The Dove is Dead

Første musiske indslag ... - trommehvirvlen lyder, og den første heldige vinder eeeer ... Jens.

The Dove is Dead er et nyere projekt af Jens Aagaard, som ligeledes er skribent her på siden; et projekt, som på kort tid har taget en drejning. Hvad der startede ud som instrumental, dyster GY!BE-inspireret postrock er gået hen og blevet et elektronisk orienteret, en smule mere dansabelt anlagt, men ikke mindre atmosfæremættet bekendtskab.

Jens' vokal er teatralsk, og hiver os med ind i et spøjst, nærmest syntetisk og apokalyptisk univers (her hænger GY!BE-inspirationen ved), hvor de "cheesy"-strings lægger jordbærdet på flødeskummen - lyden er støvet og lo-fi, da den er optaget i soveværelset, og attituden er kompromisløs. Set-uppet er utrolig minimalistisk, bestående af udelukkende et par enkelte synths, en guitar og en vokal - ja, jeg tror at I hørte rigtigt, ingen laptop.

Lortet virker - alt i alt skabes en lyd, som faktisk på mange måder er utrolig vulgær, med de mange proggede-synths, men ikke desto mindre fantastisk; lyden spiller nemlig bevidst på musikalske klichéer (f.eks. den lyse klagende synth i "Bottleneck"), som også John Maus og Ariel Pink gør det - en musikalsk vulgaritet som sættes i en ny, fremadrettet og banebrydende kontekst - f.eks. ved de resterende postrock-elementer - og dermed på ingen måde er negativ, men blot rod for noget nyt, smukt og stortartet. Som når Tarantino mixer alle søgte filmelementer i en stor cocktail, og opnår noget nyt (i det mindste var det nyt i starten ...). The Dove is Dead har stadig en generel mørk og desperat tone som i postrock-perioden, men med dén karakteriske melankoli, som kun kan opstå ved mixturen af dansabelt pop og en klassisk reverbet guitar ...

Jeg har været så heldig at se The Dove is Dead live, og erfaret, at han trækker musikkens kompromisløshed med op på scenen; det var en stor oplevelse, at se sådan en intens fremførelse af et stykke musik, overfor blot en 20 mennesker til et åbent hus arrangement. Så glæd jer til en storslået oplevelse, hvis I en dag får budt muligheden, som jeg ved sidste The Dove is Dead koncert i min svage beruselse kom til at sammenligne med Sex Pistols' legendariske show i Manchester ... men det gør jeg vist så ofte, og så skruer vi vist heller ikke mere op for blusset i denne omgang, tror jeg nok. Vi kan kun glæde os til, at han optager noget mere.

The Dove is Dead og lo-fi scenen i Odense er blevet diskuteret på musikforummet Svingninger (http://svingninger.dk/viewtopic.php?f=1&t=29612), hvor flere spændende pointer er blevet diskuteret. En bruger kaldte f.eks. (med en anelse sarkasme?!) Odense for "det nye sort", haha - tag gerne et kig. Vi har dog scoret Anders Thode, og en erklæret fan betyder mere end tusinde. ;)

The Dove is Dead er for fans af: John Maus, Ariel Pink, Suicide, GY!BE, Washed Out, og fans af Arthur Russels elektroniske, Seefeel og Bark Psychosis vil også få opfyldt flere behov ...

The Dove is Dead - Bottleneck:
http://www.opendrive.com/files/6530063_IDIak_98e8/Bottleneck%20(højere%20kvalitet).mp3

The Dove is Dead - I Hate:
https://www.opendrive.com/files?6530062_DREwn

www.myspace.com/jensaagaard

God lørdag nat, det har været dejligt med en hjemmeaften, og ta' nu ikk' det deeer VM så ski'e tung. Her er et billede anbefalet af min gode ven Mikkel - lidt for meget Star Trek til min smag, men 60's, hell yeah:


Vh
Nikolaj


Ps. Hvis I har nogle tips mht. til fil-organiseringen, når man nu driver sådan en blog, så skriv gerne en besked! Og masser af respons. Masser, baby.

Bloggens essens anno 2010 og andre reflektioner - første indlægs smældende pisk ...

Uh ja. Endnu en blog - er det egentlig ikke dét, vi har manglet? Det savn, som vi så ofte har begrædt i søvne?

Vi har alle sådan drømt om en blog, hvor unge musikere kunne promovere deres eget lavbudgets amatørmusik, der langsomt vil hobe sig op og overdynge vores i forvejen uoverskuelige musikbiblioteker, indtil vores laptops larmer mere end en vhs-maskine anno '79 ... vi har været åh så rastløse, trippet og trampet, savlet bare over tanken, og der var stilhed før storm ... : ENDNU EN BLOG ER FØDT, SUCKERS!

Hurra hurra og skrål i vildskab, fødestuerne kan ikke klare mere, snart må blogspot indføre fødselslove med inspiration fra overbefolkede Kina: "højst 1 blog per fancy MacBook, og højst ét indlæg pr. daglig købt caffe latté + bøde på 1000,- for hver uberettiget hype".

Ak ja, her er vi. Endnu en dosis prætentiøse unge, som de ældre herrer på Information ved første blik måske ville døbe hipsters, ja, bare alt var som i '79, da vhs-maskinen larmede og punken rullede, vi er syndere; vi hører nemlig så meget forskelligartet musik, at vi er identitetsløse, mener ex-punkerne, haha - nej, vi beskæftiger os sådan set bare med alt det, vi godt kan lide uden at skele til vores egne tilhørsforhold. Vi er et produkt af den globaliserede og internetprægede virkelighed, vi lever i. Ligesom alle de andre skide irriterende bloggere. En sjov virkelighed, en dansk virkelighed, som er væsentligt anderledes end de gode gamle dage ... ahh, de gode gamle dage...

I gamle dage gik man nemlig til koncert for at opleve bandet i sin reneste form, ved sin sande styrke, som for bekræftigelse af bandets essens, og at jeg nævner dette er ikke som hyldest til min far eller af tyk nostalgi - jeg var jo for fanden knapt nok født. Jeg nævner det fordi, at de små pladeselskaber i dag står undrende og magtesløse, imens de ryster på hovedet over, at ingen møder frem til deres koncerter. Hvorfor mon nørderne ikke møder frem i stortal? Tjoh. Jeg vil til dels mene, at det var på grund af os. Om det er en skam er der flere vinkler på, og hermed kommer bloggens eksistensgrundlag anno 2010 ind i billedet:

Et bands sande styrke og karakter synes ganske forfærdende i dag at kunne opsummeres på en myspaceprofil, eller ved en kortere blogbeskrivelse og én enkelt Mp3 (sommetider er det ikke engang nødvendigt at høre hele pladen, når man nu har den ene, og sommetider er det som sådan ikke engang nødvendigt at læse, hvad bloggeren skriver, da man bare skal have sit fucking hype-fix, den seneste sensation, det nye, det cool ...). Måske ville man kigge forbi koncerten, hvis bandet besøgte byen - ja, folk værdsætter skam stadig livemusik som en totaloplevelse ... men koncerten er ikke længere nødvendig for oplevelsen og udforskningen af ny musik.

Vi er med bloggen, myspace m.m. på flere måder trådt ind i en kultur, som let vil kunne kritiseres for en overfladiskhed, hvor musikken sommetider nærmere fremstår som et produkt, et hurtigt skud, en godbid fremfor et stykke kunst. Dette skyldes en række forskellige faktorer, som jeg her har sat på spidsen; den nye tid betyder f.eks., at der ikke er langt fra øvelokalet til bloggen (=hypen), og dermed tvinges bandet ikke til at præstere på samme måde, som over for et forventningsfuldt og kritisk publikum. Bandet skal blot have den rigtige sound; helst med et klassisk "Just Like Honey"-beat, et diskret, tropisk islæt, og nogle cool wayfarersolbriller, hvor musikkens kvalitet bliver målt i decibel hvid støj. Musikeren sættes altså ikke længere i spænd, men forkæles, hvis han blot han beskrives med de tags, der er oppe i tiden. Der dannes et blog-miljø, en virtuel virkelighed, som går ind og "overflødiggør" et kunstnerisk miljø som f.eks. det omkring spillestedet CBGB's i 70'erne. Dette vil jeg i øvrigt mene er nogle af årsagerne til, at man skal igennem så meget ubrugeligt trash på musikblogs, for at nå frem til guldet.

Oh yes, en blog som hader alle andre blogs - nej. Heri kommer det interessante. Inden vi svømmer helt væk i nostalgi, er det på tide at pointere, at alle ovenstående problematikker har flere dimensioner. Der ligger også mange fordele i den nye, forbrugerorienterede kommunikation ... fordele, som vi i de sidste flere år har nyt godt af. Nye talenter opdages med det samme, uanset om de har kræfterne til at stille sig op på en scene eller ej. Musikken køres her ikke igennem parametre som salgsbarhed, og lignende (oftest) kunstnerisk kvælende marketing. Ikke mindst dét, at der er gået sport i hele tiden at jagte "det nye", betyder, at der konstant er fokus på nye tendenser, hvilket på flere måder også er stort og vidunderligt for kunstnerne. Præmissen er, at bloggen anvendes som inspiration, skal tages med et gran salt, og at blogs i højere grad bliver bevidste om, og gør deres publikum opmærksom på, deres svagheder ... En Mp3 på denne blog vil altid være en opfordring til selv at opsøge og høre mere, live eller på plade, når de søde odenseanske musikere en dag kommer så langt.

Essensen af dette første indlæg er altså at forstå, at man bliver nød til at acceptere, at bloggen ikke er fejlfri, at bloggen ikke er hele fremtiden, men blot skal anvendes som et lille, værdifuldt vindue til nutidens sprudlende musikkultur ...

Til sidst skal også nævnes, at vores blog ikke er nogen helt almindelig musikblog, men derimod nærmere er en præsentation af ét miljø, Odenses. Det er dog usandsynligt, at vi kan holde nallerne fra af og til også at vende blikket udad. Kig endelig jævnligt forbi, og se hvad vi har fundet på - flere og flere bloggere vil forhåbentlig løbende blive tilkoblet, og jeg glæder mig. Husk blot på, at det ikke er en selvfølge, at alle meninger er delt. Som en godbid vil jeg opstarte en tradition, som lyder at poste et billede af nogle cool chickz (næsten) ved hvert indlæg.

Here you go:

God torsdag aften, og fortsat god læsning.

Vh
Nikolaj Bruus