisme. Han bruger bevidst kun ganske få instrumenter for at holde fast i et solidt lydbillede. I et nummer som Made Me synes jeg stadig, at der mangler noget kant, noget pebber på islagkagen, noget uventet; men i numre som Popp, Stort og Gang I Den rammer Carl Emil efter flere forsøg endelig en lyd, som i mine ører lyder utroligt unik og inspirerende på sin egen måde; en lyd, som emmer af kreativitet kombineret med en eminent sans for den gode melodi gemt bag de virvlende og drømmende synths. Lyden på synthsne er stadig skide syntetisk, men dette ser jeg faktisk som en del af charmen ved Carlis, og en uundværdlig del af hans lyd, da det bidrager til det mystiske, melankolske, plastikunivers, som lyden af en drøm ... Det er svært at undgå at blive grebet af denne musiks forførende mystik, som lyden af Alice i Eventyrland, hvor man aldrig rigtigt ved, hvad næste skridt er ...

Inden længe udgiver han en demo-ep, som I burde anskaffe jer. Han arbejder ligeledes på, at få opbygget et levende liveshow uden brug af laptop - så hold øje med herren, man ved aldrig hvad han kan finde på, han er komplet uforudsigelig - men det kan kun blive stort.

Sangene bliver smidt op en af dagene!

ma motorgirl:

Der Var Engang En Folkeflugt ...

Hermed præsenteres en sød lille skolesag jeg lavede i vinters med assistance fra mit filmhold; ta' den ikke alt for seriøst, bliv ikke skræmt over den prætentiøse fremstilling af hverken Dorias eller Balloon, det var sjovt, det var hyggeligt og det var ligeså meget oplevelsen af at lave en ægte rock n' roll movie ... idealet og utopien var anderledes, men jeg synes nu, at det er en fin lille film, og at emnet er utroligt relevant. Filmen er måske hvad man vil kunne kvalificere som en poetisk dokumentarfilm, der er lange passager kun med lyd og billeder, da alt musikken er odenseansk, og fortjener en præsentation:




Los Chica:

Bellequi

TILSKUERE, I behøves ikke pudse jeres briller - det var ikke 60'er chicks forklædt i læderjakke med paryk, det var ganske rigtigt (grimme, tynde, dumme ...) indiedrenge, ligesom alle vores mandlige bloggere, som Josefine postede, men HØR NU: det kaldes marketing, det lærer vi på gymnasiet, repræsatentatavitaitet, eller sådan noget ... Ønsker vi kvindelige læsere må vi også bidrage med lidt godt til netop denne kræsne målgruppe, som på mystisk vis ikke værdsætter french ladies kombineret med støj, og så må alle vi andre vel blot knibe øjnene sammen, høre noget Lambchop, læse noget Bukowski og drømme væk til tanken om Francoise Hardy, mens søde Josefine får lov at lege løs; til gengæld tør jeg godt love en masse kreativitet og inspiration fra hendes front, og med 6 drenge vil der stadig blive postet flere dådyr øjne end mystiske romantikere. Men hun kunne da i det mindste have postet Serge:

VELKOMMEN HJEM FRA ROSKILDE, for fanden!!! Kunne vi ikke have klaret en uge mere? En fuldstændig utrolig uges tid fyldt med ubeskrivelige sanseindtryk, en konstant cyklus af åbenbaring og bearbejdning, som Jens Aa ville have udtrykt det - havde jeg mere tid, og havde bloggen ikke et regelsæt, havde vi personligt anmeldt hver en strålende koncert; de 2 største "aha"-oplevelser må dog nok siges at være Nisennenmondai og Wild Beasts, hvor jeg efterfølgende stod med den velkendte summende følelse i maven; dét her er livet, det her er musikkens sjæl, dét er den ultimative orgasme, og det er hvad jeg vil.

Meget er sket her i Odense siden sidst - vi er her på bloggen stadig igang med at organisere, så der jævnligt opdateres, og her diskuteres, om bloggen ligeledes skal behandle nyheder; nogle gode nyheder er hvert fald, at Gunn spillede en storslået koncert i Tivoli, som opvarmning for Kashmir, at Dorias Baracca er vendt tilbage til studiet med Jonas Munk, og at Balloon Magic omsider har fået økonomi til at smutte i studiet. Nogle mindre nyheder er, at Rooftales har fået tilbudt et prominent og endnu uafsløret job i Kbh, og dermed også bliver et liveprojekt, og at The Dove is Dead har fået tilbudt opvarmningsjob i Kongens Have til torsdagskoncert. En ærgelig nyhed er til gengæld, at Train Lovers er gået i opløsning.

Nu til en herre, som må siges at have en hvis indflydelse på det odenseanske alternative musikmiljø. Jonatan Magnussens Bellequi er et af de projekter, som jeg har glædet mig allermest til at skrive om - Jonatans forskellige projekter har en eller anden fantastisk evne til at forblive evigt overset trods utallige småforsøg på promovering; dog elsket blandt få i lille bitte Odense, og når man lever i en osteklokke, synes venners kommentarer til et vist stadie også at være mere end rigeligt

Som guitarist / vokalist i Balloon Magic samt part af Rooftales og hedengangne lo-fi projekt Sapa Tapa, Sunn Paw m.m. har Jonatan igennem årene beskæftiget sig med både postrock, lo-fi, shoegaze, noise, indie pop og meget mere; dette kommer godt til udtryk i disse utrolige hjemmeoptagelser, som han har optaget igennem årene på sit lille rodede værelse i sin mors lejlighed med kun småt udstyr til rådighed - en ubegribelig mixtur af alt, hvad han har rørt igennem årene. Enkelte af sangene har endda været forud med en lyd, som gør sig klarest i "Dance"; en blanding af tropisk, primitiv elektronik, og reverbede guitarer, som senere skulle danne grundlag for beachgaze-bølgen (de sad sgu alle i Sverige og tænkte på Jonatan!! - en af bloggens største styrker må være vores uudtømmelige naivitet) - en lyd tydeligt inspireret af f.eks. A.R. Kane og Durutti Column, men egentligt med en mere svensk lyd á la Boat Club..

Jonatans hjemmeoptagelser har flere gange fået mig til at reflektere over kunstnerens endegyldige og komplet umulige spørgsmål, om hvordan man opnår det stærkeste udtryk, det ultimative, den største skønhed; da Rooftales udgav sine sange øvede My Tjau is Kapow intenst, og man kunne ikke undgå at føle sig lidt til grin, når få timers Rooftales arbejde emotionelt kunne overrumple My Tjau's flere måneders slaviske detalje-slid. Brian Wilson vs. Daniel Johnston eventuelt. Det man tilsyneladende kan opnå med en båndoptager, kræver en særdeles rutineret producer for at opnå i et studie, da det levende element kræver en erfaren hånd at fremtvinge; min personlige konklusion har vist været, at enten har man røven fuld af penge og hyrer John McEntire, eller også kan man sgu lige så godt blive derhjemme, drikke et par øl og tænde for båndoptageren ... enten indfanger man nemlig spontant skønheden i øjeblikket, eller også rekonstruerer man det umiddelbare, og begge dele har sin charme, men sidstnævnte er sværest. De 2 musikalske metoder kan dog i sidste ende virke lige stærke og fremstå lige ultimative, og ligeledes kan en kombination, men for upcoming indiebands med en svag økonomi skulle det måske overvejes at tage mere end blot ideologisk inspiration fra 90'ernes lofi-scene, og gøre noget af lortet selv, i stedet for at køre musikken igennem en pletrensning ved den stereotype økonomisk venlige producer i provinsen, som Jonatan f.eks. altid netop har undveget ...

Så alle jer unge desperate musikere, som ikke har mange penge - køb jer dog en firsporsbåndoptager, og begynd at lege løs; har man et musikalsk sind kan det høres på trods. Det umiddelbare udtryks æstetik, hvor "fejl" indoperes som et charmerende og autentisk element i musikken, gør sig foralvor gældende her i Jonatans Bellequi, og jeg kan anbefale alle, at give ham et værdigt lyt - han er nemlig et prægteksempel.

I øjeblikket er vi her på Tilskuere igang med at definere vores selvbillede og ligesom frembringe en kollektiv identitet, og inden længe vil flere indlæg (af flere bloggere ...) forhåbentligt blive smidt op. Hav en vidunderlig sommer, og sørg for at få sovet Roskilde godt ud af kroppen, spil en helvedes masse musik og drik nogle flere øl. Søndersmadrede illelugtende roskildekys fra allesammens eneste blogger her på Tilskuere (med undtagelse af Josefine, som kort har givet lyd fra sig med nogle skinny indiefyre); de andre er måske blot opdigtede, søde og intellektuelle legekammerater, men det skal ikke forhindre mig i at være positivt stemt og yderst idealistisk! vi synger denne sang i kor: http://www.youtube.com/watch?v=Sr--mmL5iuA

Bellequi - Dance: http://www.opendrive.com/files/5829734_Q9u9n_6d84/Bellequi%20-%20Dance.mp3
Bellequi - Sandcastle of Dust: http://www.opendrive.com/files/5963413_l1V81_dae3/Bellequi%20-%20Sandcastle%20of%20Dust.mp3
Bellequi - To Purchase a Smile: http://www.opendrive.com/files/5963399_07MyP_51d0/Bellequi%20-%20To%20Purchase%20a%20Smile.mp3
Bellequi - The Powder Flies (Dizzying for the Eyes): http://www.opendrive.com/files/5963412_N4wCj_ab57/Bellequi%20-%20The%20Powder%20Flies%20(Dizzyin.mp3
Bellequi - Lips Like Papier-Maché: http://www.opendrive.com/files/5963397_1XWAn_0a19/Lips%20Like%20Papier-Mach�.mp3
Bellequi - If John C Played a Kazoo: http://www.opendrive.com/files/5963414_5uAfg_c94a/If%20John%20C%20Played%20a%20Kazoo.mp3
Bellequi - Cruisin': http://www.opendrive.com/files/5963398_3yMKf_b9d7/bellequi%20xinli%20ultimate.mp3
Bellequi - Silly Escapist: http://www.opendrive.com/files/5830019_7uNjx_9a1e/Silly%20Escapist.wav

/ Nikki Brüs (mit kunsternavn i tilfælde af pludselig tysk succes)

The Dove is Dead

Første musiske indslag ... - trommehvirvlen lyder, og den første heldige vinder eeeer ... Jens.

The Dove is Dead er et nyere projekt af Jens Aagaard, som ligeledes er skribent her på siden; et projekt, som på kort tid har taget en drejning. Hvad der startede ud som instrumental, dyster GY!BE-inspireret postrock er gået hen og blevet et elektronisk orienteret, en smule mere dansabelt anlagt, men ikke mindre atmosfæremættet bekendtskab.

Jens' vokal er teatralsk, og hiver os med ind i et spøjst, nærmest syntetisk og apokalyptisk univers (her hænger GY!BE-inspirationen ved), hvor de "cheesy"-strings lægger jordbærdet på flødeskummen - lyden er støvet og lo-fi, da den er optaget i soveværelset, og attituden er kompromisløs. Set-uppet er utrolig minimalistisk, bestående af udelukkende et par enkelte synths, en guitar og en vokal - ja, jeg tror at I hørte rigtigt, ingen laptop.

Lortet virker - alt i alt skabes en lyd, som faktisk på mange måder er utrolig vulgær, med de mange proggede-synths, men ikke desto mindre fantastisk; lyden spiller nemlig bevidst på musikalske klichéer (f.eks. den lyse klagende synth i "Bottleneck"), som også John Maus og Ariel Pink gør det - en musikalsk vulgaritet som sættes i en ny, fremadrettet og banebrydende kontekst - f.eks. ved de resterende postrock-elementer - og dermed på ingen måde er negativ, men blot rod for noget nyt, smukt og stortartet. Som når Tarantino mixer alle søgte filmelementer i en stor cocktail, og opnår noget nyt (i det mindste var det nyt i starten ...). The Dove is Dead har stadig en generel mørk og desperat tone som i postrock-perioden, men med dén karakteriske melankoli, som kun kan opstå ved mixturen af dansabelt pop og en klassisk reverbet guitar ...

Jeg har været så heldig at se The Dove is Dead live, og erfaret, at han trækker musikkens kompromisløshed med op på scenen; det var en stor oplevelse, at se sådan en intens fremførelse af et stykke musik, overfor blot en 20 mennesker til et åbent hus arrangement. Så glæd jer til en storslået oplevelse, hvis I en dag får budt muligheden, som jeg ved sidste The Dove is Dead koncert i min svage beruselse kom til at sammenligne med Sex Pistols' legendariske show i Manchester ... men det gør jeg vist så ofte, og så skruer vi vist heller ikke mere op for blusset i denne omgang, tror jeg nok. Vi kan kun glæde os til, at han optager noget mere.

The Dove is Dead og lo-fi scenen i Odense er blevet diskuteret på musikforummet Svingninger (http://svingninger.dk/viewtopic.php?f=1&t=29612), hvor flere spændende pointer er blevet diskuteret. En bruger kaldte f.eks. (med en anelse sarkasme?!) Odense for "det nye sort", haha - tag gerne et kig. Vi har dog scoret Anders Thode, og en erklæret fan betyder mere end tusinde. ;)

The Dove is Dead er for fans af: John Maus, Ariel Pink, Suicide, GY!BE, Washed Out, og fans af Arthur Russels elektroniske, Seefeel og Bark Psychosis vil også få opfyldt flere behov ...

The Dove is Dead - Bottleneck:
http://www.opendrive.com/files/6530063_IDIak_98e8/Bottleneck%20(højere%20kvalitet).mp3

The Dove is Dead - I Hate:
https://www.opendrive.com/files?6530062_DREwn

www.myspace.com/jensaagaard

God lørdag nat, det har været dejligt med en hjemmeaften, og ta' nu ikk' det deeer VM så ski'e tung. Her er et billede anbefalet af min gode ven Mikkel - lidt for meget Star Trek til min smag, men 60's, hell yeah:


Vh
Nikolaj


Ps. Hvis I har nogle tips mht. til fil-organiseringen, når man nu driver sådan en blog, så skriv gerne en besked! Og masser af respons. Masser, baby.

Bloggens essens anno 2010 og andre reflektioner - første indlægs smældende pisk ...

Uh ja. Endnu en blog - er det egentlig ikke dét, vi har manglet? Det savn, som vi så ofte har begrædt i søvne?

Vi har alle sådan drømt om en blog, hvor unge musikere kunne promovere deres eget lavbudgets amatørmusik, der langsomt vil hobe sig op og overdynge vores i forvejen uoverskuelige musikbiblioteker, indtil vores laptops larmer mere end en vhs-maskine anno '79 ... vi har været åh så rastløse, trippet og trampet, savlet bare over tanken, og der var stilhed før storm ... : ENDNU EN BLOG ER FØDT, SUCKERS!

Hurra hurra og skrål i vildskab, fødestuerne kan ikke klare mere, snart må blogspot indføre fødselslove med inspiration fra overbefolkede Kina: "højst 1 blog per fancy MacBook, og højst ét indlæg pr. daglig købt caffe latté + bøde på 1000,- for hver uberettiget hype".

Ak ja, her er vi. Endnu en dosis prætentiøse unge, som de ældre herrer på Information ved første blik måske ville døbe hipsters, ja, bare alt var som i '79, da vhs-maskinen larmede og punken rullede, vi er syndere; vi hører nemlig så meget forskelligartet musik, at vi er identitetsløse, mener ex-punkerne, haha - nej, vi beskæftiger os sådan set bare med alt det, vi godt kan lide uden at skele til vores egne tilhørsforhold. Vi er et produkt af den globaliserede og internetprægede virkelighed, vi lever i. Ligesom alle de andre skide irriterende bloggere. En sjov virkelighed, en dansk virkelighed, som er væsentligt anderledes end de gode gamle dage ... ahh, de gode gamle dage...

I gamle dage gik man nemlig til koncert for at opleve bandet i sin reneste form, ved sin sande styrke, som for bekræftigelse af bandets essens, og at jeg nævner dette er ikke som hyldest til min far eller af tyk nostalgi - jeg var jo for fanden knapt nok født. Jeg nævner det fordi, at de små pladeselskaber i dag står undrende og magtesløse, imens de ryster på hovedet over, at ingen møder frem til deres koncerter. Hvorfor mon nørderne ikke møder frem i stortal? Tjoh. Jeg vil til dels mene, at det var på grund af os. Om det er en skam er der flere vinkler på, og hermed kommer bloggens eksistensgrundlag anno 2010 ind i billedet:

Et bands sande styrke og karakter synes ganske forfærdende i dag at kunne opsummeres på en myspaceprofil, eller ved en kortere blogbeskrivelse og én enkelt Mp3 (sommetider er det ikke engang nødvendigt at høre hele pladen, når man nu har den ene, og sommetider er det som sådan ikke engang nødvendigt at læse, hvad bloggeren skriver, da man bare skal have sit fucking hype-fix, den seneste sensation, det nye, det cool ...). Måske ville man kigge forbi koncerten, hvis bandet besøgte byen - ja, folk værdsætter skam stadig livemusik som en totaloplevelse ... men koncerten er ikke længere nødvendig for oplevelsen og udforskningen af ny musik.

Vi er med bloggen, myspace m.m. på flere måder trådt ind i en kultur, som let vil kunne kritiseres for en overfladiskhed, hvor musikken sommetider nærmere fremstår som et produkt, et hurtigt skud, en godbid fremfor et stykke kunst. Dette skyldes en række forskellige faktorer, som jeg her har sat på spidsen; den nye tid betyder f.eks., at der ikke er langt fra øvelokalet til bloggen (=hypen), og dermed tvinges bandet ikke til at præstere på samme måde, som over for et forventningsfuldt og kritisk publikum. Bandet skal blot have den rigtige sound; helst med et klassisk "Just Like Honey"-beat, et diskret, tropisk islæt, og nogle cool wayfarersolbriller, hvor musikkens kvalitet bliver målt i decibel hvid støj. Musikeren sættes altså ikke længere i spænd, men forkæles, hvis han blot han beskrives med de tags, der er oppe i tiden. Der dannes et blog-miljø, en virtuel virkelighed, som går ind og "overflødiggør" et kunstnerisk miljø som f.eks. det omkring spillestedet CBGB's i 70'erne. Dette vil jeg i øvrigt mene er nogle af årsagerne til, at man skal igennem så meget ubrugeligt trash på musikblogs, for at nå frem til guldet.

Oh yes, en blog som hader alle andre blogs - nej. Heri kommer det interessante. Inden vi svømmer helt væk i nostalgi, er det på tide at pointere, at alle ovenstående problematikker har flere dimensioner. Der ligger også mange fordele i den nye, forbrugerorienterede kommunikation ... fordele, som vi i de sidste flere år har nyt godt af. Nye talenter opdages med det samme, uanset om de har kræfterne til at stille sig op på en scene eller ej. Musikken køres her ikke igennem parametre som salgsbarhed, og lignende (oftest) kunstnerisk kvælende marketing. Ikke mindst dét, at der er gået sport i hele tiden at jagte "det nye", betyder, at der konstant er fokus på nye tendenser, hvilket på flere måder også er stort og vidunderligt for kunstnerne. Præmissen er, at bloggen anvendes som inspiration, skal tages med et gran salt, og at blogs i højere grad bliver bevidste om, og gør deres publikum opmærksom på, deres svagheder ... En Mp3 på denne blog vil altid være en opfordring til selv at opsøge og høre mere, live eller på plade, når de søde odenseanske musikere en dag kommer så langt.

Essensen af dette første indlæg er altså at forstå, at man bliver nød til at acceptere, at bloggen ikke er fejlfri, at bloggen ikke er hele fremtiden, men blot skal anvendes som et lille, værdifuldt vindue til nutidens sprudlende musikkultur ...

Til sidst skal også nævnes, at vores blog ikke er nogen helt almindelig musikblog, men derimod nærmere er en præsentation af ét miljø, Odenses. Det er dog usandsynligt, at vi kan holde nallerne fra af og til også at vende blikket udad. Kig endelig jævnligt forbi, og se hvad vi har fundet på - flere og flere bloggere vil forhåbentlig løbende blive tilkoblet, og jeg glæder mig. Husk blot på, at det ikke er en selvfølge, at alle meninger er delt. Som en godbid vil jeg opstarte en tradition, som lyder at poste et billede af nogle cool chickz (næsten) ved hvert indlæg.

Here you go:

God torsdag aften, og fortsat god læsning.

Vh
Nikolaj Bruus