Hvordan bør Odense se ud i 2025? Forord.

Jeg vil her på Tilskuere præsentere uddrag af den opgave min veninde Ida og jeg sendte ind til Odense Kommunes konkurrence, hvor unge gymnasieelever skulle udtrykke hvordan Odense burde se ud i 2025. Det kunne være alt fra en kort og simpel formuleret magisk idé til en kæmpemæssig rapport til et skuespil eller et maleri. Ida og jeg valgte at aflevere en længere opgave, hvor det kreative og poetiske spillede en central rolle i både skrivestilen og layoutet / udsmykningen; dette som en naturlig følge af, at opgaven primært omhandlede en forbedring af det odenseanske kulturliv med fokus på musikken og de kreative vækstlag. Jeg skrev teksten og Ida sad og tegnede og klippe klistrede, og ud kom et produkt som naturligvis ikke er på akademisk højniveau, men på en charmerende og poetisk vis får sagt, hvad det er vi brænder inde med. Jeg vil senere hen supplere med billeder af Idas vidunderlige visuelle arbejde. God læselyst - det er meget langt - jeg forstår, at det er for langt for nogle - ellers lav en kop kaffe, og tag dig blot god tid! Dette indlægs sixties lovechick har noget utroligt sejt på hovedet som skribenten her er helt tosset med ...:

”Odense mangler sådan et træk af fantasme. Der mangler noget storhedsvanvid. Noget hvor man går ind og siger, fuck så gør vi det. Man skal tro at man er verdens sejeste by, fordi ellers så bliver man det ikke. Det der med, at hvis man sigter efter stjernerne, så rammer man måske månen” – kvindelig studerende, Odense i Fokus, 2007

Hermed vil jeg byde velkommen til 2 odenseanske unges vision om hvordan Odense bør se ud i 2025. Visionen vil blive præsenteret gennem en pixibog, og to 2 bøger af et noget større format. Eftersom Odense er eventyrets by vil det gennemgående tema i både det skriftlige og illustrative være det eventyrlige.

Pixibogen”Odense: Danmarks Grimme Ælling”, som består af mit eventyr, skulle illustrere et alt for ofte set eksempel på de unge, odenseanske og kulturelt engageredes skæbne og vise, at der på trods af store kommunale ambitioner og højtravende erklæringer på kulturens vejne, må være noget fundamentalt galt med kulturpolitikken i praksis.

I eventyret er denne konklusion løst baseret på min historie, hvor et lokalt, stort, velfungerende socialt og kreativt netværk på kanten af berømmelse udenlands og udenbys - og i øvrigt en kærlighed til den eventyrlige odenseanske atmosfære, byens historie og en anerkendelse af byens bredde uddannelsestilbud – slet ikke synes at kunne rokke ved den kulturelt engageredes målrettede og éndimensionelle beslutning om, at flytte fra Odense.

Eftersom formatet er en eventyrligt illustreret pixibog, må alle ord læses med dét i mente, at romantisering og overdrivelse fremmer forståelse.

For at tendensen ikke skulle skydes i skoene som ”doven kulturel højrøvethed” og ”forudbestemt pessimisme”, som jeg prøver at tage kraftig afstand fra, skulle eventyret også vise, at det ikke kun var den kulturelt engagerede, som følte at der manglede noget, og legede kraftigt med tanken om at studere udenbys. Eventyret skulle derimod beskrive hvordan det i daglig tale på gymnasierne en blevet en selvfølge blandt mange almene unge, at udtrykke ønsket om at flytte udenbys efter gymnasiet (læg mærke til, at jeg ligger vægt på ønsket, da mange praktiske omstændigheder f.eks. kan holde ønsket fra at blive en realitet); at der altså lå noget til grunds, som påvirkede os alle. Ikke mindst blev der bundet en sammenhæng mellem den almene unges (kulturforbrugeren) og den kulturelt engageredes (kulturproducenten) rejse væk fra Odense.

Jeg stillede spørgsmålet, om det ikke kunne være anderledes, og jeg konkluderede udfra udtalelser og håndsoprækning på mit gymnasie, at næsten alle de pågældende unge var enige om, at deres fravalg af Odense som studieby overvejende skyldtes et uattraktivt kulturliv.
Dette bakkede mig op i min egen mangeårige følelse af, at Odense var bagud hvad angik et kulturliv, som var attraktivt for de unge og studerende, og hermed havde jeg solid baggrund for at undersøge hvordan Odense på et generelt plan kunne gennemgå en udvikling; få udnyttet dets ambition, vilje og potentiale, og forvandles fra ælling til svane; svanen skal forstås som et billedesymbol på en realisering af et potentiale, og potentialet er i mit eventyr det spirrende, kreative, mangfoldige og først og fremmest ungdomsorienterede kulturliv, som mange unge ikke føler, at der udfolder sig optimalt i Odense.

På baggrund af dette konkrete eksempel gik jeg i gang med bog nr. 2 ”Den Levende Studieby”, som bl.a. skal beskrive hvorfor, at det i daglig tale skal være en selvfølgelighed at udtrykke et ønske om at flytte fra Odense; anden bog beskriver ligeledes hvilke forudsætninger Odense har for, at dette kunne være anderledes, som den også beskriver hvad der kendetegner en attraktiv studieby / et ungdomsvenligt kulturliv. ”Den Levende Studieby” er opdelt i en række underoverskrifter, som altså mere sagligt og konkret forklarer Odenses nuværende situation, men ikke direkte fortæller hvad der skal gøres.

Hvad der skal gøres beskrives derimod i 3. bog ”Fra Drøm til Virkelighed”. Her skrives helt konkret og i punktform hvad der kunne gøres for at gøre Odense mere attraktiv for de studerende, og opnå et mere ungdomsvenligt kulturliv. Jeg stiller Odense 3 overordnede udfordringer, og hvis Odense består disse vil byen forvandles fra ælling til svane. ”Fra Drøm til Virkelighed” er altså den endelige og nødvendige konstruktive afslutning.
1. bog ”Odense – Den Grimme Ælling” giver altså en forforståelse og et anderledes poetisk indblik i problematikkens substans, hvor 2. bog ”Den Levende Studieby” uddyber, analyserer og diskuterer, og 3. bog på konstruktiv vis konkluderer og samler trådende. 3 brikker hvoraf ingen kan udelades – i så fald braser huset.

Hverken Ida Edel Salling, som har stået for det illustrative, eller jeg, Nikolaj Bruus, er ekspert i kommunalpolitik eller udgiver sig for at være det – hele projektet er opstartet ud fra en fornemmelse. På trods af forsøg på grundig research vil dette naturligvis betyde, at der vil være fejl i de tekniske detaljer, og at I sommetider vil fornemme en naiv tone; vi kender ikke systemet fra top til bund, men vi ved blot, at en fornemmelse sommetider siger mere end tusind ord. Eftersom vi senere fik forstærket og bearbejdet denne fornemmelse via dvs. artikler, samtaler med studerende, sammenligning med andre kommuners kulturpolitik, samt anden grundig research, kaster vi os helhjertede ud i projektet. Formålet er vel egentligt også netop at få de unges rå og upolerede mening, da den sommetider giver mere end den forsigtige og høflige lydige samfundsborgers.

Bedst var det dog, at se sin fornemmelse bekræftet ud fra imageopmålinger foretaget blandt odenses borgere og hele landet – men så langt vil jeg dog stadig mene, at det slet ikke er nødvendigt at gå … Man kan blot bladre i Fyns Stifttidende / Ugeavisen, tage et kig på Odense Kommunes / Postens planlagte kulturarrangementer i 2010 eller gå en tur ned ad gaden på en hverdagsaften … Ikke som det burde se ud i Danmarks 3. Største by.

Men det er så let at stille sig kritisk, og især når man er ung, og alt synes at være noget møg, uanset hvor meget der gøres for en – enhver sund og rask gymnasieelev (måske ikke i så høj grad de universitetsstuderende) skal besidde en vis form for forudbestemt skeptisisme. Vi garanterer ikke, at vi kan få alle unge til at juble i én stor rus over Odense, men vi garanterer at en meget stor slat oftere vil trække på smilebåndet, og sige: Jeg er sgu stolt over at bo i Odense.

Tanker på en søndag + frygtsom erkendelse

JEG ER KED AF, at det ikke kunne holdes hemmeligt forevigt - luk øjnene et øjeblik, træk vejret ... Ok - det måtte jo ud på et tidspunkt ... Vi kan jo heller ikke blive ved med at røvrende vores besøgende forevigt?

(ODENSEANERE ER FORBANDET (!?!!?) SVÆRE AT HIVE UD AF DØREN!!!)

Jeg mener det sgu. Ja, tag eksempelvist et kig på Odense gågade efter 17.30 på en hverdag; det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige. Det er heller ikke usædvanligt, at Vestergade efter midnat er langt mere domineret af forvirrede feststemte turister, som febrilsk render rundt og leder efter "midtbyen" og "fest og glade dage", end friske unge odenseanere. Skulle du støde ind i nogle af disse turister på vej hjem er det altså bare med at træde i pedallerne, hvis man ikke ønsker en akavat stund ved at fortælle dem, at de simpelthen har benene solidt plantet på (hvad der burde være ...) det fynske festlige midtpunkt, hovedgaden i Odense - og at man kan høre en knappenål falde til jorden ...


Nogle unge odenseanere må simpelthen bare have en eller anden grotesk hyggemani, sidder derhjemme og gnasker chokolade mens de ser Nothing Hill ... En beundringsrig stor kærlighed til hjemmet og de traditionelle huslige pligter og traditioner? Chips, dåsecola og Terminator i massevis? Eller måske har vi et voldsomt højt antal af kærestepar?

Fred være med det, hvis alle havde sådan dosis kærlighed eksisterede et kraftigt kulturbehov måske slet ikke ... - værre er det med en større del af de odenseanske unge, som har taget en eller anden underlig misforstået independent-feeling til sig, at hvis et arrangement har gentaget sig mere end 3 gange er det "åh, så trivielt ...", "altid de samme mennesker ...", "aerh, total Amin Safari-agtigt". Damn, nu må det være slut. Sidstnævnte har i særdeleshed fået nogle slag over fingrene, og ikke desto mindre er det mit indtryk, at besøgstallende og repræsentativiteten til arrangementerne er faldet drastisk.

En alt for voldsom og mærkværdig skepsis i dét, at vi går og brokker os over at her ikke foregår nok, at byen ligger i koma - og alligevel tager vi os den frihed at være så skeptiske, når der endelig er nogle som har nosserne til at tage initiativ ... Det værste er, hvis der går mode i at nedgøre og tage afstand, da dette tilsyneladende spreder sig meget hurtigere end good vibrations; ta' i stedet og føl med hjertet, om man egentligt ikke er meget godt tilfreds med at være ude en lørdag aften i stedet for at sidde derhjemme klistret foran tv'et eller fremsæt nogle alternativer. Nej? Så er det vist tid til at vi lægger småsnobbetheden på hylden, trækker fuckfingeren tilbage og i stedet hjælper med at videreudvikle og støtte op om hvad vi har, og dette gælder ligeledes når Odense Kommune i sjældne tilfælde rammer rigtigt hvad angår ungdomsvenlig kultur. Mød op, giv et signal om, at de er gået af en rigtig sti ... Otherwise they never learn!

Ikke at man ikke skal være kritisk (!) - men denne primitive og ukonstruktive tone, som ofte lyder når det kommer til privatarrangerede kulturellearrangementer, nytter bare ikke meget. De dårlige vibrationer er selvforstærkende, og render vi rundt med sort makeup og drømmer om Berlin hele dagen vil Odense aldrig komme ud af lillebrorkomplekset og forblive en "provinsiel udørk" ...

De sidste uoverskuelige procenter sætter sig forresten ned nytårsaften og skriver torsdagskoncerterne og J-dag ind i kalenderen, og så låser de ellers døren ... Ja, sådan virker det hvertfald med det kollosale fremmøde disse arrangementer altid hiver i hus, og dette alment folkelige fremmøde så man naturligvis gerne oftere til kulturelle arrangementer i Odense.

En pædagog ved navn Arne sagde engang til mig, at man har kun det sjov man selv skaber - et eller andet sted har han ret den dag i dag ... også selvom at det lyder en smule banalt. Og med alle de fede mennesker og den alt den fede musik er der ingen grund til at surmule; ikke mindst en reminder til mig selv!

- En "anmeldelse" (reportage, måske?) af koncerten fra i torsdags (Off the Hook-arrangementet) vil ryge op inden længe.

Mht. Off the Hook-arrangementerne har netop dette indlæg nemlig relevans. De drenge var i kredse allerede tæt på at ryge ind i den selvforstærkende tabuisering, og flere begyndte at revurdere lillefredag fænomenet, da det gik op for dem, at de var trætte dagen efter i skolen ... Efter i torsdags er alle sådan tanker renset på ubegrænset tid for en god portion mennesker, der må have gået hjem med en meget speciel og snurrende fornemmelse i maven ...

Fortsat vidunderlig mandag.

/Nikolaj

Ps. Undskyld de lidt desorienterede billeder. Jeg kedede mig.

Efterår i Odense

Vel nok sker der i øjeblikket en masse ærgelige ting i Odense på den kulturelle / ungdommelige front, som ikke kan forhindres; musikinstrument-butikkerne i den indre by pakker sammen på stribe, Smagløse er gået konkurs, Elefant Studiet pakker sammen fra lokalerne på Havnen og en god dosis af vores lokale bands rykker udenbys.

Musikbutikkerne dannede grundlag for den hyggelige og kulturelle atmosfære i Nørregadekvarteret, og forsynede naturligvis musikerne. Et kvarter, som havde et voldsomt potentiale, og nu er i fare for at miste sin levende karakter og attraktivitet. Tak højere kræfter for at "Pizza Falafel Kebab King" og hans farverige livshistorie på de overmalede vægge, samt glinsende vandpiper og guldbetrukne elefanter stadig er i live.

Det kunne forleden læses i Fyns Stifttidende, at Café Den Smagløse på Vindegade er gået konkurs. Smagløse føles for mange studerende som den eneste odenseanske café, som foralvor byder dem velkommen gennem dets uhøjtidelighed, afslappede atmosfære og naturligvis studentervenlige priser og sene åbningstider - i en by, som i forvejen lider af alvorlig mangel på tilholdssteder for unge mellem 18-25, vil tabet være større end som så. Lad os nu se hvad der sker.

At Elefant Studiet pakker sammen skyldes, at lokalerne på Havnen (hvor Dorias Baracca bl.a. også har øvelokale) er blevet solgt til nogle nordmænd. Dette er en skam, da studiet på mange måder var en stor hjælpende hånd til det lokale indieorienterede musikmiljø, og besad en misundelsesværdig professionalisme. Vi håber naturligvis kraftigt, at studiet fortsætter i nye omgivelser.

Et tab af kompetente lokale bands, som smutter til Aarhus eller København, kan siges at have både ulemper og fordele. Af ulemper kan nævnes, at Odense mister en portion kreativ energi, kulturelt omdømme / reklame og at vi som odenseanere mister en dosis arrangementer. Det er vi dog efterhånden så van til - at der bliver skåret et solidt og essensielt stykke af undergrunden i dét at bands flytter udenbys er en næsten årlig begivenhed; heldigvis er den odenseanske undergrund så vidunderligt blomstrende og evigt helende, at der altid står en lang række bands og initiativtagere klar til at føre miljøet videre, når den ældre generation får huen på og smutter til KBH, Aalborg eller Aarhus. Tænk tanken, hvor stort et kreativt centrum Odense kunne være, hvis vores kompetente bands og andre kreative ildsjæle ikke følte sig nødsaget til at flytte udenbys, som følge af Odense Kommunes fejlende kulturprioritering ...

Det positive aspekt ved at bandet rykker op med rodde er, at bandet som oftest vil opnå en yderligere fremgang ved at befinde sig et sted med flere kulturelle tilbud og øget interesse. Her tænkes f.eks. på Gunn, Nabo og Jeremy Sparrow. Det kan i sidste ende ikke betale sig at bo i Odense, hvis man satser på en musisk karriere indenfor indierocken / elektronisk musik / det eksperimenterende; her befinder sig et fantastisk loyalt publikum, en solid opbakning og et stort miljø med interesse for musikken, men intet som lægger op til bred national / international anerkendelse - ingen talentjægere, kun ganske få pladeselskaber og bloggers og kun få turister ... Kun en snæver kreds af musikelskere, som dog desværre ikke kan hjælpe hinanden langt på det praktiske område.

Mangler man endnu at finpusse sit udtryk før man vil ud og vælte verden er Odense dog et fantastisk sted at opholde sig som indieorienteret musiker, da man her ikke blot er én ud af mange hundrede. Man oplever i Odense en hurtigere umiddelbar anerkendelse og mindre jantelov, og man er måske en del af et tættere og mere overskueligt kreativt miljø. Der er altså ikke den store konkurrence, og hvergang noget god musik opstår udenfor KBH eller Aarhus har anmelderne / bloggerne en tendens til at reagere, som var der sket et mirakel. En fin lille gestus, som er værd at udnytte.

Så før at alle de håbefulde odenseanske rock/indiemusikere drager udenbys iført læderjakker, solbriller og høj selvtillid må de huske på, at man (i særdeleshed i København) på overfladen blot er én ud af mange ... I KBH er der flere indiefyre med sidecut, end der er tykke overskæg i Jylland eller japanske H.C. Andersen turister i Odense. Og dét siger en del. Skrøbelige, eskapistiske, selvhøjtidelige musikere / kunstnere der alle stolt råber "æstetik og så'n noget ..." hvergang de skal forklare hvorfor, at netop deres kunst er det nye sort. Kort sagt, tusinde kloner af dig selv, så det foralvor bliver vigtigt at præstere og anskaffe sig de rigtige kontakter i stedet for at omgås en pøbel af trygge bekendtskaber, som klapper hvis man kan binde sit snørrebånd.

Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet - ja, så burde man som ung og kulturelt engageret odenseaner måske ikke være helt på toppen i øjeblikket ... Men mærkværdigvis er stemningen HØJERE end den har været længe!

Der er et utal af ting i gære, som ligger og flyder dybest i undergrunden med kæmpe potentiale:

- Flere af de "større" odenseanske bands er ved at færdiggøre indspilninger, og mange spændende arrangementer / initiativer er undervejs. Senest har Balloon Magic og Dorias Baracca været i Elefant Studiet, begge under Jonas Munk aka Manuals vinger.
- Vision Odense og dens kreative grundlag synes også at sætte sit præg på byen, og vi har fået bycykler.
- Mimeteatret pisker op med det ene spændende arrangement efter det andet (bl.a. Spoken Word), og han har efterspørger flere koncerter med det lokale ungdommelige musikmiljø - og det skal han få; et større arrangement vil højst sandsynligt blive offentliggjort inden alt for længe, hvis Mime Gert er med på vores idé.
- Off The Hook Thursday har på torsdag bl.a. hevet Iceage til byen, og de gør det generelt skide godt.
- Ikke mindst har min veninde Ida og jeg for lidt siden afleveret en stor opgave til Odense Kommune om hvordan Odense bør se ud i 2025 - her er blevet lagt vægt på nødvendigheden af at støtte de kreative vækstlag og hive international konkurrencedygtig kultur til byen for at fastholde / tiltrække de studerende samt de kreative ildsjæle. Vi beder naturligvis til, at de lytter til vores ord og illustrationer.
- En masse små odenseanske lo-fi projekter er spiret op (Paranoid Park, Black & Blue ...).
- Carlis Ice Dream (Carl Emil fra My Tjau is Kapow) arbejder intenst på at få færdigtgjort sin ep.
- My Tjau arbejder stadigt på at færdigggøre deres gamle materiale, hvorefter de vil opsøge et mere organisk udtryk med bl.a. strygere.

I løbet af den næste tid vil jeg præsentere Odenses lofi-scene og sammenfatte en odenseansk lofi-compilation, som jeg håber, at I vil kunne lide. Og ej at forglemme:

Carlis Ice Dream - Popp: http://soundcloud.com/carlisicedream/popp
Carlis Ice Dream - Russia: http://www.sendspace.com/file/nralf2
Balloon Magic - I'd Like To Build a House (råskitse) - http://www.opendrive.com/files/7656036_pDcss_55a0/._I'd%20like%20to%20build%20a%20house%202.mp3
Balloon Magic - Icarus (live): http://www.opendrive.com/files/7656037_1DdHl_a83e/02%20Icarus.mp3

Balloon Magic

Vi har holdt en rigtig lang sommerferie – selvom den har føltes utroligt kort. Vi troede alle sammen, vi skulle spille musik; at vi endelig havde det gyldne råderum til vores kreativitet … men næ, når solen skinner og Roskilde-rutinerne nægter at forlade ens krop virker det meget mere logisk og ligetil, at ringe til en ven og drikke en øl. Ja, og så blev tiden pludseligt et løst begreb, og nu er sommerferien altså slut. Her på Tilskuere er vi stadig i gang med at strukturere. Hvor mange skal skrive? Hvilken funktion skal bloggen have? Nu skriver jeg til jeres åbenlyse overraskelse endnu engang, jeg kunne simpelthen ikke holde den pinlige tavshed ud. Men ... Hvis vi nu kalder på de andre kan det være, der sker noget ...?

JENS??? ALEXANDEEEER?! JOSEEEEFINE? JOSIE?……… JENS AA?? JEEEEEEEEEPPE??

Nah, det lyder ikke, som at de svarer – jeg tror nu dog, vi kan glæde os til et prægtigt indlæg fra Jens inden længe. Lidt er der alligevel sket siden sidst – mit nye band med Jacob fra Train Lovers, Simon fra Dorias og Jeppe fra Balloon Magic lader til at blive skide godt, øvelokale er dog som altid problemet, og det samme gælder My Tjau. Dorias Baracca er stadig ved at tracke, Jens Aagaard spillede i Kongens Have til torsdagskoncert, Gunn’s EP må vel også snart ramme landjorden, og Train Lovers spiller live til Off The Hook Thursday … Kansas City Live er også lige om hjørnet hvor både Dorias Baracca, Manual, Jeremy Sparrow m.m. skal spille, så Odense er fint repræsenteret i kulturkalenderne.

Jeg vil nu kaste mig over noget andet og mere seriøst, lad dig ikke forvirre af navnet, det er ikke for sjov … – det er ballon magi for melankolikere, du ved … Forestil dig Oscar Wilde lave ballon-tricks, eller sådan noget! Han kan kun lave den grimme ælling. Hans speciale. De andre ællinger, nej kællinger, er mainstream. Nej, jeg er i et farligt humør … lidt en skam, da jeg elsker dette band meget, meget højt. Haha, nu må vi se hvad der kommer ud af tasterne.

Bag navnet, som mest af alt lyder som et utroligt pinligt kort i en kikset japansk pokemon-agtig børnedille, bag forsigtigheden, bag den underfundige form for uberettiget mæthed bandet fra en udeståendes synsvinkel lader til at føle ved blot en sølle, grå myspace og et par skrattende demosange ...

Bag støvet, som kan pustes væk som var det en fjer, gemmer der sig et stærkt bankende musikalsk hjerte hos odenseanske Balloon Magic, måske endda en vis dosis af den magi, de snakker om; et hjerte, som har blod nok til alle, men skal blodet helt ud til fingerspidserne, er det en opgave for både lytter og band (for ja mine damer og herre, denne gang skriver jeg ikke blot endnu en omgang sødmefuldt sludder …)– opgaven går på, at man som lytter fra start af indstiller sig på at spærre ørerne godt op for for alvor at føle og forstå det komplekse, evigt foranderlige og detaljemættede lydbillede, som er kendetegnende for Balloon Magic - og at bandet ligeledes selv åbner op for alle sluser, der kan åbnes, så også tørstende musik-vampyrer udenfor den lille osteklokke kan få lov at smage den sangskrivningsmæssige råstyrke og kompositionsmæssige force, der hviler så fandens dybt i bandets sange, og kan iagttage hvilket charmerende firkløver vi egentligt har fået foræret kvit og frit. Hvilket enormt potentiale, der ikke må gå til spilde.

Ja, Balloon Magic skal sgu sælge ud. Det er dét, de skal. Bare en lille smule; ikke i den forstand at de skal bortgive deres sjæl, men derimod åbne op. De skal profilere sig selv en anelse mere, tage et fix narcissisme, og måske rydde lidt op i deres lydbillede. Og jeg tror måske, at de skal sparke en lille smule til drømmen, antænde gnisten, huske på den stormende følelse, man oplever ved værdsættelse af ens kunst, og hvordan denne følelse kan forstærkes gange tusinde, hvis man intensiverer koncerterne, og på scenen tør vedkende sig, at musikken sgu kommer fra hjertet; og herigennem indlemme lytteren endnu mere i den musikalske oplevelse ved at booste den energi, som allerede er lagret i sangene og klar til at blive sparket afsted. De skal vælte nogen forstærkere, sætte ild til et par guitarer, i stedet for at agere som et postrockband, når de spiller indiepop … haha. De skal høre noget Joan Jett og fyldes op af noget primitivt gå-på-mod. De skal mærke den overvældende kærlighed, som enkelte mennesker sgu allerede nærer til musikken, og med dette i baghovedet satse stort. De skal smælde højere med dørene. Og jeg skal holde min kæft, da alt ovenstående selv er mit største musikalske handicap, men ligeledes er det min utopi, vel nok for mig selv, men i dén grad for Balloon Magic.


Først lidt baggrundshistorie. Balloon Magic består af fire drenge bosat rundt omkring på Fyn, men med hovedbase i Odense, hvor de også netop har fået øvelokale; Jeppe, Jonatan, Tue og Mathias. Bandet blev dannet på Vesterdal Efterskole for … hvad har det været … 1.5 år siden? Siden da har det svinget en del med aktivitetsniveauet, men der har bestemt aldrig været helt slukket for ilden, og de har undervejs spillet nogle koncerter i ny og næ - primært i Middelfart, som har haft væsentligt mere at tilbyde bandet, end Odense nogensinde har kunnet diske op med.

Naiv, krystalklar og melodiøs indiepop med lige dele Sarah Records, Go-Betweens og Beat Happening fusioneret med enkelte elementer fra den mere ambitiøse og udfordrende engelske postrock og shoegazescene er måske sådan, man vil kunne definere Balloon Magic, men stadig ikke fyldestgørende, da de netop trækker mange tråde, som også går længere tilbage i det musikalske landskab. Enkelte Television / Feelies-lignende passager dukker op til overfladen i ny og næ, som også Eno sommetider bringer en hylende guitar, og Can’s monotone rytmeunivers ruller forbi. Guitarerne er i centrum, det er dem, der binder sangene sammen; janglede, skrøbelige, snoende og dragende, melodiøse, melankolske ...

Bandets vision er pop; at ramme det almene menneskes hjerte ved hjælp af den magiske nøgle, som er gennemgående melodiøsitet, simple kompositioner, iørefaldende hooks, samt en fornemmelse af velkendthed, og herved tryghed og forbindelse mellem lytter og musiker – og herefter klæder de poppen på i nye farvestrålende klæder, bringer trygheden i en ny kontekst, et spraglende univers af ny lyd, som nu ganske ubesværet går direkte i hjertet. Lytteren er modtagelig for hvad som helst, så længe de har nøglen, de har poppen, det magiske, 5. element.

Og en unik popnerve er hvad jeg mener, at Balloon Magic har ramt. Som tiden er gået har Balloon Magic bevæget sig mere og mere hen imod en klassiske sangskrivning, hvor trommer og bas som led i en bevidst strategi - istedet for at udtrykke teknisk virtuositet - danner et solidt fundament for guitar og vokal, hvilket er særligt i en tid, hvor indiemusikere ofte har en tendens til gerne at ville fylde så meget på deres instrument som muligt. Jeg så nu gerne, at Balloon Magic kørte den endnu længere ud, og oftere anvendte den akustiske guitar, og hermed inddrager det rå udtryk, som når Jonatan sidder i sin lejlighed og skriver råskitserne; her gemmer sig en styrke, som ikke må drukne. De har deres dosis teenage weltschmertz, men dette vil jeg vove at påstå er intet mindre end en uundgåelig ingrediens i hvert et fangende, solidt indieband; det er sgu nærmest det vigtigste krydderi, om det så blot er en bismag. Og i dette tilfælde gemmer der sig nemlig rent faktisk et godt, gammeldags sangskrivningstalent omme bag ved solbrillerne, Jonatan K. Magnussen. Hans vokal ville nogle måske klandre for at være noget for at være noget desperat og prætentiøs; noget som aldrende, kræsne musiklyttere med en fortid som fanatiske Smiths / Associates fans nok vil have det svært med, indtil musikhistorien en skønne dag har legaliseret hans røst, gjort vokalen fortjent til at synge mod stjernerne - haha, endnu engang hersker janteloven om noget blandt indiefans ... "han skal sgu ikke tro, han er no'en Morrissey". Jeg kan ikke andet end at overkaste mig og acceptere vokalen som jeg føler den; sjælfuld, energisk og ærlig i udtrykket.

Vi har at gøre med et typisk, moderne indieband i dét, at de kan være svære at sætte en finger på; musikken er - forudsat af medlemmernes brede musikalske horisont – udtryksmæssigt lidt af en gryderet bestående af de sidste 50-års rockhistorie, og måske primært forgreningerne af det temmeligt udvandede 30-år gamle indiebegreb (en genre efterhånden egentligt kun defineret af en medieskabt ”coolness” / attitude).

Det er sådan set meget almindeligt i dag at kunne referere til sin historie. Det er dog knap så almindeligt, at det på overfladen ganske ordinære indieband bestående af trommer, bas, guitar og vokal, som bloggeren hver eneste dag smider op på hans site og reklamerer som "det største siden Smiths" rent faktisk har bare en 10ende del af den vaskeægte indienerve, som medierne evigt jagter ... Denne her helt særlige lyd, hvor alle øjeblikkeligt må kaste sig i sandet af ren og skær afmagt og fryd, et band med både en stjernebestøvet originalitet og melodiøsitet, som rammer alles læber i forundring over musikkens mystiske tiltrakningskraft ... Alle med et kendskab til deres indieklassikere (Pixies, Pavement) vil vide hvilken ungdommelig, melankolsk nerve her er tale om, hvilket nærmest magisk fænomen som ikke står til sammenligning ... Ja, den utroligt svære (og ganske enkelt umulige) opgave bliver derfor i dette indlæg at beskrive hvorfor, at netop de lokale ballondrenge fra Fyn som både i daglig omtale og på tekst aldrig har været mere end bare "fin", et band som på papiret minder så uhyggeligt meget om alle de andre indiebands ... men hverken smider med konfetti, kaster med balloner, gror bonghår eller får ensartet overskæg ... har bare en lille bitte dosis af dette eftertragtede stjernestøv, som kunne sælges for millioner, hvor alle kanaler fører til direkte til hjertet; og måske endda har en hel papirsæske fyldt derhjemme ...



Bandet smutter nu i studiet inden alt for længe, hvor jeg ser frem til at de endelig kan realisere deres sange fuldbyrdigt, og de er som sagt ved at bygge deres eget øvelokale op. Betragt indlægget som en kærlig opfordring til bandet om mere lyd, og så selvfølgelig som en indirekte besked til jer om, at I også giver jeres fulde støtte, hvis I også værdsætter tonerne ...

Her er nogle demoer, hvor Jonatan spiller nogle af bandets sange akustisk, samt de to demo-optagelser med hele bandet, ”Blue Dawn” og ”Fell”.

Jonatan er forresten dette indlægs babe. Nogle indvendinger? Skriv en mail, assholez.

http://www.myspace.com/balloonmagico

http://www.opendrive.com/files/6198976_GTqbV_c7c7/Potestas%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/6198978_9vBgq_0a76/Waking%20Up%20DEMO.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964682_0oOKt_0087/Blue%20Dawn.mp3
http://www.opendrive.com/files/5964683_WEvPd_30db/Fell.mp3

Carlis Ice Dream

Ok, denne her er ikke helt fair - og så dog ... Kære Carl Emil Brønnum aka den sibiriske tiger, carlo, carle, carlis - kært barn har mange navne - bor rent faktisk ikke i Odense, men i Haslev på Sydsjælland; for at gøre en lang forklaring kort bor Carl Emil i en mystisk skov langt, langt væk i et område, hvor det er svært at snakke om et musikmiljø (på trods af, at der garanteret bor et par gamle Frank Zappa-medlemmer blandt kvistende og bladende ...), og derfor har vi taget os til ham - nej, det var nu ikke helt sådan det foregik.

Carl Emil gik på Ollerup Efterskole på Fyn sammen med mig, hvor vi opstartede My Tjau, og herigennem blev han hurtigt integreret i det odenseanske alternative musikmiljø - han har f.eks. også lavet musik sammen med Josefine Hilfling og Tobias Thomsen under navnet "Et Hus". Om han ønsker det eller ej føler vi efterhånden, at han er en del af, hvad vi laver her i Odense - vi hjælper ham trods alt også, når han har brug for det, og omvendt; sommetider rejser jeg stadig over til den store mystiske skov, Haslev, og piller ved knapper og trykker på tangenter sammen med den kære, høje og karismatiske dreng.

Undervejs har Carl Emil bakset med hans soloprojekt, som snart skulle blive hans hjertebarn ... Carlis Ice Dream. Navnet antyder et syntetisk, orgasmisk sukkerland stoppet til med lyserøde kæmpe slikkepinde, buske af candyfloss og friske hjerteformede jordbær flyvende ned fra himlen i tusindevis af pangfarvede balloner med små påsætte sedler om kærlighed, naivitet, uskyldighed ... Og dét rammer vist ikke helt ved siden af, hvad han prøver at udstråle - hans myspace er proppet med et hav af pangfarver og psykedeliske ting og sager; det er Carles drøm, og jeg håber, at den går i opfyldelse - indtil nu har Carl Emil været kriminelt overset, men med den stigende interesse for en ny sound indenfor drømmende, småshoegazet electro (beachgaze, tropical daze, twist af italo ...) både blandt udenlandske kunstnere som Memory Tapes og Pictureplane, men også blandt danske som Eim Ick og tildels Sleep Party People, ser fremtiden kun lys ud for Carlis.

Carle påpegede, at hvis jeg skulle skrive om hans musik, måtte jeg stille mig kritisk - jeg er nemlig god til at bruge mange store ord, og ikke altid have de kritiske briller på, og det er noget være noget ... so here we go: Carl Emils evindelige søgen efter "det skønne" var længe både hans force og hans svaghed; en gammel og brugt læresætning lyder, at skønhed er intet uden dets kontrast, og dette gjorde sig skam også gældende for Carlis Ice Dream, hvor den musikalske pussenussede idyl ingen effekt havde, hvis den ikke blev modsvaret af noget farligt (noget som mange elektroniske artister burde tage til sig ...). Uden idyllens kontrast kan musikken hurtigt blive for tilforladelig, og mangle noget substans, noget kant. Ofte tænkte jeg i den første tid af Carlis Ice Dream, at Carl Emils modsvar til hans drømmende idylliske synthunivers kunne klares gennem en skarp og udfordrende produktion, som satte den typiske, nærmest new-age agtige electroshoegaze på prøve, eller nogle disharmoniske elementer, som gik ind og udfordrede lydbilledet ... at han kunne prøve, at gøre beatsne mere organiske, og tage afstand fra den kolde og maskinelle electro - og nærmest som sendt fra himlen har Carl Emil i løbet af det sidste halve år udviklet en vanvittigt speciel, men forførende lyd, hvor størstedelen af mine profetier på vidunderligvis er gået i opfyldelse - han er nu så tæt på at ramme plet.

Kompositorisk har Carl Emil et stykke vej endnu ved flere af tracksne, og en sidste professionel hånd over produktion kunne også hjælpe godt; ikke noget stort, da en del af styrken i Carlis ligger i dets minimalisme. Han bruger bevidst kun ganske få instrumenter for at holde fast i et solidt lydbillede. I et nummer som Made Me synes jeg stadig, at der mangler noget kant, noget pebber på islagkagen, noget uventet; men i numre som Popp, Stort og Gang I Den rammer Carl Emil efter flere forsøg endelig en lyd, som i mine ører lyder utroligt unik og inspirerende på sin egen måde; en lyd, som emmer af kreativitet kombineret med en eminent sans for den gode melodi gemt bag de virvlende og drømmende synths. Lyden på synthsne er stadig skide syntetisk, men dette ser jeg faktisk som en del af charmen ved Carlis, og en uundværdlig del af hans lyd, da det bidrager til det mystiske, melankolske, plastikunivers, som lyden af en drøm ... Det er svært at undgå at blive grebet af denne musiks forførende mystik, som lyden af Alice i Eventyrland, hvor man aldrig rigtigt ved, hvad næste skridt er ...

Inden længe udgiver han en demo-ep, som I burde anskaffe jer. Han arbejder ligeledes på, at få opbygget et levende liveshow uden brug af laptop - så hold øje med herren, man ved aldrig hvad han kan finde på, han er komplet uforudsigelig - men det kan kun blive stort.

Sangene bliver smidt op en af dagene!

ma motorgirl:

Der Var Engang En Folkeflugt ...

Hermed præsenteres en sød lille skolesag jeg lavede i vinters med assistance fra mit filmhold; ta' den ikke alt for seriøst, bliv ikke skræmt over den prætentiøse fremstilling af hverken Dorias eller Balloon, det var sjovt, det var hyggeligt og det var ligeså meget oplevelsen af at lave en ægte rock n' roll movie ... idealet og utopien var anderledes, men jeg synes nu, at det er en fin lille film, og at emnet er utroligt relevant. Filmen er måske hvad man vil kunne kvalificere som en poetisk dokumentarfilm, der er lange passager kun med lyd og billeder, da alt musikken er odenseansk, og fortjener en præsentation:




Los Chica:

Bellequi

TILSKUERE, I behøves ikke pudse jeres briller - det var ikke 60'er chicks forklædt i læderjakke med paryk, det var ganske rigtigt (grimme, tynde, dumme ...) indiedrenge, ligesom alle vores mandlige bloggere, som Josefine postede, men HØR NU: det kaldes marketing, det lærer vi på gymnasiet, repræsatentatavitaitet, eller sådan noget ... Ønsker vi kvindelige læsere må vi også bidrage med lidt godt til netop denne kræsne målgruppe, som på mystisk vis ikke værdsætter french ladies kombineret med støj, og så må alle vi andre vel blot knibe øjnene sammen, høre noget Lambchop, læse noget Bukowski og drømme væk til tanken om Francoise Hardy, mens søde Josefine får lov at lege løs; til gengæld tør jeg godt love en masse kreativitet og inspiration fra hendes front, og med 6 drenge vil der stadig blive postet flere dådyr øjne end mystiske romantikere. Men hun kunne da i det mindste have postet Serge:

VELKOMMEN HJEM FRA ROSKILDE, for fanden!!! Kunne vi ikke have klaret en uge mere? En fuldstændig utrolig uges tid fyldt med ubeskrivelige sanseindtryk, en konstant cyklus af åbenbaring og bearbejdning, som Jens Aa ville have udtrykt det - havde jeg mere tid, og havde bloggen ikke et regelsæt, havde vi personligt anmeldt hver en strålende koncert; de 2 største "aha"-oplevelser må dog nok siges at være Nisennenmondai og Wild Beasts, hvor jeg efterfølgende stod med den velkendte summende følelse i maven; dét her er livet, det her er musikkens sjæl, dét er den ultimative orgasme, og det er hvad jeg vil.

Meget er sket her i Odense siden sidst - vi er her på bloggen stadig igang med at organisere, så der jævnligt opdateres, og her diskuteres, om bloggen ligeledes skal behandle nyheder; nogle gode nyheder er hvert fald, at Gunn spillede en storslået koncert i Tivoli, som opvarmning for Kashmir, at Dorias Baracca er vendt tilbage til studiet med Jonas Munk, og at Balloon Magic omsider har fået økonomi til at smutte i studiet. Nogle mindre nyheder er, at Rooftales har fået tilbudt et prominent og endnu uafsløret job i Kbh, og dermed også bliver et liveprojekt, og at The Dove is Dead har fået tilbudt opvarmningsjob i Kongens Have til torsdagskoncert. En ærgelig nyhed er til gengæld, at Train Lovers er gået i opløsning.

Nu til en herre, som må siges at have en hvis indflydelse på det odenseanske alternative musikmiljø. Jonatan Magnussens Bellequi er et af de projekter, som jeg har glædet mig allermest til at skrive om - Jonatans forskellige projekter har en eller anden fantastisk evne til at forblive evigt overset trods utallige småforsøg på promovering; dog elsket blandt få i lille bitte Odense, og når man lever i en osteklokke, synes venners kommentarer til et vist stadie også at være mere end rigeligt

Som guitarist / vokalist i Balloon Magic samt part af Rooftales og hedengangne lo-fi projekt Sapa Tapa, Sunn Paw m.m. har Jonatan igennem årene beskæftiget sig med både postrock, lo-fi, shoegaze, noise, indie pop og meget mere; dette kommer godt til udtryk i disse utrolige hjemmeoptagelser, som han har optaget igennem årene på sit lille rodede værelse i sin mors lejlighed med kun småt udstyr til rådighed - en ubegribelig mixtur af alt, hvad han har rørt igennem årene. Enkelte af sangene har endda været forud med en lyd, som gør sig klarest i "Dance"; en blanding af tropisk, primitiv elektronik, og reverbede guitarer, som senere skulle danne grundlag for beachgaze-bølgen (de sad sgu alle i Sverige og tænkte på Jonatan!! - en af bloggens største styrker må være vores uudtømmelige naivitet) - en lyd tydeligt inspireret af f.eks. A.R. Kane og Durutti Column, men egentligt med en mere svensk lyd á la Boat Club..

Jonatans hjemmeoptagelser har flere gange fået mig til at reflektere over kunstnerens endegyldige og komplet umulige spørgsmål, om hvordan man opnår det stærkeste udtryk, det ultimative, den største skønhed; da Rooftales udgav sine sange øvede My Tjau is Kapow intenst, og man kunne ikke undgå at føle sig lidt til grin, når få timers Rooftales arbejde emotionelt kunne overrumple My Tjau's flere måneders slaviske detalje-slid. Brian Wilson vs. Daniel Johnston eventuelt. Det man tilsyneladende kan opnå med en båndoptager, kræver en særdeles rutineret producer for at opnå i et studie, da det levende element kræver en erfaren hånd at fremtvinge; min personlige konklusion har vist været, at enten har man røven fuld af penge og hyrer John McEntire, eller også kan man sgu lige så godt blive derhjemme, drikke et par øl og tænde for båndoptageren ... enten indfanger man nemlig spontant skønheden i øjeblikket, eller også rekonstruerer man det umiddelbare, og begge dele har sin charme, men sidstnævnte er sværest. De 2 musikalske metoder kan dog i sidste ende virke lige stærke og fremstå lige ultimative, og ligeledes kan en kombination, men for upcoming indiebands med en svag økonomi skulle det måske overvejes at tage mere end blot ideologisk inspiration fra 90'ernes lofi-scene, og gøre noget af lortet selv, i stedet for at køre musikken igennem en pletrensning ved den stereotype økonomisk venlige producer i provinsen, som Jonatan f.eks. altid netop har undveget ...

Så alle jer unge desperate musikere, som ikke har mange penge - køb jer dog en firsporsbåndoptager, og begynd at lege løs; har man et musikalsk sind kan det høres på trods. Det umiddelbare udtryks æstetik, hvor "fejl" indoperes som et charmerende og autentisk element i musikken, gør sig foralvor gældende her i Jonatans Bellequi, og jeg kan anbefale alle, at give ham et værdigt lyt - han er nemlig et prægteksempel.

I øjeblikket er vi her på Tilskuere igang med at definere vores selvbillede og ligesom frembringe en kollektiv identitet, og inden længe vil flere indlæg (af flere bloggere ...) forhåbentligt blive smidt op. Hav en vidunderlig sommer, og sørg for at få sovet Roskilde godt ud af kroppen, spil en helvedes masse musik og drik nogle flere øl. Søndersmadrede illelugtende roskildekys fra allesammens eneste blogger her på Tilskuere (med undtagelse af Josefine, som kort har givet lyd fra sig med nogle skinny indiefyre); de andre er måske blot opdigtede, søde og intellektuelle legekammerater, men det skal ikke forhindre mig i at være positivt stemt og yderst idealistisk! vi synger denne sang i kor: http://www.youtube.com/watch?v=Sr--mmL5iuA

Bellequi - Dance: http://www.opendrive.com/files/5829734_Q9u9n_6d84/Bellequi%20-%20Dance.mp3
Bellequi - Sandcastle of Dust: http://www.opendrive.com/files/5963413_l1V81_dae3/Bellequi%20-%20Sandcastle%20of%20Dust.mp3
Bellequi - To Purchase a Smile: http://www.opendrive.com/files/5963399_07MyP_51d0/Bellequi%20-%20To%20Purchase%20a%20Smile.mp3
Bellequi - The Powder Flies (Dizzying for the Eyes): http://www.opendrive.com/files/5963412_N4wCj_ab57/Bellequi%20-%20The%20Powder%20Flies%20(Dizzyin.mp3
Bellequi - Lips Like Papier-Maché: http://www.opendrive.com/files/5963397_1XWAn_0a19/Lips%20Like%20Papier-Mach�.mp3
Bellequi - If John C Played a Kazoo: http://www.opendrive.com/files/5963414_5uAfg_c94a/If%20John%20C%20Played%20a%20Kazoo.mp3
Bellequi - Cruisin': http://www.opendrive.com/files/5963398_3yMKf_b9d7/bellequi%20xinli%20ultimate.mp3
Bellequi - Silly Escapist: http://www.opendrive.com/files/5830019_7uNjx_9a1e/Silly%20Escapist.wav

/ Nikki Brüs (mit kunsternavn i tilfælde af pludselig tysk succes)