Efterår i Odense

Vel nok sker der i øjeblikket en masse ærgelige ting i Odense på den kulturelle / ungdommelige front, som ikke kan forhindres; musikinstrument-butikkerne i den indre by pakker sammen på stribe, Smagløse er gået konkurs, Elefant Studiet pakker sammen fra lokalerne på Havnen og en god dosis af vores lokale bands rykker udenbys.

Musikbutikkerne dannede grundlag for den hyggelige og kulturelle atmosfære i Nørregadekvarteret, og forsynede naturligvis musikerne. Et kvarter, som havde et voldsomt potentiale, og nu er i fare for at miste sin levende karakter og attraktivitet. Tak højere kræfter for at "Pizza Falafel Kebab King" og hans farverige livshistorie på de overmalede vægge, samt glinsende vandpiper og guldbetrukne elefanter stadig er i live.

Det kunne forleden læses i Fyns Stifttidende, at Café Den Smagløse på Vindegade er gået konkurs. Smagløse føles for mange studerende som den eneste odenseanske café, som foralvor byder dem velkommen gennem dets uhøjtidelighed, afslappede atmosfære og naturligvis studentervenlige priser og sene åbningstider - i en by, som i forvejen lider af alvorlig mangel på tilholdssteder for unge mellem 18-25, vil tabet være større end som så. Lad os nu se hvad der sker.

At Elefant Studiet pakker sammen skyldes, at lokalerne på Havnen (hvor Dorias Baracca bl.a. også har øvelokale) er blevet solgt til nogle nordmænd. Dette er en skam, da studiet på mange måder var en stor hjælpende hånd til det lokale indieorienterede musikmiljø, og besad en misundelsesværdig professionalisme. Vi håber naturligvis kraftigt, at studiet fortsætter i nye omgivelser.

Et tab af kompetente lokale bands, som smutter til Aarhus eller København, kan siges at have både ulemper og fordele. Af ulemper kan nævnes, at Odense mister en portion kreativ energi, kulturelt omdømme / reklame og at vi som odenseanere mister en dosis arrangementer. Det er vi dog efterhånden så van til - at der bliver skåret et solidt og essensielt stykke af undergrunden i dét at bands flytter udenbys er en næsten årlig begivenhed; heldigvis er den odenseanske undergrund så vidunderligt blomstrende og evigt helende, at der altid står en lang række bands og initiativtagere klar til at føre miljøet videre, når den ældre generation får huen på og smutter til KBH, Aalborg eller Aarhus. Tænk tanken, hvor stort et kreativt centrum Odense kunne være, hvis vores kompetente bands og andre kreative ildsjæle ikke følte sig nødsaget til at flytte udenbys, som følge af Odense Kommunes fejlende kulturprioritering ...

Det positive aspekt ved at bandet rykker op med rodde er, at bandet som oftest vil opnå en yderligere fremgang ved at befinde sig et sted med flere kulturelle tilbud og øget interesse. Her tænkes f.eks. på Gunn, Nabo og Jeremy Sparrow. Det kan i sidste ende ikke betale sig at bo i Odense, hvis man satser på en musisk karriere indenfor indierocken / elektronisk musik / det eksperimenterende; her befinder sig et fantastisk loyalt publikum, en solid opbakning og et stort miljø med interesse for musikken, men intet som lægger op til bred national / international anerkendelse - ingen talentjægere, kun ganske få pladeselskaber og bloggers og kun få turister ... Kun en snæver kreds af musikelskere, som dog desværre ikke kan hjælpe hinanden langt på det praktiske område.

Mangler man endnu at finpusse sit udtryk før man vil ud og vælte verden er Odense dog et fantastisk sted at opholde sig som indieorienteret musiker, da man her ikke blot er én ud af mange hundrede. Man oplever i Odense en hurtigere umiddelbar anerkendelse og mindre jantelov, og man er måske en del af et tættere og mere overskueligt kreativt miljø. Der er altså ikke den store konkurrence, og hvergang noget god musik opstår udenfor KBH eller Aarhus har anmelderne / bloggerne en tendens til at reagere, som var der sket et mirakel. En fin lille gestus, som er værd at udnytte.

Så før at alle de håbefulde odenseanske rock/indiemusikere drager udenbys iført læderjakker, solbriller og høj selvtillid må de huske på, at man (i særdeleshed i København) på overfladen blot er én ud af mange ... I KBH er der flere indiefyre med sidecut, end der er tykke overskæg i Jylland eller japanske H.C. Andersen turister i Odense. Og dét siger en del. Skrøbelige, eskapistiske, selvhøjtidelige musikere / kunstnere der alle stolt råber "æstetik og så'n noget ..." hvergang de skal forklare hvorfor, at netop deres kunst er det nye sort. Kort sagt, tusinde kloner af dig selv, så det foralvor bliver vigtigt at præstere og anskaffe sig de rigtige kontakter i stedet for at omgås en pøbel af trygge bekendtskaber, som klapper hvis man kan binde sit snørrebånd.

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet - ja, så burde man som ung og kulturelt engageret odenseaner måske ikke være helt på toppen i øjeblikket ... Men mærkværdigvis er stemningen HØJERE end den har været længe!

Der er et utal af ting i gære, som ligger og flyder dybest i undergrunden med kæmpe potentiale:

- Flere af de "større" odenseanske bands er ved at færdiggøre indspilninger, og mange spændende arrangementer / initiativer er undervejs. Senest har Balloon Magic og Dorias Baracca været i Elefant Studiet, begge under Jonas Munk aka Manuals vinger.
- Vision Odense og dens kreative grundlag synes også at sætte sit præg på byen, og vi har fået bycykler.
- Mimeteatret pisker op med det ene spændende arrangement efter det andet (bl.a. Spoken Word), og han har efterspørger flere koncerter med det lokale ungdommelige musikmiljø - og det skal han få; et større arrangement vil højst sandsynligt blive offentliggjort inden alt for længe, hvis Mime Gert er med på vores idé.
- Off The Hook Thursday har på torsdag bl.a. hevet Iceage til byen, og de gør det generelt skide godt.
- Ikke mindst har min veninde Ida og jeg for lidt siden afleveret en stor opgave til Odense Kommune om hvordan Odense bør se ud i 2025 - her er blevet lagt vægt på nødvendigheden af at støtte de kreative vækstlag og hive international konkurrencedygtig kultur til byen for at fastholde / tiltrække de studerende samt de kreative ildsjæle. Vi beder naturligvis til, at de lytter til vores ord og illustrationer.
- En masse små odenseanske lo-fi projekter er spiret op (Paranoid Park, Black & Blue ...).
- Carlis Ice Dream (Carl Emil fra My Tjau is Kapow) arbejder intenst på at få færdigtgjort sin ep.
- My Tjau arbejder stadigt på at færdigggøre deres gamle materiale, hvorefter de vil opsøge et mere organisk udtryk med bl.a. strygere.

I løbet af den næste tid vil jeg præsentere Odenses lofi-scene og sammenfatte en odenseansk lofi-compilation, som jeg håber, at I vil kunne lide. Og ej at forglemme:

Carlis Ice Dream - Popp: http://soundcloud.com/carlisicedream/popp
Carlis Ice Dream - Russia: http://www.sendspace.com/file/nralf2
Balloon Magic - I'd Like To Build a House (råskitse) - http://www.opendrive.com/files/7656036_pDcss_55a0/._I'd%20like%20to%20build%20a%20house%202.mp3
Balloon Magic - Icarus (live): http://www.opendrive.com/files/7656037_1DdHl_a83e/02%20Icarus.mp3

Balloon Magic

Vi har holdt en rigtig lang sommerferie – selvom den har føltes utroligt kort. Vi troede alle sammen, vi skulle spille musik; at vi endelig havde det gyldne råderum til vores kreativitet … men næ, når solen skinner og Roskilde-rutinerne nægter at forlade ens krop virker det meget mere logisk og ligetil, at ringe til en ven og drikke en øl. Ja, og så blev tiden pludseligt et løst begreb, og nu er sommerferien altså slut. Her på Tilskuere er vi stadig i gang med at strukturere. Hvor mange skal skrive? Hvilken funktion skal bloggen have? Nu skriver jeg til jeres åbenlyse overraskelse endnu engang, jeg kunne simpelthen ikke holde den pinlige tavshed ud. Men ... Hvis vi nu kalder på de andre kan det være, der sker noget ...?

JENS??? ALEXANDEEEER?! JOSEEEEFINE? JOSIE?……… JENS AA?? JEEEEEEEEEPPE??

Nah, det lyder ikke, som at de svarer – jeg tror nu dog, vi kan glæde os til et prægtigt indlæg fra Jens inden længe. Lidt er der alligevel sket siden sidst – mit nye band med Jacob fra Train Lovers, Simon fra Dorias og Jeppe fra Balloon Magic lader til at blive skide godt, øvelokale er dog som altid problemet, og det samme gælder My Tjau. Dorias Baracca er stadig ved at tracke, Jens Aagaard spillede i Kongens Have til torsdagskoncert, Gunn’s EP må vel også snart ramme landjorden, og Train Lovers spiller live til Off The Hook Thursday … Kansas City Live er også lige om hjørnet hvor både Dorias Baracca, Manual, Jeremy Sparrow m.m. skal spille, så Odense er fint repræsenteret i kulturkalenderne.

Jeg vil nu kaste mig over noget andet og mere seriøst, lad dig ikke forvirre af navnet, det er ikke for sjov … – det er ballon magi for melankolikere, du ved … Forestil dig Oscar Wilde lave ballon-tricks, eller sådan noget! Han kan kun lave den grimme ælling. Hans speciale. De andre ællinger, nej kællinger, er mainstream. Nej, jeg er i et farligt humør … lidt en skam, da jeg elsker dette band meget, meget højt. Haha, nu må vi se hvad der kommer ud af tasterne.

Bag navnet, som mest af alt lyder som et utroligt pinligt kort i en kikset japansk pokemon-agtig børnedille, bag forsigtigheden, bag den underfundige form for uberettiget mæthed bandet fra en udeståendes synsvinkel lader til at føle ved blot en sølle, grå myspace og et par skrattende demosange ...

Bag støvet, som kan pustes væk som var det en fjer, gemmer der sig et stærkt bankende musikalsk hjerte hos odenseanske Balloon Magic, måske endda en vis dosis af den magi, de snakker om; et hjerte, som har blod nok til alle, men skal blodet helt ud til fingerspidserne, er det en opgave for både lytter og band (for ja mine damer og herre, denne gang skriver jeg ikke blot endnu en omgang sødmefuldt sludder …)– opgaven går på, at man som lytter fra start af indstiller sig på at spærre ørerne godt op for for alvor at føle og forstå det komplekse, evigt foranderlige og detaljemættede lydbillede, som er kendetegnende for Balloon Magic - og at bandet ligeledes selv åbner op for alle sluser, der kan åbnes, så også tørstende musik-vampyrer udenfor den lille osteklokke kan få lov at smage den sangskrivningsmæssige råstyrke og kompositionsmæssige force, der hviler så fandens dybt i bandets sange, og kan iagttage hvilket charmerende firkløver vi egentligt har fået foræret kvit og frit. Hvilket enormt potentiale, der ikke må gå til spilde.

Ja, Balloon Magic skal sgu sælge ud. Det er dét, de skal. Bare en lille smule; ikke i den forstand at de skal bortgive deres sjæl, men derimod åbne op. De skal profilere sig selv en anelse mere, tage et fix narcissisme, og måske rydde lidt op i deres lydbillede. Og jeg tror måske, at de skal sparke en lille smule til drømmen, antænde gnisten, huske på den stormende følelse, man oplever ved værdsættelse af ens kunst, og hvordan denne følelse kan forstærkes gange tusinde, hvis man intensiverer koncerterne, og på scenen tør vedkende sig, at musikken sgu kommer fra hjertet; og herigennem indlemme lytteren endnu mere i den musikalske oplevelse ved at booste den energi, som allerede er lagret i sangene og klar til at blive sparket afsted. De skal vælte nogen forstærkere, sætte ild til et par guitarer, i stedet for at agere som et postrockband, når de spiller indiepop … haha. De skal høre noget Joan Jett og fyldes op af noget primitivt gå-på-mod. De skal mærke den overvældende kærlighed, som enkelte mennesker sgu allerede nærer til musikken, og med dette i baghovedet satse stort. De skal smælde højere med dørene. Og jeg skal holde min kæft, da alt ovenstående selv er mit største musikalske handicap, men ligeledes er det min utopi, vel nok for mig selv, men i dén grad for Balloon Magic.


Først lidt baggrundshistorie. Balloon Magic består af fire drenge bosat rundt omkring på Fyn, men med hovedbase i Odense, hvor de også netop har fået øvelokale; Jeppe, Jonatan, Tue og Mathias. Bandet blev dannet på Vesterdal Efterskole for … hvad har det været … 1.5 år siden? Siden da har det svinget en del med aktivitetsniveauet, men der har bestemt aldrig været helt slukket for ilden, og de har undervejs spillet nogle koncerter i ny og næ - primært i Middelfart, som har haft væsentligt mere at tilbyde bandet, end Odense nogensinde har kunnet diske op med.

Naiv, krystalklar og melodiøs indiepop med lige dele Sarah Records, Go-Betweens og Beat Happening fusioneret med enkelte elementer fra den mere ambitiøse og udfordrende engelske postrock og shoegazescene er måske sådan, man vil kunne definere Balloon Magic, men stadig ikke fyldestgørende, da de netop trækker mange tråde, som også går længere tilbage i det musikalske landskab. Enkelte Television / Feelies-lignende passager dukker op til overfladen i ny og næ, som også Eno sommetider bringer en hylende guitar, og Can’s monotone rytmeunivers ruller forbi. Guitarerne er i centrum, det er dem, der binder sangene sammen; janglede, skrøbelige, snoende og dragende, melodiøse, melankolske ...

Bandets vision er pop; at ramme det almene menneskes hjerte ved hjælp af den magiske nøgle, som er gennemgående melodiøsitet, simple kompositioner, iørefaldende hooks, samt en fornemmelse af velkendthed, og herved tryghed og forbindelse mellem lytter og musiker – og herefter klæder de poppen på i nye farvestrålende klæder, bringer trygheden i en ny kontekst, et spraglende univers af ny lyd, som nu ganske ubesværet går direkte i hjertet. Lytteren er modtagelig for hvad som helst, så længe de har nøglen, de har poppen, det magiske, 5. element.

Og en unik popnerve er hvad jeg mener, at Balloon Magic har ramt. Som tiden er gået har Balloon Magic bevæget sig mere og mere hen imod en klassiske sangskrivning, hvor trommer og bas som led i en bevidst strategi - istedet for at udtrykke teknisk virtuositet - danner et solidt fundament for guitar og vokal, hvilket er særligt i en tid, hvor indiemusikere ofte har en tendens til gerne at ville fylde så meget på deres instrument som muligt. Jeg så nu gerne, at Balloon Magic kørte den endnu længere ud, og oftere anvendte den akustiske guitar, og hermed inddrager det rå udtryk, som når Jonatan sidder i sin lejlighed og skriver råskitserne; her gemmer sig en styrke, som ikke må drukne. De har deres dosis teenage weltschmertz, men dette vil jeg vove at påstå er intet mindre end en uundgåelig ingrediens i hvert et fangende, solidt indieband; det er sgu nærmest det vigtigste krydderi, om det så blot er en bismag. Og i dette tilfælde gemmer der sig nemlig rent faktisk et godt, gammeldags sangskrivningstalent omme bag ved solbrillerne, Jonatan K. Magnussen. Hans vokal ville nogle måske klandre for at være noget for at være noget desperat og prætentiøs; noget som aldrende, kræsne musiklyttere med en fortid som fanatiske Smiths / Associates fans nok vil have det svært med, indtil musikhistorien en skønne dag har legaliseret hans røst, gjort vokalen fortjent til at synge mod stjernerne - haha, endnu engang hersker janteloven om noget blandt indiefans ... "han skal sgu ikke tro, han er no'en Morrissey". Jeg kan ikke andet end at overkaste mig og acceptere vokalen som jeg føler den; sjælfuld, energisk og ærlig i udtrykket.

Vi har at gøre med et typisk, moderne indieband i dét, at de kan være svære at sætte en finger på; musikken er - forudsat af medlemmernes brede musikalske horisont – udtryksmæssigt lidt af en gryderet bestående af de sidste 50-års rockhistorie, og måske primært forgreningerne af det temmeligt udvandede 30-år gamle indiebegreb (en genre efterhånden egentligt kun defineret af en medieskabt ”coolness” / attitude).

Det er sådan set meget almindeligt i dag at kunne referere til sin historie. Det er dog knap så almindeligt, at det på overfladen ganske ordinære indieband bestående af trommer, bas, guitar og vokal, som bloggeren hver eneste dag smider op på hans site og reklamerer som "det største siden Smiths" rent faktisk har bare en 10ende del af den vaskeægte indienerve, som medierne evigt jagter ... Denne her helt særlige lyd, hvor alle øjeblikkeligt må kaste sig i sandet af ren og skær afmagt og fryd, et band med både en stjernebestøvet originalitet og melodiøsitet, som rammer alles læber i forundring over musikkens mystiske tiltrakningskraft ... Alle med et kendskab til deres indieklassikere (Pixies, Pavement) vil vide hvilken ungdommelig, melankolsk nerve her er tale om, hvilket nærmest magisk fænomen som ikke står til sammenligning ... Ja, den utroligt svære (og ganske enkelt umulige) opgave bliver derfor i dette indlæg at beskrive hvorfor, at netop de lokale ballondrenge fra Fyn som både i daglig omtale og på tekst aldrig har været mere end bare "fin", et band som på papiret minder så uhyggeligt meget om alle de andre indiebands ... men hverken smider med konfetti, kaster med balloner, gror bonghår eller får ensartet overskæg ... har bare en lille bitte dosis af dette eftertragtede stjernestøv, som kunne sælges for millioner, hvor alle kanaler fører til direkte til hjertet; og måske endda har en hel papirsæske fyldt derhjemme ...



Bandet smutter nu i studiet inden alt for længe, hvor jeg ser frem til at de endelig kan realisere deres sange fuldbyrdigt, og de er som sagt ved at bygge deres eget øvelokale op. Betragt indlægget som en kærlig opfordring til bandet om mere lyd, og så selvfølgelig som en indirekte besked til jer om, at I også giver jeres fulde støtte, hvis I også værdsætter tonerne ...

Her er nogle demoer, hvor Jonatan spiller nogle af bandets sange akustisk, samt de to demo-optagelser med hele bandet, ”Blue Dawn” og ”Fell”.

Jonatan er forresten dette indlægs babe. Nogle indvendinger? Skriv en mail, assholez.

http://www.myspace.com/balloonmagico

http://www.opendrive.com/files/6198976_GTqbV_c7c7/Potestas%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/6198978_9vBgq_0a76/Waking%20Up%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964682_0oOKt_0087/Blue%20Dawn.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964683_WEvPd_30db/Fell.mp3